Sammen med min hund kan jeg alt

Ida bor på en gård i Aars i Nordjylland med den smukkeste udsigt over markerne, og hun vil aldrig nogensinde flytte derfra, siger hun selv. Hun bor hjemme hos sin mor og far, Eva og Ib Andersen, og sin lillesøster Mia og, absolut ikke mindst, hunden Kia.

Ida er ikke helt som andre. Hun er 20 år, men nogle gange tænker hun, som om hun er meget yngre, andre gange er hun klogere end mange voksne, for Ida følger sit hjerte. Hun siger, hvad hun mener, og hun har aldrig ondt i sinde. Hun hader høje lyde og larm. Mange mennesker gør hende usikker, og derfor har hun en ven på fire ben, der hedder Kia.

Kia er Idas bedste ven og uddannet servicehund. Når Kia får sin blå vest på, er hun på arbejde, og så sørger hun for, at Ida kan klare at gøre de ting, hun gerne vil.

Læs også om Saras særlige hund

Som andre unge vil Ida gerne tage bussen ind til byen. Hun vil gerne handle i forretninger, uden at hendes mor absolut skal med hver gang – og det kan hun nu, fordi Kia er hendes servicehund, der giver hende tryghed.

– Hvis Kia mærker, at jeg er lidt bange, fordi der er mange mennesker omkring mig, eller at jeg bliver forskrækket over en høj lyd, trykker hun sig ind til mig. Så koncentrerer jeg mig bare om Kia og om at lave et billede af hende i mit hoved, og så kan jeg godt klare det, siger Ida stolt.

Kia er en blanding af schäfer og labrador, og når hun får sin vest på, er hun på arbejde. Hun holder øje med omgivelserne hele tiden. Hvis hun mærker, at Ida stivner lidt, skubber hun til hende med snuden og dirigerer blidt rundt med hende. Hvis der er pludselige, høje lyde, trykker hun sig op ad Ida og emmer af tryghed, og sådan kommer de to igennem en ny udflugt hver eneste dag – hvis de ikke møder mennesker, der gør Ida ked af det.

Bange for høje lyde

Der findes servicehunde til fysisk og psykisk handicappede, men der findes ikke særlig mange hunde, der arbejder med mennesker som Ida, der har et udviklingshandicap, som det så fint hedder. Hun ligner alle andre unge piger, hun er ikke psykisk syg, men hun bliver bange for mange mennesker og høje lyde, og hun er en meget følsom pige. Derfor bliver hun meget ked af det, hvis fremmede mennesker skælder hende ud for at tage hunden med ind i forretningen – og det sker desværre. Ikke i de butikker, hvor Ida og Kia plejer at komme, men andre steder. Så bliver Ida ulykkelig og styrter ud igen, og så har hun fået endnu et nederlag, siger hendes mor.

Nogle gange skulle man tro, at verden kun er til for dem, der kan klare det hele, dem der får gode uddannelser, gode jobs og altid ved, hvad de vil. Sådan er nogle mennesker. Ida er ikke en af dem.

– Ida var vores første barn, og hun var sen til at snakke og sen til mange ting, men da hun først kom i gang med at snakke, var hun ikke til at stoppe igen. Efter et par år fik vi en diagnose, der lød på, at Ida var udviklingshandicappet. Jeg syntes, det var en hård dom at fælde over en pige, der måske nok var anderledes, men hun havde og har også så mange evner, så vi besluttede os for at se på alt det, Ida faktisk kunne klare, i stedet for at se på alt det, hun ikke kunne.

Ida fik en lillesøster, Mia, tre år senere. De to piger har det rigtig godt sammen, også nu hvor Mia snakker om at flytte hjemmefra, mens Ida absolut ikke vil andre steder hen.

Mia gik i folkeskolen, mens Ida gik i specialklasse. Der var mange, der mente noget om den stille pige Ida, men Ida selv var den, der vidste bedst.

