Papiret blev hendes eventyr

Tirsdag, 18. maj 2021
Af: Greta Johannsen. Foto:Søren Lamberth
Bit Vejle var ikke ret gammel, da hun klippede sit første gækkebrev. Modsat mange andre børn fortsatte hun klipperiet – i det skjulte, indtil sygdom tvang hendes talent frem i lyset. Nu klipper hun kæmpestore fortællinger om musik, kærlighed, eventyr og alt muligt andet magisk, man kan se på hendes Museum for Papirkunst.

Hvis man løfter Bit Vejle op og ryster hende, vil der sandsynligvis drysse små, hvide papirstumper ud af folderne i hendes tøj, så de ligger som små, lysende stjerner.

Bit er dronningen af papirklip, hun er psaligraf, som det hedder, når man laver så fine papirklip, at det bliver kunst. Bit Vejle er sådan en kunstner. Hun klipper og klipper, og det ene kunstværk efter det andet får liv og bliver udstillet på Museum for Papirkunst.

Bit kan andet end at klippe. Hun har også skabt det eneste museum for papirkunst i Europa, og det ligger i Blokhus. Museet rummer hendes egne papirklip, men også skiftende udstillinger af alt det, man kan lave af papir. Stole, kjoler, flasker, legetøj og alt mellem himmel og jord.

Museet ligger lige der, hvor der er masser af lys og luft, store vidder og fred og ro, Bit Vejle har lagt sit museum ved havet, fordi hun vil give sine gæster en oplevelse af ro og fred og skønhed.

Læs også om hvordan du kan klippe dine egne blomster

Der var engang – før tv og mobiltelefoner – hvor det var almindeligt, at familier klippede sammen. Derfor har hun lige nu åbnet udstillingen ”Fantasi, magi, papir og teater” i samarbejde med Dansk Modelteater Forening. De leverer alle teatrene og spiller forestillinger. Papirmuseet har endda fået nogle af dronningens papirteaterkulisser med.

Papirteatre var meget populære i 1940’erne. Man kunne købe papirteatre på udklipsark, og også Familie Journal bragte tillæg med forskellige papirteatre og dukker, som man selv kunne samle. Bagefter var der til mange timers teater på stuebordet, og pyt med om teaterkulisserne ikke var helt lige klippet ud, eller replikkerne lød lidt anderledes, end de kongelige skuespillere ville have sagt dem. Det vigtigste var legen og fordybelsen i at lave noget sammen og hver for sig.

Bit Vejle var selv et fantasifuldt barn, dengang hun blev født for 60 år siden i Nordjylland. Hun blev døbt Karen Bit Vejle, men det der Karen var hurtigt glemt. Hun var og blev Bit med den store fantasi.

Pinlige gækkebreve

– Jeg begyndte at klippe gækkebreve og julepynt, da jeg var seks år, ligesom alle andre børn, men jeg var anderledes, for jeg kunne ligge i min seng om aftenen og planlægge, hvilke gækkebreve jeg ville klippe næste dag. Jeg elskede at klippe, og det blev jeg bare ved med, siger Bit.

Det blev lidt sværere, da hun blev teenager, for man bliver jo ikke en af de smarte piger i klassen af at invitere de andre hjem for at se på papirklip, som Bit bemærker. Derfor blev det til noget, hun kun gjorde hjemme og lidt i det skjulte, for det var jo lidt mærkeligt, at hun var teenager og stadig elskede at klippe.

Det var ikke noget, hun fortalte om, men så kom hun på en udflugt til Tivoli i København.

– Jeg så en mand, der sad og lavede papirklip i Tivoli – og det var slet ikke gækkebreve. Det var som at få en hel åbenbaring, for han klippede silhuetter af dyr og mennesker, historier og alt muligt forskelligt ud af papir. Jeg blev simpelt hen så glad, for det var jo det, jeg også ville. Da jeg kom hjem til Jylland igen, huggede jeg min mors broderesaks, som hun alligevel aldrig brugte, og så klippede jeg eventyr og historier, men jeg holdt dem stadig for mig selv. Det blev min afslapning eller meditation. Når jeg klippede, var jeg helt i ro med mig selv.

Bit kom på universitetet og læste kommunikation, for et menneske lever ikke af papirklip alene. Der skulle uddannelse til og senere et ”rigtigt” job.

