Lykken er, når en dreng kravler op på skødet af en, selv om han egentlig er for stor til det. Lykken er at holde et barn i hånden. Men lykken er også, når det barn slipper hånden og tør selv. Børn har brug for kærlighed, omsorg, faste rammer og massevis af kram – og tillid.
Det giver Annemette og Poul Erik Olesen hver dag. De har tre drenge, men det er ikke deres egne.
De er plejeforældre til tre brødre på nu 13,12 og 9 år. Drengene har boet hos Annemette og Poul Erik i ni år. Nu er det deres hjem, for selv om forældre elsker deres børn og vil dem det allerbedste, er det ikke altid nok.
I ni år har plejefamilien givet drengene tryghed, kærlighed, faste rammer og omsorg. Målet er, at de skal blive glade og trygge børn, der kan se tilbage på en god barndom nøjagtig ligesom alle de andre børn, de kender, der har haft en god barndom.
Drengene vil for alt i verden være som alle andre børn, derfor viser Familie Journal heller ikke billeder af dem eller fortæller, hvad de hedder.
Børnene har krav på privatliv, men plejeforældre har også brug for at fortælle, hvordan det er at være forældre til børn, man ikke selv har født – og samtidig vil de også gerne fortælle, hvorfor det er verdens bedste job.
– Vi blev plejeforældre, fordi vi ville hjælpe børn, der har brug for det. Vi er professionelle, men vores tre drenge er også vores hjerteblod ligesom vores andre ”hjemmelavede” børn. Vi er som alle andre børnefamilier og så alligevel ikke helt, siger Poul Erik.
Læs også om Julia der har været plejebarn
Eget børnehjem
Annemette og Poul Erik er 60 og 61 år, de har voksne børn og børnebørn og gråt hår. De nærmer sig hastigt pensionsalderen, så deres tre plejebørn bliver de sidste, der bor hos dem. De blev plejefamilie for 11 år siden, fordi de gerne ville gøre en forskel for det enkelte barn, og det mente de, ville være nemmere, hvis barnet boede hos dem hele tiden.
Det kunne næsten også kun gå den vej for Annemette. Som barn drømte hun om at have sin egen børneinstitution, men hun nøjedes med at uddanne sig til pædagog. Hun giftede sig med Poul Erik, flyttede til Lysabild på Als og fik to børn.
Poul Erik var tømrer, og man skulle tro, der var nok at se til for Annemette med job, børn og et gammelt hus, men det med børnene var nu engang drømmen. Derfor lavede hun sit eget fritidshjem i nabobyen Tandslet for skolebørn mellem 1. og 7. klasse.
I begyndelsen var der 20 børn, og da Annemette stoppede i 1998, fordi det skulle laves om til en SFO, var der tilknyttet 75 børn. I årenes løb havde Annemette videreuddannet sig til socialpædagog, fordi det netop var børn med forskellige problemer, der interesserede hende mest.
Imens var Poul Erik blevet byggeleder i det firma, hvor han arbejdede. Senere overtog han firmaet, og da Annemette nu var blevet ledig, begyndte hun at arbejde på kontoret i firmaet i 1998.
Det gik faktisk meget godt, men især Annemette havde en fornemmelse af, at der var mere i livet end det. Deres egne to børn var blevet store, der var børnebørn på vej. Det var et godt liv, men kunne de stadig nå at prøve at udleve den drøm, Annemette altid havde haft? Den om at være noget for børn, der ikke havde så mange andre...
– Vi var blevet for gamle til at lave en institution, men vi var ikke blevet for gamle til at blive plejefamilie, så i 2009 sagde vi vores job op og søgte om at blive godkendt til at være plejefamilie.
Læs også: Fik en fyreseddel og sadlede om: Jeg regner med at blive ved, til jeg er 70
Du må aldrig svigte
– Vores første barn var en lille dreng. Vi kæmpede for at give ham et godt liv. Vi havde ham i fire et halvt år, og så blev han flyttet hjem. Det var ikke det, vi havde ønsket for ham, men det var det, der skete, og det er også sådan, det er at være plejeforældre. Vi bestemmer ikke selv, hvor længe vi har dem, men vi skal elske dem, som om det var vores egne.
