Gitte og hendes mand, Jakob, havde et af de fineste huse i byen. De havde begge to spændende karrierer, og de havde også en rigtig dejlig lille kernefamilie med to små drenge. De manglede intet. Og ingen kunne se, at Gitte var panisk angst for at ridse et bord eller tabe en kop. Hendes mand sagde jo til hende, at hun var så ualmindelig klodset, så det faktisk var dumt, at de havde sådan et fint hus.
Jakob var i sin gode ret til at blive vred på hende, råbe efter hende eller endda slå og spytte på hende. Det mente han i hvert fald selv, og 11 års ægteskab havde næsten fået overbevist Gitte om, at det var rigtigt. Hun var klodset og uperfekt. Han kaldte hende ”taber”.
Sådan var det at være gift med Jakob. I dag er Gitte ikke længere gift med ham. Hun flygtede for fire år siden sammen med sine børn. I dag har hun det godt, så godt, at hun har lavet håndbogen ”Slip fri af psykopatens kløer” til andre kvinder, der har prøvet det samme. Gitte er desværre kun én ud af mange kvinder, der møder den helt forkerte mand og langsomt lader sig forvandle til en underkuet husslave.
Kæreste søges
Gitte Lindholt var ellers ikke en ydmyg pige, der faldt i ét med tapetet, da hun var ung. Tværtimod.
Hun er uddannet cand.mag. i teatervidenskab, og da hun var 27 år, havde hun et drømmejob på Løgumkloster Højskole, hvor hun både underviste, instruerede teater, rejste og mødte mennesker fra hele verden, men når hun gik hjem til sin lejlighed om aftenen, var hun alene.
Gitte lagde en profil ind på et af de mange chatrooms, og en dag fik hun en interessant besked.
– Han inviterede mig til London på weekend. Jeg skulle mødes med ham i lufthavnen, men jeg havde nær ikke genkendt ham. Han havde beskrevet sig selv som en stor og velbygget mand, der kørte i en udsøgt Porsche. Da jeg fandt ham, så han ikke særlig fantastisk ud, og Porschen var en lille Fiat. Alligevel vendte jeg ikke om og rejste hjem til Danmark, og jeg ved stadig ikke hvorfor, siger Gitte.
– Et par måneder senere sendte han mig den sødeste hilsen og inviterede mig til nytår på Rungsted Havn. Han hentede mig i en Audi, han havde champagne med, og det var alt sammen fantastisk romantisk. Men jeg fortalte hverken venner eller familie om ham, for jeg havde denne fornemmelse af, at der var noget galt. Jeg vidste bare ikke hvad – og tænkte, at det var mig, der havde misforstået noget. Jeg var en pige med et meget lavt selvværd trods min uddannelse og mine succeser. Og jeg ville bare gerne elskes.
Ensomme Gitte
Nogle måneder efter flyttede Jakob ind hos Gitte i Løgumkloster. Det var himmel og helvede.
De begyndte at skændes dagligt, og for hver dag blev Gitte mere og mere ensom. Det var de to imod hele verden. Man blandede ikke andre ind i sit forhold, belærte Jakob Gitte om, da hun en dag fortvivlet havde betroet sig til en veninde, og hun tænkte, at det nok igen var en fejl fra hendes side.
I det hele taget var hun jo så fuld af fejl, at hun måtte være glad for, at Jakob overhovedet ville være sammen med hende. Udadtil gik det fint, Jakob fik et godt job, de flyttede i hus, og Gitte havde også selv et rigtig godt job. De fik to børn sammen.
Tabermor
– Han slog mig første gang, da vores ældste søn var 14 dage gammel. Han havde længe kaldt mig alle mulige grimme ord, men nu kaldte han mig tabermor og angreb mig på min rolle som mor. Jeg duede slet ikke, sagde han, og jeg troede på det. Min tanke var, at jeg måtte forbedre mig på en eller anden måde.
– De sidste fem år tænkte jeg hver dag på at gå fra ham. Men jeg turde ikke, for så ville jeg måske ikke få mine børn at se igen, sagde han. Og jeg troede ham, siger Gitte.
– Jeg fortalte min chef om mit ægteskab, og hun satte mig i forbindelse med en psykolog. Psykologen spurgte mig, hvorfor jeg var blevet ved Jakob i så mange år... Og hvorfor var jeg det? Jeg tænkte, at det måske var for børnenes skyld, men jeg syntes heller ikke, vores børn skulle se deres mor blive slået og terroriseret. Pludselig forstod jeg det: Jeg måtte væk fra Jakob.
På flugt
Drengene var 4 og 7 år, og Gitte vidste, at hun ikke bare kunne forlade Jakob. Hun fortalte sin familie om sit ægteskab og sin beslutning, og de stod parate til at hjælpe hende. Flugten blev planlagt ned til mindste detalje. Gitte gemte pas og vigtige papirer uden for huset, skaffede sig en lejelejlighed, og fredagen før påsken 2012 rejste Gitte med børnene og endte hjemme hos sine forældre sammen med resten af sin familie.
Samme aften dukkede Jakob op og tog deres ældste dreng med sig hjem.
Det er fire år siden nu. I de fire år har Jakob bombarderet Gitte med beskyldninger og anklager. De har kæmpet om børnene, de har fået fælles forældremyndighed, og deres ældste dreng bor i dag hos Jakob. Gitte har stablet et liv på benene, hun har startet sit eget firma Empower Lab, hvor hun rådgiver andre mennesker om kærlighed, parforhold, skilsmisser og om, hvordan man kommer videre med sit liv. Indimellem har hun skrevet på sin bog, og hvis den kan hjælpe andre kvinder til at komme væk i tide, er hun glad.