Winnie vil gerne gøre en forskel

Winnies mor, Ellen Lytje, er sikker på, at  de fleste mennesker med sort hår, der går rundt og ser lidt fremmede ud i Ringkøbing, er Winnies nye venner, for sådan er hendes datter: Winnie Høj­gaard Clausen samler på venner og folk, hun kan hjælpe. Derfor har  Ellen indstillet sin datter til Familie Journals guldhjerte. 

 

Der bor mange mennesker i den vestjyske by, også flere med sort hår, og Winnie må indrømme, at hun ikke kender dem alle. Endnu. Hun er for nogle måneder siden blevet beboerkoordinator i Ringkøbing Kommune, hvor hun 15 timer om ugen hjælper syriske flygtninge på plads i Danmark. Hendes nye venner hedder Hussein, Omar, Helwa og andre eksotiske navne. De taler flere forskellige sprog, men ikke dansk. De har forladt  deres eget land for at finde tryghed for deres familier og er rejst gennem mange lande, før de nu er endt hos Winnie.

 

 

Hun taler kun dansk og bryder sig meget lidt om at forlade Ringkøbing, hvor hun er født og opvokset. Hun holder af familielivet med mand og børn og bedsteforældre lige rundt om hjørnet. Hun har masser af tryghed – og det er den tryghed, hun vil give videre, for Winnie vil gerne dele ud af sit eget overskud. 

 

I mange år arbejde hun som pædagogmedhjælper indtil en arbejdsskade og senere en fyring satte en stopper for det job.

 

– Så jeg manglede at gøre en forskel for nogen, fordi jeg var blevet kasseret fra arbejdsmarkedet. 

 

Det var Winnie nu ikke længe. En dag henvendte kommunen sig til hende og spurgte, om hun måske kunne tænke sig at blive kontaktperson for de nye beboere i Damtoften i Ringkøbing.

 

– Der skulle komme en del syriske flygtninge, og de havde brug for et menneske, der kunne hjælpe dem ind i vores samfund. Stillingen var også et fleksjob på 15 timer om ugen, men først turde jeg dårligt sige ja. Jeg var jo bare mig, tænkte jeg. Jeg kunne ingen sprog ud over dansk, jeg havde ingen uddannelse og var bare helt almindelig.

 

 

Måske var det det helt almindelige ved Winnie, der gjorde det. Måske var det hendes glade sind eller måden, hun hilser på hvert levende væsen i Ringkøbings gader på. Resultatet er i hvert fald, at de nye beboere i byen holder af Winnie, ligesom hun holder af dem. Hendes job har en fin titel, men i praksis betyder det, at Winnie  en fast dag om ugen sidder på kontoret i boligblokken, og så kommer beboerne og spørger hende til råds om, hvad de nu gerne vil vide. Der er kommet en tolk til, men Winnie og beboerne klarer sig også uden. Winnie banker på hos hver enkelt familie, drikker en masse sort kaffe og fortæller om Danmark. Hun hjælper med de praktiske ting, hun arrangerer fester og møder, og hendes egen familie er også blevet involveret i mors job.

 

– Min yngste søn, Frederik, var en dag på besøg hos en flygtningefamilie i Damtoften. Han så børnene lege med den smule legetøj, de havde, og så gik han hjem og kiggede på sit eget værelse. Han syntes alligevel ikke, han havde brug for mere end én bold, og hvad med det gamle legetøj, som han for længst var vokset fra? Han startede  en indsamling af ting til flygtningene, og i dag har vi et stort lager af ting, de nye beboere kan komme og hente, hvis de har brug for det, siger en meget stolt mor.

 

 

– Jeg kan sagtens forstå, at vi også skal hjælpe vores egne gamle og fattige, men det betyder ikke, at vi ikke kan  hjælpe flygtninge. De kommer jo ikke her, fordi de vil udnytte os. De kommer, fordi de er blevet fordrevet fra deres eget land. De har opgivet alt for at skabe en ny fremtid for deres familie. Skulle vi så ikke kunne give dem en hånd med på vejen?, siger Winnie.

 

Kender du en med et hjerte af guld?? Så skriv til: guldhjerte@familiejournal.dk