Mit dilemma: Skulle jeg vælge mellem min kæreste og min veninde? - del 2:2

Det var ved at være tre uger siden mit og Gittes skænderi på vores gåtur rundt om søen. Hun havde ikke skrevet eller ringet, og det havde jeg heller ikke. Halvdelen af tiden følte jeg mig virkelig irriteret på hende.

I det års tid, jeg nu havde været kærester med Jesper, havde hun aldrig ladet mig glemme, at jeg var 12 år ældre end ham. Hun var også kommet med tonsvis af små syrlige stikpiller om aldersforskellen eller al den tid, jeg tilbragte med Jesper. Men han og jeg boede jo for pokker sammen! Så var det da naturligt, at man var meget sammen. Desuden var jeg forelsket og gladere, end jeg havde været i flere år.

Det gjorde ondt, at min ældste og nærmeste veninde tilsyneladende ikke kunne glæde sig på mine vegne. Den anden halvdel af tiden følte jeg mig bare trist og ulykkelig over situationen. Jo længere der gik, desto mere bange blev jeg for, at det her kunne være enden på vores venskab.

Jeg sagde til mig selv, at jeg kunne møde nye veninder, men tanken føltes ikke opmuntrende. Og jeg kunne jo ikke tale med Jespers veninder, som jeg kunne med Gitte. De var søde, men de var simpelthen et andet sted i livet. Alligevel tøvede jeg med at række ud til Gitte. Inderst inde følte jeg heller ikke, at det var mig, der skulle tage det første skridt.

Jesper kunne godt mærke, jeg hang med hovedet, og til sidst fik han lokket årsagen ud af mig. Han var lige så uforstående over for Gittes opførsel, som jeg var.

– Kvinder … mumlede han hovedrystende. Han havde dog lige så svært ved at fatte, at jeg ikke bare tog fat i hende og fik løst problemet, hvis jeg savnede hende så meget. Men så simpelt var det jo ikke, protesterede jeg. Eller var det?

Den aften sad jeg inde på vores kombinerede kontor- og hobbyværelse og nørklede med symaskinen. Mit blik faldt på et falmet foto på opslagstavlen. Det forestillede Gitte og mig som 20-årige i Norge. Vi havde brune ben, store smil og ikke en bekymring i verden. Jeg fik en klump i halsen. Dér besluttede jeg, at jeg var nødt til at række ud til hende for at finde hoved og hale i det her. Hvis det skulle være slut, ville jeg i hvert fald gerne forstå hvorfor.

Spørgsmålet var, hvordan jeg skulle gå til det. Jeg vidste, at Gitte kunne være både stolt og stædig. Hvis jeg gik hårdt til hende, kunne hun gå i defensiven, og så kom vi ingen vegne. Jeg lagde en plan: Jeg ville ringe og invitere til forsoningskaffe, bare os to. Og hvis jeg satte en flaske af mit hjemmelavede hindbærsnaps på bordet, kunne det være, at det sænkede skuldrene yderligere. Som sagt, så gjort. Heldigvis takkede Gitte ja.

Jesper blev sendt ud af huset med udtrykkelig besked om at blive væk i mindst et par timer. Da Gitte ringede på, var der et virkelig akavet øjeblik, hvor vi ikke vidste, om vi skulle give hinanden et knus, som vi plejede. Men ind kom hun da, og jeg fik skæket op og bænket os ved spisebordet. Vi småsnakkede først om løst og fast.

Jeg forholdt mig med vilje lidt afventende for at give hende plads til at styre samtalen derhen, hvor hun ville. Efter en lille halv time lønnede min tålmodighed sig. Gitte satte sit kaffekrus ned og sukkede.

– Marie, jeg er virkelig ked af, at vi blev uvenner. Jeg har tænkt på at ringe tusind gange.

En bølge af lettelse skyllede igennem mig ved den indrømmelse. Jeg sagde, at jeg havde det på præcis samme måde. Men jeg tilføjede også roligt, at jeg aldrig rigtig havde forstået, hvorfor hun havde haft så meget imod mit forhold til Jesper.

Gitte tøvede lidt, som om hun tog tilløb. Og pludselig væltede ordene bare ud af hende. Hun fortalte, at det var en blanding af flere ting. Først var hun simpelthen blevet jaloux over, at Jesper lagde så meget beslag på mig, især de første måneder.

Hun havde jo været vant til, at jeg var mere single end sat og derfor altid havde tid til at ses. Og pludselig var alt forandret. Men det havde været barnligt at tænke sådan, sagde hun. Jeg skulle lige til at sige “alt forladt”, men Gitte var ikke færdig. Med ét var det, som om hendes underlæbe dirrede lidt.