– Ida ved, hvad hun vil. I skolen var hun fritaget for musik, fordi hun fik det dårligt med høje lyde og larm. Faktisk elsker hun musik, og da hun så og hørte en anden pige på YouTube spille violin, ville hun også gå til vio-lin. Hun kom på Musikskolen i Aars, og der lærte hun at læse noder, og nu spiller hun violin.Det kan faktisk virke lidt mærkeligt, når hun nu var fritaget på grund af høje lyde, siger Eva eftertænksomt, men sådan er det ikke for Ida.

– Det er dejligt at spille. Det er god musik, og jeg vil rigtig gerne optræde med violinen for andre, siger hun fast.

Foreløbig har hun et udvalg af 30 melodier, hun kan spille, og en masse noder, som hun læser helt uden problemer.

Læste om hunde

Netop det med at læse kunne hun heller ikke, da hun var yngre – det varede, indtil hun kom med sin mor på arbejde.

– Ida blev frivillig ved Dyrenes Beskyttelse, og det blev jeg så også. På et tidspunkt var det os to, der kørte Dyreambulancen herude i området. Jeg kørte, og imens sad hun og kiggede på opslagene om hunde og katte, der søgte nye ejere. Pludselig sad hun en dag og læste dem højt for mig, så jo, Ida kan læse.

– Faktisk kan Ida næsten alt, hvad hun vil, og jeg har lært meget af hende. Ida lyver ikke, og hvis hun ikke bryder sig om et menneske, lader hun ikke høfligt, som om alt er i orden – hun undgår bare vedkommende og siger ingenting. Til gengæld er hun det sødeste og rareste menneske over for dem, hun elsker, siger Eva.

Ida elsker sin familie, og hun elsker sin hund, Kia, og det er gensidigt. Ida har også et stort hjerte for naboens hund, Tim, en ældre herre med gigt i benene og hæs gøen, der dukker op ved havedøren hver dag, netop fordi familien Andersen har meget hjerterum for dyr – og derfor var det heller ikke et problem for dem at træne en servicehund til Ida.

Læs også Puks svar til en hundeejer

– Man kan søge om en servicehund, hvis man er fysisk eller psykisk handicappet, men selvom Ida har sine problemer, kunne hun ikke umiddelbart godkendes til at få en servicehund.

– Vi tænkte over det og kontaktede en servicehundeforening. Vi købte Kia som hvalp fra en gård her i nærheden, og så har vi – i samarbejde med en servicehundeforening – trænet hende til at gøre alle de ting, som Ida har brug for: At gå tæt på Ida og give tryghed, at skærme hende, at læse hendes bevægelser og aflede hende, hvis hun er ved at blive bange. Vi har haft hende gennem alle de prøver, der skal til, og nu er hun godkendt som servicehund.

Øver sig i hverdagsliv

– For Ida har det været som at få en kæmpe frihed. Jeg ved, at andre, der har det som Ida, ikke kan blive godkendt til at få en servicehund, og det er synd, men det må jo komme an på en individuel vurdering.

– I det hele taget kunne det være rart, hvis vi behandlede hinanden som medmennesker med de kvaliteter og evner, vi nu engang har og ikke ud fra diagnoser eller hvilket arbejde, vi tilfældigvis har, mener Eva og Ib.

Netop Ida har lært sin familie så mange ting om kærlighed og accept, om rummelighed både når det gælder gamle stivbenede hunde eller et barn, der er anderledes. Derfor lever de nu det liv, de gerne vil, og det betyder, at Ida ikke skal flytte nogen steder, før hun er parat til det.

– Ib går på arbejde, jeg går hjemme, og Mia går i gymnasiet og planlægger at flytte hjemmefra, så hun kan komme videre med sin uddannelse. Ida og jeg arbejder med glas og keramik i værkstedet, vi laver mad og bager, passer dyr og hvad der ellers skal passes i et ganske almindeligt liv. Vi hjælper Ida til at blive selvstændig, så vi øver i at købe ind, lave mad, ordne vasketøj og alt det, man nu engang gør, når man er voksen. På et tidspunkt vil hun måske flytte hjemmefra, og så kan hun klare sig selv, måske med lidt støtte – men helt sikkert med en hund som Kia ved sin side.