Mindre snak, mere fællesskab

Måske er det duften af nystegte burgerbøffer, der får stemningen i Svendborgs nye borgerhus til at stige. Eller måske skyldes den muntre summen og glade latter det irske band, der fra et hjørne af salen spiller op til fællessang med den irske folkesang ”Whiskey in the Jar”.

Sikkert og vist er det i hvert fald, at humøret hos de cirka 70 fremmødte og sultne svendborgensere i alle aldre er i top, mens de finder plads ved langbordene, som står dækket med helt forskelligt porcelæn og smukke, nyudsprungne bøgegrene i vaser.

Der er dog én person i selskabet, der er helt sikker på at kende årsagen til det gode humør.

– Mennesker bliver bare glade, når de er sammen og får muligheden for at skabe relationer, fortæller Josefine Ottesen, der efter at have brugt en stor del af sit 62-årige liv på at skrive bøger har taget livtag med en helt ny udfordring.

Isoleret for at skrive

– I mange år har jeg været meget isoleret, fordi det har været nødvendigt for mig for at kunne skrive, men det har også været lidt trist kun at være sig selv. Dog havde min mand, Jan, og jeg dengang vores søn og datter hjemme, og da min mand er musiker, var huset ofte fyldt med glade mennesker. Men da børnene flyttede hjemmefra, begyndte jeg at spekulere på, hvilke fællesskaber jeg så ville have i mit liv.
Josefine er en meget kreativ og handlekraftig kvinde, så i første omgang satte hun sammen med andre svendborgensere gang i en kæmpe fælles parade gennem Svendborgs gader.

– Jeg tænkte, at sådan en parade skulle hædre fortællinger om havet, som jo ligger lige for vores fødder. Samtidig kunne den være en begivenhed for alle, der havde lyst til at bruge fantasien på en lidt anderledes måde.
Paraden blev en kæmpe succes.

– Vi vidste ikke, om der ville komme 30 eller 300, men der var faktisk mere end 4.000 deltagere i det smukke optog gennem byen med musik, sang og store dukker.
Begivenheden gav Josefine noget at tænke over.

– Oplevelsen af, at alle kunne have et ligeværdigt, uforpligtende fællesskab, hvor man ikke kunne vinde, sælge eller købe noget, fik mig til at kigge nærmere på huset her, da det blev sat til salg. Jeg er dagligt gået forbi det i de 35 år, jeg har boet i byen, og nu vågnede idéer om, hvad man egentlig kunne bruge sådan et sted til. I forvejen mødtes vi privat hos hinanden i den forening, vi havde oprettet i forbindelse med paraden, og vi havde allerede snakket om at have et fast sted, vi kunne være.

Læs også om Annbritt og Steffen, der laver mad til ensomme og udsatte

Skaber relationer

Idéen om en investering i huset og dermed i et menneskeligt fællesskab var født.

– Jeg købte huset, og sammen med resten af medlemmerne af vores nye forening begyndte jeg at skabe et projekt, som skulle være til glæde for alle svendborgensere, der havde lyst til at være med.
Huset på Lundevej 2 i Svendborg sagde farvel til fortiden med Frelsens Hær og goddag til et helt nyt liv.

– En omfattende renovering var nødvendig, men her i april kunne vi åbne dørene for første gang og byde velkommen til fællesspisning, værksteder, kreative idéer – ja, der er næsten ingen grænser for, hvad huset kan bruges til, så længe vi er fælles om det.

Ingen grænser

Josefine har en klar holdning til samfundsudviklingen.

– Nu har vi brugt 40 år på at rulle os i guldstøv og blive totalt uafhængige, og det bliver ingen lykkelige af, vi bliver bare ensomme. Vi tror, alting handler om at udvikle os gennem præstation, men det er så vigtigt, at vi har mulighed for at skabe relationer uden hele tiden at skulle bevise, at vi gør alting rigtigt. Og det vigtige fællesskab er noget, der opstår, når mennesker er til stede i det samme rum på samme tid og laver de samme ting.

Det er lige netop tanken bag Josefines projekt.

– Her i huset skal det være muligt for alle at lave noget meningsfuldt og lære af hinanden og om hinanden. Vi har lagt ud med fællesspisning hver søndag, og de seneste otte uger har to pensionerede håndværkere gået rundt nede i kælderen og bygget værksteder, så folk kan komme og lære lidt om, hvordan de limer en stol, der rokker, eller hvordan man syr en pæn søm i sin kjole eller noget helt tredje. Her er ingen grænser, og folk, der mener, de har kompetencer, som de gerne vil dele ud af til andre, er meget velkomne.

Der skal en del til at udstyre et borgerhus, og en efterlysning af porcelæn til fællesspisningerne gav overvældende respons.

– Det væltede ind med tallerkner, glas, bestik, fade, kopper og så videre. Nu efterlyser vi værktøj til værkstederne og håber, vi er lige så heldige med det.

Hjælper hinanden

I kælderen er en af husets medskabere, Palle Hindsberg, godt tilfreds.

– Jeg er udlært tømrer for 50 år siden og har nydt at bruge mine evner på at sætte stedet i stand. Det er skønt at hjælpe folk til selv at reparere ting, og jeg har også planer om at lave nogle fumlefinger-kurser, hvor man for eksempel kan lære at lave en forlængerledning uden at blive slået ihjel eller sætte en hylde op, så den hænger lige.

Også Pia Westergård er medskaber og glæder sig over det nye fællesskab.

– Som folkepensionist kan jeg jo gøre, hvad jeg vil, og jeg har den holdning, at hvis vi ikke gør noget selv, sker der ikke noget. Så på onsdag starter jeg sammen med et par andre et syværksted op, og jeg har planer om, at vi til en start skal have syet puder til alle stolene i salen. Så folk kan bare komme! Også hvis de har brug for hjælp til at lære noget om syning. Det er så skønt, når man kan være fælles om tingene.
Og fælles, dét er man i hvert fald i den store sal, hvor der under megen snak bliver bygget lækre burgere og hyggesnakket om gårsdagens hændelser og morgendagens planer både i det nye borgerhus og i livet som helhed!