Min søster holdt mig i hånden hele vejen

Sommeren 2021 var den sommer, hvor søstrene Marianne og Anne Lise Henriksen strikkede så mange halsedisser, handsker og pulsvarmere, at samtlige hjemløse i Nakskov og omegn kunne holde varmen, da det blev vinter.

Det var også den sommer, hvor Marianne pludselig ikke kunne gå uden for sit hjem. Hun kunne heller ikke være alene, og hvert minut på dagen tænkte hun kun på sygdom og angsten for at blive syg.

Marianne havde fået panik-angst, og den eneste, der rigtig kunne hjælpe hende, var hendes storesøster, Anne Lise.

Da de var små, sagde pigernes mor altid til Anne Lise: ”Du går ingen steder, uden at tage de små med”. Dengang sukkede storesøster Anne Lise en del over det, for hvor sjovt er det at være teenager og slæbe rundt på en fem år yngre lillesøster?

Men nu er søstrene 60 og 65 år, og Anne Lise hverken sukkede eller skældte ud, da Marianne bad om hjælp den dag i maj 2021. I stedet pakkede hun en weekendtaske og kørte de 11 kilometer fra Horslunde til Nakskov, hvor Marianne bor. Her blev hun boende stort set de næste syv måneder, for det var Anne Lise, der var lillesøsters livline i al den tid, hun havde angst.

Derfor har Marianne indstillet sin storesøster til at modtage Familie Journals Julekurv. Uden Anne Lise ville Marianne ikke have haft det godt igen i dag.

– Nu bagefter kan jeg godt se, at jeg længe havde været presset. Som ung havde jeg haft en fødselsdepression, men den her panikangst var helt ny for mig. Det begyndte 4. maj, hvor jeg simpelt hen fik et voldsomt anfald af svimmelhed. Hele verden sejlede for mig, og jeg blev angst. Pludselig føltes det, som om jeg gik på vat.

- Jeg blev angst for at være syg, angst for at blive svimmel igen og så også angst for, om jeg var ved at blive sindssyg? Jeg gik til lægen, der forsikrede mig om, at jeg ikke fejlede noget fysisk. Min mand og jeg tog videre til den psykiatriske skadestue, for jeg tænkte, at der måtte være noget helt galt med mig. Jeg kunne ikke finde ro, og jeg kunne ikke holde ud at være i mig selv, for angsten rasede igennem hele min krop.

Søster flytter ind

– På skadestuen sendte de mig hjem med noget medicin, men det hjalp ikke. Med min hjerne forstod jeg godt, at det, jeg fejlede, var panikangst, men uanset hvor meget jeg fortalte min krop, at jeg ikke fejlede noget fysisk, hørte den bare ikke efter, siger Marianne.

– Jeg turde ikke være alene, så i begyndelsen skiftedes min mand, en veninde og min lillesøster til at være hos mig. De gjorde, hvad de kunne, men de forstod det ikke rigtigt. De kunne bare se, at jeg fik det værre og værre. Man skal nok have prøvet at have angst selv for at kunne forstå, hvordan jeg havde det, og det kendte jeg kun et andet menneske, der havde: Min storesøster Anne Lise, så hende ringede jeg til, siger Marianne.

Da Anne Lise var nybagt mor, fik hun sit første angstanfald, og siden har hun være i medicinsk behandling, i terapi og ikke mindst arbejdet med sig selv. I dag er hun en voksen kvinde, har voksne børn og et arbejde inden for psykiatrien, så da Marianne ringede, vidste hun godt, at nu var der brug for al den omsorg, kærlighed og tid, som hun overhovedet kunne give sin søster.

Derfor flyttede Anne Lise ind på sofaen i stuen hjemme hos Marianne og Jan i juni. Her boede hun stadig, da hun skulle have sommerferie i juli. Hvis hun havde haft nogle planer for sin ferie, var de glemt, for nu handlede det kun om at få Marianne rask igen.

