n Det siges, at Faxe Kommune har rigtig mange overvægtige indbyggere. Det siges også, at Brugsen i Karise har en rigtig god bland selv slik-afdeling, så dér er måske en sammenhæng. Men det skal også siges, at Faxe Kommune har forstået, at der er et problem, og derfor har den i samarbejde med Karise Gym og Fitness startet et XL-hold for kvinder, der har indset, at de er større, end de selv ønsker at være.
Jeg er journalist på Familie Journal og bor i Karise, og fordi jeg også har taget alt for meget på, har jeg meldt mig på holdet.
Den første gang bliver vi målt og vejet på en komplet ubarmhjertig vægt, der snildt udregner fedtprocent, bmi og den alder, vi har i forhold til vores levevis. Allerede her får jeg en brat opvågning, for den påstår, jeg burde være 71 år, og jeg er faktisk kun 59! Men fælles for os kvinder på XL-holdet er, at vi ikke er nemme at skræmme, så vi møder trofast til træning hver onsdag efter arbejdstid.
”Crazy Lady”
Tilsammen vejede vi 18 kvinder 1.781,9 kilo den 1. januar 2017. Vores mål er, at vi tilsammen skal have tabt 100 kilo, når vi er færdige på holdet den
3. maj i år. Og lykkes det ikke, er det ikke trænerens skyld. Hun hedder Charlotte Lyngeraa, men går under navnet ” Crazy Lady”, hvilket ikke er tilfældigt.
De forhadte kilo
Som hun var engang, er vi nemlig nu: Jeg selv er hende, der holdt op med at ryge og tog 20 kilo på. Så er der hende, der aldrig slap af med sine ekstra graviditetskilo. En anden har fået en dejlig kæreste og tillagt sig ”kærestekilo”. Vi er der alle sammen, vi er mellem 25 og 64 år, enlige, gifte, mødre og bedstemødre med ganske almindelige liv, og vi er vores egne værste kritikere. Vi synes, vi er for tykke, vi bryder os ikke om at gå i svømmehallen, og vi spejler os med vilje aldrig i butiksruderne.
Chokolade og kålrabi
Hver onsdag eftermiddag er vi samlet på Karise skole, hvor vi laver pushups, så armene sitrer under os, laver mavebøjninger og finder muskler, vi ikke anede, vi havde. Vi løber, bokser og hopper med samlede ben over kasser på gulvet. Uge efter uge, den ene gang er det hård styrketræning, den anden gang boksning, så er det yoga, fordi vi skal prøve alle motionsformer og finde lige den form for motion, vi synes bedst om. Vi skal nemlig forstå, at motion er sjovt.
Vi skal lægge vores kost om fra det usunde til det sunde. Og sådan finder man sig selv en eftermiddag efter arbejde midt i ulvetimen, når kroppen er indstillet på chokolade, til foredrag om sund levevis, mens man forsigtigt nipper til en udskåret kålrabi – og endda synes, at den smager helt udmærket. Især da kålrabien efterfølges af ”Crazy Lady”s hjemmebagte bananpandekager – fedtfattige naturligvis.
Kanelgifler til alle
Belinda og Stine, der er veninder, taber det ene kilo efter det andet og planlægger en tur sammen til Mallorca i maj. Vi har nemlig lært, at livet også skal indeholde belønninger.
Connie har planlagt at spendere en ordentlig omgang kanelgifler på sine kolleger, når hun har nået sit vægtmål om blot ét kilo. Vores ”Crazy Lady”, der stadig kæmper med sin egen vægt, har planlagt køb af endnu et par kondisko.
Andre drømmer om nyt tøj, at tage i svømmehallen uden at føle sig pinlig, at spise en hel festmenu og vide, at det også er okay, bare man så kommer tilbage til de gode kostvaner og motionen dagen efter. Vi glæder os og tror på, at vi også kan blive slanke og sunde – vi er på vej. Og hvis Brugsens bland selv-slik ikke længere sælger så godt, er det vores skyld. n