Hvor meget Steffen egentlig ønskede sig en datter, gik først op for ham, da han på højst utraditionel vis fik kontakt til en lille, omsorgssvigtet pige langt væk fra Danmark.
- Jeg var i forvejen en privilegeret mand med tre dejlige sønner, én på tre år og tvillinger på seks, fortæller den 50-årige, bornholmske ejendomsmægler, der aldrig havde drømt om at få udvidet familien på en så anderledes måde.
Det startede for 22 år siden, da Steffen og hans ekskone besluttede, at de gerne ville have et SOS-fadderbarn.
- Vi ville gerne hjælpe nogen, men havde behov for mere end bare at sende et girokort til en organisation, og da jeg fik kontakt med SOS Børnebyerne, fandt jeg ud af, at det lige var noget for os. Vi modtog ret hurtigt et billede og et brev med beskrivelse af lille, seksårige Marilene fra Brasilien.
Steffen smiler lidt undskyldende.
- Det lyder åndssvagt, men jeg følte fra første øjeblik, jeg så det foto, at jeg havde en forbindelse til pigen, som så utroligt sød og forknyt ud.
Meget hurtigt fik Steffen skrevet til Marilene og ventede spændt på, om der kom svar.
- Det gjorde der! Og jeg var lykkelig, da jeg læste hendes hilsen, som naturligvis var skrevet af en af de ansatte i børnebyen. Hun kom til børnebyen, fordi myndighederne blev opmærksomme på, at hun og hendes elleve søskende levede sammen med deres forældre under primitive og dårlige forhold og var ret forsømte.
Følte stor kærlighed
Da kontakten først var knyttet, skrev Steffen jævnligt til Marilene.
- Jeg følte en form for kærlighed til hende og havde en stor lyst til at møde hende i virkeligheden, men vi var jo småbørnsforældre, så det var ikke rigtig muligt.
Efter mange års skriveri og glæde over Marilenes fremgang fik Steffen et chok, da Marilene fyldte 18 år.
Læs også om Helle Thomsen, der fik SOS-Børnebyernes familiepris
- Jeg skrev som så mange gange før et brev til hende og fik et brev tilbage om, at hun nu ikke var der længere. Sådan var deres politik. Jeg skrev et brev til lederen af børnebyen, om jeg kunne finde hende et sted, men det kunne ikke lade sig gøre.
I mellemtiden var Steffen blev skilt og gift med sin nuværende kone, Vivian, og hun husker tydeligt Steffens frustration.
- Han spekulerede enormt meget på, hvor hun var, og hvordan det gik hende. Og han havde jo fortalt mig allerede første dag, jeg mødte ham, at han havde et helt specielt forhold til sin ”langdistance-datter”, så det var hårdt at se, hvor ked af det han var over at have mistet forbindelsen.
Hej, husker du mig?
Der skulle gå fem år, før Steffen atter fik et livstegn fra sin ”datter”.
- Mine tvillingedrenge var udvekslingsstudenter i USA, så derfor var jeg kommet på Facebook, og pludselig en dag tikkede en besked ind på messenger: Hej, kan du huske mig?
- Hun fortalte, at hun havde taget en uddannelse, og jeg blev simpelthen så kisteglad og skyndte mig at svare hende og skrive, at jeg havde savnet hende helt vildt og spekuleret over, hvor hun var. Hun havde lært så meget, at hun nu uden problemer kunne skrive på engelsk.
Efter et par år med meget jævnlige beskeder på tværs af Atlanten kom invitationen til Marilenes og hendes forlovede, Renes, bryllup.
Kærligt møde
- Du skulle ha’ set dem! udbryder Vivian. Det var fuldstændig som at se en far og hans datter fra første sekund!
Nu får både Vivian og Steffen tårer i øjnene og fortæller, at de efterfølgende uger står i et stjerneskær for dem.
- Vi boede sammen med Marilene og hendes mand og barn i deres lille lejlighed, og vi fik lov til virkelig at opleve deres hverdag. Vi nåede også sammen med Marilene at besøge den børneby, hvor hun havde boet. Det var meget bevægende, og vi kunne jo se, at alle de penge, vi havde sendt i tidens løb, virkelig gør en forskel! Men højdepunktet for vores besøg var naturligvis selve brylluppet, hvor i alt 160 gæster deltog. Jeg havde skrevet en tale til Marilene, hvor jeg fortalte om, hvor meget hun havde betydet for mig, hvor glad jeg var for at have fået lov til at følge hendes liv, og hvor stolt jeg er af hende.
Steffen havde øvet sig i at sige noget af talen på brasiliansk.
- Det lød nok tosset, men jeg kunne se, at mange blev rørte, og en del af dem havde jo aldrig før mødt europæere, så vi kastede vist også lidt stjernedrys over festen og Marilene.
Det var hårdt for både Steffen og hans ”datter”, da tiden var inde til at sige farvel i lufthavnen.
- Ses vi overhovedet igen? Får vi lov at følge lille Fernando? Tankemylderet endte med, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at invitere Marilene og hendes lille familie til Danmark. Nu, jeg har genfundet min ”datter”, slipper jeg hende aldrig igen!