– Jeg kom i medicinsk behandling, men i lang tid kunne jeg intet selv. En overgang kunne jeg ikke spise noget og tabte 21 kilo. Jeg gik ikke ud, jeg kunne ikke klare at se andre end Anne Lise og Jan. Når jeg gik på toilettet eller i bad eller et smut ud i haven, var Anne Lise med. Det var slemt, og jeg kunne godt selv se det. Jeg kunne bare ikke ændre på det. Heller ikke selv om jeg hele tiden havde en stemme inden i mig, der sagde, at det nok skulle blive bedre. Det eneste, der hjalp, var at holde Anne Lise i hånden, siger Marianne.

– Jeg har været der selv, jeg kan godt huske følelsen af panik og angst. Nogle gange hjælper det kun at holde nogen i hånden og blive ved med at sige, at en dag bliver du rask igen, siger Annelise.

Det var også Anne Lise, der fulgtes med sin søster til lægen, til jobcenteret og alle de andre instanser, der skal kontaktes, når man pludselig knækker sammen og ikke kan magte mere.

Strik og tv

Før Marianne blev syg, arbejdede hun som rengøringsassistent på Stormarkskolen i Nakskov, og selv om hun var en vellidt medarbejder og kollega, var man alligevel nødt til at opsige hende, for ingen kunne sige noget om, hvornår Marianne kom tilbage på arbejde, eller om hun overhovedet ville blive rask nok til at komme tilbage.

Men der var ingen grund til at sidde og kigge ud i luften.

Tværtimod mente Annelise. Planen var, at de skulle lave noget med hænderne, for så var tankerne beskæftigede så længe.

Begge søstre elsker at strikke, og så gik de i gang med et stort projekt. De ville lave 90 af hver: Halsedisser, handsker og puls-varmere.

– Vi strikkede til de hjemløse, mens vi sad i sofaen og så fjernsyn. Vi har set ”Ørkenens sønner” og en uendelig lang serie om en engelsk landsbylæge, Doc Martin. Vi har grædt sammen, men vi har også snakket og grinet sammen, siger søstrene.

Selv om det gik fremad med bittesmå skridt, var det næsten ved at knække Marianne igen, da tiden nærmede sig, hvor hendes søster skulle tilbage på sit arbejde efter sommerferien.

Anne Lise kunne godt mærke det og bad sin chef om tilladelse til at bruge resten af sin ferie og alle sine afspadseringsdage i forlængelse af sommerferien. Det var jo nu, Marianne havde brug for hende.

Sådan nåede de sensommeren, og de næste seks uger gik det lidt bedre med Marianne. Da det blev september, var Anne Lise nødt til at begynde på sit arbejde, men nætterne tilbragte hun stadig hjemme hos Marianne.

– Medicinen begyndte at hjælpe hen på sommeren, men det var først og fremmest Anne Lise, der fik mig igennem. Når jeg havde det værst, holdt hun mig i hånden og sagde igen og igen, at en dag ville jeg være rask, og når jeg havde det bedst, troede jeg også på det, siger Marianne.

Anne Lise fik ret. Marianne fik det gradvist bedre og bedre. En dag var det okay, at Anne Lise ikke var der, hvis Marianne bare var sikker på, at hun kunne ringe til hende. En anden nat sov Anne Lise for første gang i lang tid alene i sit eget hjem, mens Marianne blev hjemme i Nakskov hos Jan. Hun klarede det, og en dag var det så vidt, at de kunne sige, at Marianne var rask igen. Hun var ikke længere bange for at blive sindssyg eller at dø.

I dag bor Anne Lise hjemme hos sig selv og passer sit arbejde på et bosted. Marianne blev raskmeldt og fik lov at få sit gamle job på skolen tilbage. Men når de har fri, ses de stadigvæk rigtig tit.

– Min sygdom har betydet, at vi er rigtig tætte. Anne Lise har set mig, da jeg var allermest sårbar, og hun er det menneske, som jeg er fuldkommen tryg ved. Vi har grædt sammen, men hun kan også altid få mig til at grine. Jeg er hende så inderligt taknemmelig for, at hun altid har været der for mig. Det er den største gave, et menneske kan give. Tid og kærlighed, siger Marianne.