Fem gange i alt har 37-årige Rasmus Krogsgaard medvirket i Sønderborg Sommer Revy. Og et par gange har han på tætteste hold oplevet revydirektør Leif Maiboms hans til spektakulære jokes med sine skuespillere på sæsonens sidste aften.
– Første gang i 2011, hvor vi havde en sketch, der omhandlede tidens nye form for velgørenhed: ”Giv en ged”-projektet, hvor man frem for at give hinanden gaver donerer en ged til en fattig familie i Afrika. Sketchen sluttede med, at jeg kiggede ud i kulissen og udbrød: ”Se, der kommer geden!” Hvorpå Anne Karin Broberg kom ind på scenen i rollen som ged. Men på årets sidste aften havde Leif sørget for, at det var en rigtig ged, der gjorde sin entré.
– Den anden gang var sidste sommer. Her havde jeg et nummer, hvor jeg gav den som Bertel Haarder og naturligvis skulle skælde ud og være rasende. De verbale udgydelser gik blandt andet ud over Bertels politiske kollega Søren Pape Poulsen, som han sammenlignede med et hvidkålshoved. Og ind på scenen kom den sidste aften ingen ringere end Søren Pape med et hvidkålshoved i hånden. Når fjollerierne foregår på det plan, er det helt overlegent. Alene planlægningen er i topklasse, og det kræver jo også en toppolitiker, der både har lyst og tid til at medvirke den pågældende aften.
Stik mig et ord
– Fem gange i alt har jeg medvirket i Sønderborg – heraf tre år i træk fra 2009 til 2011. Året efter var jeg ikke en del af holdet, men kom over til premieren og deltog også i premierefesten efter forestillingen. Her kom en mand hen til mig, gav mig hånden og sagde: ”Tak for i aften. Du har aldrig været bedre!” Jeg blev lidt paf over bemærkningen, som jeg alt efter temperament kunne vælge at se som et kompliment eller en fornærmelse. Jeg valgte dog det første. Og jeg tænker, at manden må have forvekslet mig med min ven Kasper Gattrup, der var med i revyen for første gang, selv om der sandt at sige ikke er den store lighed mellem os, griner Rasmus.
Vi udsatte sangerinde og revyskuespiller Kirsten Siggaard for slægtsforskning. Læs med.
Det fantastiske ved revyen er ifølge Rasmus den særlige kontakt mellem publikum og skuespillere, der til tider endda bliver til et samspil.
– Det har jeg valgt at udnytte i årets revyforestilling ved at kaste mig ud i noget helt vanvittigt: Jeg udfordrer mig selv ved hver aften at skrive en lille sang baseret på stikord fra publikum. Når vi har øvet op til premieren, har jeg trænet mig i det ved at få mine kolleger til at råbe stikord til mig. Og selv om der i teorien er en milliard muligheder hver gang, har det vist sig, at man hurtigt bliver dygtigere til det, fordi der begynder at tegne sig nogle mønstre og skabeloner, man kan bruge.
Dagsaktuel revy
En betydelig del af numrene i en revy skal gerne omhandle øjeblikkets store samtaleemner – fra politiske begivenheder til tidens trends. Og hvis numrene tilmed bevarer deres friskhed sæsonen ud, er alt fryd og gammen. Men til tider skal der knokles ekstra for at hale succesen hjem.
Revymanden og kapelmesteren Lars Fjeldmose blev konfettimester. Læs historien her.
– I 2009 talte alle om finanskrisen, der havde hængt over os i et år. Krisen var et oplagt emne, men nok ikke det mest muntre og festlige af slagsen, og i Sønderborg, hvor jeg var med det år, tænkte vi meget over, at det let kunne blive deprimerende, hvis emnet fyldte for meget. Men det lå selvfølgelig lige til højrebenet at lave sjov med, at revyen også skulle spare. Og som det viste sig, var mange blandt publikum berørt af krisen på forskellige måder og var derfor rigtig glade for at kunne få et godt grin over hele situationen.
– En anden topscorer det år var det celebre par Anni og Erik, som vi også havde et nummer om med Lone Rødbroe og mig i de to roller. Problemet var her, at ægteparrets liv i en periode dagligt affødte nye avisforsider. Den ene dag fortalte de om, hvor lykkelige de var. Næste dag skulle de tilsyneladende skilles, og af samme grund skrev vi revyteksten om. Men så fandt de sammen igen. Og så blev Anni varetægtsfængslet. Og hver gang rettede vi til og lavede en ny version af nummeret. Det var hårdt arbejde. Men vi kunne mærke, at vi nærmest fik taget til at lette, når vi kom med noget helt dagsaktuelt. Det gav publikum en ganske særlig følelse at være en del af noget, stort set samtidig med at det skete. Og for os på scenen var oplevelsen ikke mindre fantastisk.
Gakkede pirater
Dette forår prøvede Rasmus sammen med operasangerne Lisbeth Kjærulff og Hans Dueholm at gøre det overrumplende til en stil, da de turnerede med operetten ”Piraterne fra Penzance”.
Generationsskiftet i Sønderborg Sommer Revy er i fuld gang. Læs her.
– Det er en i forvejen lidt gakket forestilling, som vi havde gjort endnu mere gakket. Jeg sang blandt andet en sang, hvor jeg gjorde holdt hen mod slutningen af hvert vers, fordi jeg lige skulle finde det rette rim at runde verset af med. På den måde kom ”øllebrød” eksempelvis til at rime på ”Søllerød”. Da vi skulle optræde i Sønderborg, havde jeg på forhånd en formodning om, at publikum for en stor del bestod af folk, som også plejede at se revyen. Så da vi nåede til en af mine ”tænkepauser”, sagde jeg ud i salen: ”Gad vide, hvad Leif Maibom havde gjort her.” Det vakte lykke.
Efter fem sæsoner i revyen var det i øvrigt sjovt for mig at være i Sønderborg med to kolleger, der aldrig havde optrådt der før. Jeg benyttede også lejligheden til flere gange i løbet af aftenen at drille dem med bemærkninger som ”man kan godt mærke, det er mit publikum, der er her i aften.” For det var det jo unægtelig, siger Rasmus Krogsgaard.
Læs om den musikalske revystjerne Mette K. Madsen her.