En norsk professor kom forbi, og Bit fulgte ham til Norge, hvor de blev gift og fik tre børn sammen. Bit fik arbejde, først på et museum, siden på NRK, norsk stats-tv. Hun havde et dejligt liv, mand og børn, en fin karriere som journalist. Livet kunne faktisk ikke blive meget bedre, men så blev hun syg.

Under gulvtæppet

– En dag i 2006 kollapsede jeg på parkeringspladsen foran min arbejdsplads. Før den dag havde jeg haft et job, jeg elskede. Jeg var 47 år og rask og frisk. Indtil den dag. Fra det øjeblik kunne jeg intet som helst.

– Mange undersøgelser senere viste det sig, at jeg havde fået ME – kronisk træthedssyndrom. Det er en neurologisk sygdom, der rammer centralnervesystemet, og der findes ikke en mirakelkur, der kan helbrede den. Det første halve år lå jeg i min seng i et mørkt rum og kunne ikke andet end at vente på, at jeg måske fik det bedre, men så greb jeg ud efter min saks, som jeg ikke havde brugt længe. Jeg kunne lige præcis ligge og klippe en lille smule, og når jeg gjorde det, fik jeg det bedre.

Hver dag klippede Bit. Først en lille smule, så lidt mere, i takt med at kræfterne voksede. Når hun klippede, tænkte hun på det, hun skabte med sin saks og sine hænder og intet andet. Papirklippene blev hendes vej igennem en svær tid.

Det var også den tid, hvor hendes tre børn lærte at hade støvsugeren. Der var en del at støvsuge efter alle Bits klipperier, og efterhånden som hun blev færdig med sine papirklip, lagde hun dem i pres under gulvtæpperne, for et sted skulle hun jo gøre af dem. Indtil den dag i 2008, da en ven kom på besøg.

– Han spurgte, hvorfor der lå papirstumper alle vegne? Jeg fortalte ham om mine papirklip, og han løftede op i gulvtæppet. Da han så papirklippene, gjorde han store øjne og gik straks ud og ringede til Kunstindustrimuseet. ”Kom her og se, hvad Bit gemmer under gulvtæppet”, hørte jeg ham sige, husker Bit.

Museet kom og tilbød hende en debutudstilling.

Et nyt liv

Fra den dag fik Bit et andet liv. Hun vidste, hun aldrig mere kunne vende tilbage til jobbet som journalist.

Kronisk træthedssyndrom er netop kronisk, og lægen havde sagt, at hun aldrig ville kunne vende tilbage til tv-jobbet. Hun vidste til gengæld ikke, at hun året efter vennens besøg skulle få sin første store udstilling med papirkunst.

Siden har hun haft udstillinger med papirklip i hele norden, Europa, flere steder i USA og i Kina. Hun har lavet bestillingsopgaver for Hermes, Georg Jensen og Royal Copenhagen. Hun er blevet internationalt berømt for sine papirklip, som hver især fortæller en historie.

– Inden jeg klipper, har jeg jo tænkt over, hvilken historie jeg vil fortælle. Når jeg ved det, er det jo så bare at klippe. Jeg klipper ikke forkert, ikke længere, for et forkert klip ødelægger historien, og så kan jeg begynde forfra.

Læs også om Lene og Brian der lever med alvorlig sygdom

Når man er psaligraf, som Bit er, betyder det, at man fortæller en historie med en saks i stedet for at tegne eller male. Som digteren H.C. Andersen, der også klippede silhuetter, fortæller hun eventyr med sin saks. Bit har lavet en altertavle i papirklip, et musikstykke klippet i papir, fantastiske fortællinger om himle, træer, drager, fugle og mennesker. Alt sammen ting, som Bit har i sin fantasi, som den lille saks sætter fri.

Sygdommen og papirklippene ændrede Bits liv. Hun valgte at blive skilt, og hun valgte at flytte tilbage til Danmark efter 30 år i Norge.

I 2015 flyttede hun tilbage til den egn i Nordjylland, hun kendte, og med sig havde hun en saks, noget papir og en drøm om at skabe et papirmuseum. Hun gjorde det, og i dag har hun sit eget museum og et liv, hun er glad for. Om formiddagen arbejder hun, om eftermiddagen hviler hun, for hun har stadig kronisk træthedssyndrom, men hun har lært at holde hus med sine kræfter.

Livet blev ikke, som hun havde forestillet sig det. Det blev meget bedre, og et sted oppe i Norge står en rulle med 20.000 meter papir og venter på hende.