– Samtidig med at vi havde den første lille dreng, blev vi plejeforældre for vores tre drenge, der er søskende. Når du får plejebørn, følger der ikke en indholdsfortegnelse med. Vi ved, det er udsatte børn, der har oplevet svigt.
- De børn, du får i favnen, har måske allerede oplevet så mange svigt, at de får et svært liv. Det er det, vi skal prøve at rette op på. Du ved ikke, hvad du får, men du ved bare, at de børn kommer til at rykke ind i dit hjerte, siger Annemette og fortsætter:
– Det handler om at have et godt forhold til plejebørnenes forældre. Som regel tænker de jo, at vi har taget deres børn. Det har vi ikke. Vi passer dem bare rigtig godt, og det er vigtigt, at børnene også ser deres biologiske familie.
Men ansvaret for, at børnene får et så normalt liv som muligt, ligger hos plejeforældrene. Døgnet rundt. Og Annemette og Poul Erik har ikke kedet sig.
– Vores ældste dreng har en følelsesmæssig forstyrrelse, vores midterste dreng har haft store problemer med selvværdet og tåler overhovedet ingen svigt, og den yngste er udadreagerende. Vi kunne klistre dem til med diagnoser, men det gør vi ikke.
- Vi prøver at give dem det, de har brug for: kærlighed, meget faste rammer og aldrig nogensinde svigt. Vores ældste dreng går i en specialskole i Sønderborg, mens de to mindste går i skole her i byen og har et næsten almindeligt liv. Vores mellemste er spejder og har kammerater. Han er vellidt, og han får det bedre og bedre. Hvert lille fremskridt er en sejr for børnene og for os som plejeforældre.
Læs også: Tobias er hjertebarn: Selvfølgelig vil vi kæmpe for ham
Børn kan ikke vente
Hverdagen ser på de fleste måder ud som hos mange andre børnefamilier:
–Vi gør ting sammen: Vi tager i svømmehallen, vi cykler på ture sammen, og hvis der er brug for det, går vi også med over i skolen og deltager. Vi er en almindelig børnefamilie med glæder og sorger, og måske nok lidt flere udfordringer end de fleste andre børnefamilier, men de største udfordringer er egentlig slet ikke børnene. Det værste er møderne, som Poul Erik siger.
– Vi har rigtig mange møder med kommune og sagsbehandlere, for alle skal jo naturligt nok have at vide, hvordan det går. Men ting tager tid, og hvis der er noget, der skal ændres, eller barnet har brug for en særlig hjælp, kan det ikke vente ni måneder på, at det bliver besluttet. Vi plejeforældre er barnets advokater, for de har ikke andre. Vi skal tale deres sag, og tingene går sjældent så hurtigt, som vi kunne ønske, siger han.
Plejeforældre får betaling for at have børnene, men arbejdstiden er reelt 24 timer i døgnet. Poul Erik og Annemette har fået skrevet ind i deres kontrakt, at de har en friweekend om måneden og to uger uden børn om sommeren.
I de perioder er børnene i aflastning hos Poul Erik og Annemettes datter og svigersøn. De er godkendt som aflastningsfamilie og bor praktisk nok også i Lysabild. Som det ser ud nu, skal drengene blive i Lysabild, til de selv flytter hjemmefra engang, men intet er sikkert. Alligevel vil Annemette gerne opfordre andre til at blive plejefamilie – på visse betingelser.
Læs også: Per og Trine tackler sorgen over datterens selvmord forskelligt
En kærlig dreng
– Jeg synes, man skal have en pædagogisk uddannelse, for det kan være svært at arbejde med et barn med forskellige diagnoser, hvis man ikke har kendskab til den slags i forvejen. Når det så er sagt, er det fantastisk at have børnene omkring sig døgnet rundt og opleve, hvordan de får det bedre og bedre. Det er et stort øjeblik, når en dreng kravler op på skødet og putter sig ind til en, siger Annemette.
– Jeg tror, at vi om nogle år afleverer i hvert fald to unge mænd, der får en almindelig uddannelse, en kone og børn og et helt almindeligt liv, og så er vores mål nået, siger Poul Erik.
Og det går godt hos familien Olesen i Lysabild. Den mellemste dreng har allerede fortalt sine plejeforældre, at når han bliver voksen, køber han nabohuset, så han kan komme over og passe Annemette og Poul Erik, når de bliver gamle. Han har lært, hvad omsorg er.