– I virkeligheden er problemet nok, at det, du har med Jesper, minder mig om alt det, jeg ikke længere har med Karsten …

Hun sad og flettede sine fingre ind og ud og så ned på dem, mens hun talte. Hun fortalte, at hendes ægteskab havde føltes mere eller mindre dødt, siden pigerne flyttede hjemmefra. Hun og Karsten lo sjældent sammen mere, sexlivet var næsten gået i stå, og de var stort set aldrig ude af huset sammen. Hun var enormt frustreret over det, men Karsten var ligesom bare gået i stå.

Det var en komplet øjenåbner for mig. Nu gav min venindes opførsel mening. Det var stadig ikke okay, det hun havde gjort og sagt, men jeg forstod det nu. Jeg prøvede at se det fra hendes perspektiv. Dér svævede jeg rundt på en lyserød sky og talte om Jesper og vores skønne sexliv og de sjove oplevelser, vi jævnligt var ude på sammen, mens hun gik og følte sig alene i sit eget ægteskab.

Det var ikke engang faldet mig ind at spørge, hvordan Gitte og Karsten egentlig havde det. De havde mødt hinanden som teenagere, så jeg havde simpelthen bare taget for givet, at der ikke var noget nyt under solen i Gittes liv. Temmelig selvoptaget af mig.

Vi talte længe sammen den dag. Da Gitte tog hjem, var det med et langt kram til afsked. Bagefter grublede jeg videre. Jeg kendte Gitte – hun havde det bedst med at være den stærke og den, der ikke peb. Men i dag havde hun vist sårbarhed, og det klædte hende. Jeg blev fyldt af trang til at hjælpe. Jeg kendte jo også Karsten, og han var ved Gud ikke, som folk er flest.

Samtidig var det en kæmpe lettelse, at vi havde fået talt ud, og at jeg nu vidste, at hele balladen mest havde handlet om Gitte og mindre om Jesper eller mig Gitte og jeg begyndte at ses regelmæssigt igen. Jeg blev også mere opmærksom på ikke at nedprioritere hende i forhold til Jesper.

Samtidig forsøgte jeg at lægge råd op sammen med hende. For selv om hun af og til tænkte, at skilsmisse var den eneste løsning, ville hun gerne forsøge at redde ægteskabet. Hun var især frustreret over, at hun og Karsten aldrig fik nogen oplevelser. Dels fordi de ikke havde fælles fritidsinteresser, og dels fordi han næsten ikke var til at drive ud af huset, når først han kom træt hjem fra arbejde.

Jeg tilbød at ringe til Karsten af og til og invitere dem på parudflugter med Jesper og mig. Karsten ville have sværere ved at sige nej, hvis han havde mig direkte i røret, end hvis invitationen kom via Gitte. Samtidig opmuntrede jeg også min veninde til selv at få sig nogle hobbyer. Efter lidt betænkningstid tilmeldte hun sig et madlavningskursus hver tirsdag aften og siden også et dansehold, hvor man ikke behøvede have en partner med.

Og det var virkelig, som om mødet med nye mennesker og aktiviteter gav Gitte mere glød i kinderne. Hun fik rykket sig selv lidt ud af den grå hverdag, og gik endda til frisøren og fik ny, frisk frisure. Måske det også smittede lidt af på Karsten. I hvert fald fortalte hun mig, at han ligesom var begyndt at se hende igen. Træerne vokser selvfølgelig ikke ind i himlen. Karsten er Karsten. Men jeg tror, at bare dét at tale åbent med mig om problemerne i ægteskabet giver Gitte noget luft.

Nogle gange er det nok, og andre gange hjælper vi hinanden med at finde på idéer til, hvordan hun kan prøve at få mere gang i sit ægteskab – og sit eget liv generelt. Det er dejligt at kunne være der for min veninde, der tør åbne op om så følsomt et emne som parforholdsproblemer. Derudover gør det mig mere bevidst om, hvad jeg selv har.

Jeg føler mig så heldig med, at jeg har mødt Jesper på dette tidspunkt i mit liv. Hans ungdommelige energi er med til at holde mig i gang, og mit sociale liv har også fået et boost igennem ham. Han får et ekstra kys, hver gang jeg bliver ramt af den her taknemmelighedsfølelse. Jeg ved ikke, hvad Gitte og Karstens ægteskabsudfordringer ender med. Det er nok stadig for tidligt at sige.

Uanset hvad føler jeg mig overbevist om, at mit og Gittes venskab nok skal klare skærene. Vi har hver især fået vores bedste veninde tilbage, og det rækker langt. Og jeg er lettet over, at jeg ikke behøvede vælge mellem min kæreste og min veninde.