Winnie har et hjerte af guld

Der skulle meget til, men Winnie måtte indrømme over for sig selv, at hun ikke kunne lide hende Grethe. Hvad lignede det, at hun bare dukkede op og gav hendes nye kæreste, Mogens, et knus og snakkede om gamle dage? Mogens var barndomsven med Bruno, og åbenbart også ven med denne irriterende Grethe, men Winnie besluttede sig for at bide det i sig og smile. Være glad og positiv, som hun altid var. Sådan gjorde hun også, da hun var barn. 

 

Et firkløver blev født dengang for 40 år siden, og lige siden har Grethe Hansen og Winnie Borum i Vipperød været veninder og mere end det. De kender hinanden på godt og ondt, og mere end én gang har Grethe rystet på hovedet over sin veninde, der altid så gerne vil hjælpe. 

 

De er begge modne kvinder nu, i bedstemoralderen og færdig med arbejdsmarkedet, men alligevel står Winnies bil sjældent mange minutter i garagen, for Winnie er sådan en kvinde, der kører, når familien, vennerne eller naboerne skal på sygehuset. Det er hende, der passer hunde og børn, hende, der giver sine sidste penge væk og sætter unge mennesker i gang med at arbejde, om de vil eller ej. Når Winnie kører, er der ikke nogen, der bliver ladt tilbage. 

 

 

Hun er en kvinde, der gør en forskel for mange, og derfor mener Grethe, at hendes veninde, Winnie, har fortjent Familie Journals Guldhjerte. Winnie er sådan en kvinde, vi alle gerne vil have i vores liv – men det kan også være svært at være sådan en kvinde, der er fast besluttet på at se det gode i alle mennesker.

 

– Jeg er vokset op delvis hos min farmor, fordi mine forældre var meget unge. Siden fik jeg en stedmor, og det var så den barndom. Den kunne have været bedre, men ikke værre, siger Winnie, og så er der sagt nok om den sag. 

 

– Min svigerfar var ved at blive blind, men han havde fået at vide, at man ikke kunne gøre noget ved hans svigtende syn. Jeg havde hørt om en ny behandling på Rigshospitalet, og så fik jeg ham derind, hvor han fik en ny type kontaktlinser. Det fik han, og de næste fem år var det mig, der skiftede dem hver dag, for han ville ikke have andre til at hjælpe. Han var et dejligt menneske, og vi havde det fint sammen. 

 

Så var der Mogens: Hans drøm havde altid været at blive selvstændig vognmand, og så sagde Winnie ja.  Winnie blev kontordame, mens Mogens havde travlt det meste af døgnet. 

Efterhånden blev der mere og mere af Winnie. Når hun blev ked af det, skjulte hun det og tog i stedet et stykke chokolade. Til sidst endte hun med at veje 140 kilo.

 

– Jeg blev indstillet til en gastric bypass-operation i 1981. Det gik desværre galt, så derfor blev jeg opereret endnu en gang i 1984. Det blev faktisk heller ikke bedre denne gang – også fordi jeg nok ikke var parat til at lægge mit liv om. Jeg har altid trøstespist, og i stedet for at sige fra, når jeg egentlig burde have gjort det, så sagde jeg ja og stillede op. Til gengæld tog jeg så noget ekstra chokolade, og efterhånden hadede jeg mig selv og min krop.

 

De mange kilo sled på Winnies krop.  Der kom problemer med drengene, der var sygdom, der var alt for meget arbejde, og en dag mistede de hus og firma, og Winnie mistede næsten lysten til at leve.

Så trådte vennerne til. Mogens og Winnie fandt en lille andelsbolig, og vennerne satte den i stand. Mogens fik arbejde, men for Winnie var det slut: Hun var træt, og kroppen og sindet var ikke længere parat til at arbejde så hårdt. Endnu en gang blev hun indstillet til en gastric bypass-operation, der skulle rette op på de to tidligere, og Winnie sagde ja. Ved sig selv tænkte hun, at det måske ikke gjorde så meget, hvis hun ikke vågnede op igen efter den nye operation.

 

Winnie overlevede, og denne gang gik operationen fint, og for første gang i mange år tænkte hun over, hvad hun egentlig ville med sit liv.

 

– Af natur er jeg et glad og positivt menneske. Jeg tror på det gode i mennesker, og for mig betyder det en hel masse, at jeg kan se, andre bliver glade, hvis jeg giver en hjælpende hånd. Jeg ved godt, jeg er naiv. Jeg husker også alle de glade øjeblikke, hvor min hjælp betød noget. Jeg husker den unge pige, jeg nærmest tvang til en jobsamtale, og glæden, da hun fik jobbet. Min svigerfars lykke over at kunne se, mine veninders taknemlighed, når jeg var hos dem på sygehuset. Jeg synes, jeg har haft glæde af at være lidt naiv, siger Winnie.

 

 

Kender du en med et hjerte af guld

Du kan skrive til: