Mit dilemma: Skulle jeg opgive min plads i fællesskabet?

Jeg blev skilt fra min mand for fem år siden og ikke på min opfordring. Det var hårdt pludselig at være alene efter så mange års ægteskab, og det blev endnu værre af, at jeg lige var gået på efterløn. Med ét mistede jeg både kollegerne og meget af den fælles vennekreds, min mand og jeg havde haft sammen.

På mange måder skulle jeg genopfinde mig selv socialt, men jeg er ikke den, der bare vader ind i folk med træsko på. Heldigvis havde jeg min gamle veninde, Bodil. Vi havde kendt hinanden i årevis. Da vi hver især blev gift og fik travlt med familielivet, sås vi sjældnere og ofte i form af parmiddage.

Efter min skilsmisse begyndte Bodil og jeg at ses på tomandshånd igen. Det blev lidt af et holdepunkt for mig, udover mine to døtre. Et års tid efter min skilsmisse fortalte Bodil, at hendes veninde Anette havde foreslået at lave en slags kvindeklub. Måske var det også noget for os?

Det viste sig, at Anette havde en bekendt, Karen, der også gerne ville med. Så vi var altså Bodil, Anette, Karen og mig. Vi havde alle sammen forladt arbejdsmarkedet og savnede et kvindeligt fællesskab.

Første gang, vi alle var samlet, var vi ude at drikke kaffe på den lokale skovpavillon. Jeg begyndte hurtigt at se frem til vores møder. Det var ikke, fordi vi lavede noget særligt. Nogle gange tog vi i biografen, men ofte gik vi blot en rolig tur og sluttede af med kaffe et sted.

Men alting ændrede sig, da Grethe efter et halvt års tid kom med i gruppen. Hun var Karens bekendte og savnede også lidt fællesskab og kulør. Og der var jo altid plads til én til.

Tøseklubben

Første gang jeg mødte Grethe, følte jeg mig næsten en smule skræmt. Hun talte højt og meget, og hun førte sig frem med en selvtillid, jeg aldrig kunne mønstre. Derfor havde hun tid på hænderne og masser af idéer til, hvad vi kunne lave i vores “tøseklub”, som hun kaldte den.

Allerede anden gang, hun var med, foreslog hun, at vi tog på en ny restaurant i byen.

– Maden skulle være fantastisk, ren gourmet, ivrede hun. Det lød dyrt. Jeg skævede rundt. Mine veninder så imponerede ud og nikkede ivrigt til forslaget. Næste måned var vi derfor ude at spise fint. Grethe grinede højt, da jeg indrømmede, at jeg ikke anede, hvilken af de tre gafler, der lå ved min tallerken, jeg skulle bruge.

Efter restaurantbesøget håbede jeg, at Grethe havde fået sin lyst styret. Hun havde jo også ægtemanden at gå ud at spise med. Men hun var kun lige kommet i gang og talte om kunstmuseer, sejlture og koncerter. Jeg begyndte at blive urolig. Med min økonomi ville jeg ikke kunne være med længe.

Desværre lod det til, at mine veninder var betagede af Grethe og hendes livsnyderi. Karen fortalte endda stolt, at hun var begyndt at købe gode vine til sig selv og manden. Jeg fik indtryk af, at de andre nød at blive trukket ind i en verden, de ikke kendte. De begyndte begejstret at tale om, at “nu skulle vi rigtig ud at forkæle os selv”. Jeg tænkte i mit stille sind, at det havde vi da allerede gjort med vores skovture. Grethe var hurtigt blevet en slags leder af vores lille klub.

Økonomien blev et problem

Min økonomi havde ikke været et problem før, men nu kunne jeg godt fornemme, at de andre sad bedre i det. Anette var ganske vist også enlig og alene om udgifterne, men hun havde haft et vellønnet job og manglede ikke noget. Der var dog ingen, der sad så godt i det som Grethe.

Måske var det derfor, de sagde ja og amen til alt, hun sagde, tænkte jeg syrligt. Men så blev jeg flov over at tænke sådan om mine veninder. De var ikke overfladiske. Grethe havde en stærk og karismatisk personlighed, så det var let at blive blæst bagover.

En dag var vi ude at spise stor frokost på en havnerestaurant, som Grethe absolut ville have os på. Ét blik på menukortet var nok til, at jeg kunne se, det blev svært. Da det blev min tur til at afgive bestilling, sagde jeg, at jeg kun skulle have en forret og vand til.

Jeg smilede undskyldende og sagde, jeg ikke var sulten, men de andre pressede straks på for, at jeg skulle slå mig lidt løs. Kun Bodil så tænksomt på mig. Jeg holdt stand, selv om det føltes virkelig pinagtigt.

– Du er altid så påholdende, Ulla, udbrød Grethe i en ærgerlig tone, som om det ødelagde hendes måltid, at jeg ikke var så løssluppen som hende. Hendes ord stak, men så besluttede jeg at bide hovedet af al skam. Jeg svarede, at jeg simpelthen ikke havde økonomi til at være med til vores udflugter, hvis det skulle fortsætte i det her prisleje. Grethe så overrasket på mig. Men så sagde hun nonchalant:

– Jamen så kan vi andre da bare skiftes til at betale for dig, det er jo ikke noget problem.

Hun sagde det så højt, at en mand ved nabobordet vendte sig og stirrede på mig. Jeg var ved at dø af skam. Det var overhovedet ikke dét, jeg mente. Jeg havde bare forsøgt at forklare mig. Jeg bildte mig ind, at Anette og Karen udvekslede nervøse blikke ved tanken om at skulle finansiere mine udflugter.

Jeg skiftede desperat emne, mens jeg i smug blinkede heftigt for at holde tårerne tilbage. Jeg ved ikke, hvordan jeg kom igennem det måltid, men da jeg sad i bussen på vej hjem, svor jeg, at jeg aldrig ville udsætte mig selv for sådan en ydmygelse igen.

Med sin adfærd havde Grethe fået mig til at føle, at jeg ikke duede. En følelse, jeg havde kæmpet for at blive kvit med lige siden min skilsmisse. Jeg så ikke anden udvej end at sige farvel til vores fællesskab. Men ville jeg så blive ensom igen?

del 2:

Da en fælles-sms om vores næste udflugt tikkede ind fra Grethe, var jeg spændt på, om mit forsøg på at sige fra over for udgiftsniveauet alligevel havde bundfældet sig.

Det havde det ikke. Grethe foreslog, at vi alle tog til koncert. Så snart jeg så billetprisen, vidste jeg, jeg ikke skulle med. . Jo mere jeg grublede over Grethes sms, desto vredere blev jeg faktisk. Jeg havde ikke noget imod folk, der havde penge. Grethe og hendes mand havde sikkert arbejdet hårdt for alle de penge, de havde. Men jeg havde svært ved at forstå, at man kunne have så lidt taktfølelse, at man ikke tænkte på, at alle ikke var lige så velstillede.

Min stramme økonomi havde ikke været et problem, før Grethe kom ind i billedet og havde opgraderet gruppens hyggeture i skoven til dyre koncertoplevelser og fine middage. En del af min vrede handlede nok også om, at Grethe opførte sig så dominerende. Hun var kommet sidst til i vores kvindeklub, og alligevel var det næsten altid hende, der bestemte, hvor vores udflugter gik hen.

Samme aften svarede jeg kortfattet tilbage på invitationen: Jeg kan desværre ikke den dato, men håber, I andre får en dejlig aften. Kh. Ulla. Bagefter følte jeg mig fej og konfliktsky.

Jeg kunne have gentaget den sandfærdige forklaring, jeg gav på fiskerestauranten: At jeg simpelthen ikke kunne være med, hvis vores udflugter skulle være så ekstravagante. Men sidste gang var det endt med, at Grethe, bevidst eller ubevidst, fik ydmyget mig foran de andre. Det magtede jeg ikke igen. Så var det nemmere bare at melde afbud.

I de efterfølgende uger tænkte jeg meget over dilemmaet, for jeg ville så gerne være med. Jeg havde følt mig ensom siden min skilsmisse for et par år siden, og fællesskabet med de andre kvinder gav mig både selskab, oplevelser og selvværd.

Da der var gået omkring to måneder, hvor jeg ikke havde deltaget i nogen gruppearrangementer, mødte jeg Bodil i et supermarked. Hun hilste hjerteligt på mig, og pludselig kunne jeg mærke, at jeg havde savnet hende. Vi sludrede først, men så drejede samtalen ind på kvindeklubben.

– Ja, Grethe regerer jo, som hun plejer, sagde Bodil.

Selv om hun smilede, var der noget i hendes stemme, der lød træt, måske endda irriteret. I samme nu skulle en butiksansat forbi med en palle varer, så vi sagde farvel. Bodil så sig over skulderen:

– Kom til kaffe snart!

Da jeg kom hjem, kunne jeg mærke, at jeg følte mig i bedre humør. Bodil havde virket nærværende og varm, som hun var før i tiden. Eller det var hun vel aldrig holdt op med.

Til sidst ringede jeg til hende. Først sagde jeg, at jeg meget gerne kom til kaffe en dag. Og så fortalte jeg Bodil sandheden: At jeg havde meldt afbud de seneste mange uger, fordi jeg ikke længere havde råd til at være med. Og at selv hvis jeg havde haft råd, så var jeg ikke interesseret i gourmetmiddage og kunstmuseer.

Det havde været hyggeligere, da vi bare gik en tur i skoven eller snakkede over en kop kaffe. Dér havde været tid til at lytte til hinanden og bare være sammen. Mit hjerte hamrede. Så var det sagt. Jeg nåede at spekulere på, om jeg lød smålig eller nærig, før Bodil sagde:

– Ved du hvad? Jeg har det på præcis samme måde! Hun indrømmede, at hun først havde syntes, at alle de eksotiske udflugter var spændende. Men det blev ensformigt i længden. Hun savnede også de dybe, rolige samtaler.

– Grethe har jo masser af energi og initiativ, men det kan altså godt blive lidt anstrengende med alle de store armbevægelser, tilføjede hun.

Bodil endte med at invitere mig til kaffe næste lørdag. Hun var ked af, at hun ikke havde været mere opmærksom på mine kvaler i gruppen før nu. Bodils ord betød meget. Det havde såret mig, at hun tilsyneladende glemte vores venskab, da dynamikken i gruppen ændrede sig.

Den lørdag lagde vi en plan. Normalt mødtes gruppen altid ude af huset, men Bodil ville invitere alle hjem til frokost. Dér ville vi så foreslå en regel om, at vores faste, månedlige arrangement skulle holdes billigt, så alle kunne være med. Så måtte vi én gang for alle få afklaret, hvem der var til vores gamle måde at gøre det på, og hvem der foretrak Grethes.

Konflikt i sigte

Det lugtede af konflikt, og det gjorde mig nervøs. Men jeg havde jo selv ønsket den her diskussion, så nu måtte det briste eller bære. Dagen for frokosten kom. Da alle var blevet forsynet med smørrebrød, tog Bodil ordet.

Hun fremsatte forslaget med rolig, fast stemme og på en måde, der ikke udstillede mig og min økonomiske situation for meget. Det var jeg meget taknemmelig over. Jeg tog mod til mig og tilføjede, at dem, der stadig gerne ville give den lidt gas, jo kunne planlægge ekstra udflugter.

Så kunne folk byde ind på det, de havde lyst til. På den måde var der plads til alle. Anette og Karen så på hinanden og nikkede tænksomt. Det lød som en rigtig god idé, sagde de samstemmende. De savnede faktisk også nogle af vores gamle aktiviteter. Grethe så overrasket og ret mellemfornøjet ud.

Over de næste par måneder skulle vores nye system så stå sin prøve. Bodil og jeg tog teten i fællesskab og foreslog aktiviteter som gåture og loppemarkeder. Sideløbende foreslog Grethe stadig lidt mere ekstravagante aktiviteter. Dem takkede jeg høfligt nej til, mens Anette og Karen som oftest var dem, der tog med. Og systemet fungerede faktisk.

I dag er det tre år siden, og over tid har der været små ændringer. Grethe møder efterhånden kun sjældent op til vores stilfærdige, prisbillige udflugter. Jeg kan ikke sige, at jeg begræder den udvikling. Jeg nyder samværet med de andre på vores månedlige udflugt i fulde drag.

Når jeg er sammen med mine veninder, får jeg en følelse af, at mit liv er kommet tilbage på sporet igen. Bodil og jeg er også begyndt at ses på tomandshånd som før, og det nyder jeg rigtig meget. I dag er jeg glad for, at jeg tog bladet fra munden og turde insistere på min plads i fællesskabet.