I 2019 var René Hallum, 43 år, med til den sjoveste julefrokost, han havde været inviteret til i mange år.
Han blev dagplejer for et halvt år siden, og julefrokosten var en virkelig god aften, syntes han – for han var ene hane i kurven blandt alle Varde Kommunes kvindelige dagplejere.
Da han gik hjem ud på aftenen, fulgtes han dog hjem med den dagplejer, han var kommet til julefrokosten sammen med. Hun hedder Helle Hallum, er 41 år og er hans kone og kollega. Tilsammen har de en dagpleje i Vrøgum ved Varde for otte børn mellem 0 og 3 år.
Ifølge René selv er jobbet som dagplejer det bedste, han nogen sinde har gjort for sig selv.
Læs også om en anden dagplejer
For et år siden arbejdede han som slagtersvend og skar grise op på akkord. Han kunne slagte, rense og skære en gris hurtigere ud, end vi andre kan finde ud af, hvad vi skal have til aftensmad. Jobbet som slagter på en fabrik handler om akkord og hårdt arbejde og at være god til at begå sig blandt andre mænd.
Nu er der ikke noget med en akkord, der skal holdes, når det handler om at give otte blebørn en god dag hjemme i Vrøgum.
Tværtimod gælder det om at give sig god tid, for små børn kan godt bruge lang tid på at spise eller undersøge, om tøjdyret mon i virkeligheden ikke er en levende krokodille.
Tålmodighed er også en god evne at have, når alle otte børn skal skiftes i en uendelig række. Det kan gå første gang, men anden gang og tredje gang …? Alligevel smiler René stadig, og det gør hans kone også.
Helle har været dagplejer for fire børn i et års tid, og for et halvt år siden blev René også ansat som dagplejer i Varde Kommune. Til sammen passer de otte børn fra tidlig morgen til sent på eftermiddagen. Lønnen er ikke så høj som den akkordløn, René havde før, men han har fået en helt masse andet i stedet for, synes han selv.
Pilfingre i hele huset
– Mads her var mit første dagplejebarn, og i starten var jeg lidt bange for ikke at gøre det godt nok, men det er jeg ikke mere. Jeg får så mange kys og kram og gode øjeblikke sammen med de her små mennesker hver dag, så jeg synes, jeg er en meget heldig mand og har det bedste job, siger han.
Det er tid til formiddagsmad. De små kravler selv op på deres Tripp Trapp-stole, der bliver delt frugt ud og hældt i glassene. Otte børn kan være musestille, når der bare er frugt nok på bordet. Måske er de også lidt mere stille og opmærksomme, fordi de i dagens anledning også hver især får en kiks, fordi der er gæster, og det må man bestemt ikke gå glip af.
I Helle og Renés hus er det sådan, at der er plads til alle, og her må man godt være over det hele. Ganske vist er der i huset en hel legeafdeling til børnene, men de må også gerne gå ind i stuen, for et par pilfingre eller en hel håndfuld generer ingen i huset i Vrøgum.
Måltidet sluttes af med en sang, og det var absolut også uvant for den tidligere slagtersvend at synge om "øre, næse og sut" og klappe "tak for mad" med begge hænder, men René har lært det til alles tilfredshed.
Kollegernes reaktion
– Jeg havde længe tænkt, at jeg ville prøve noget andet, for jobbet som slagter er hårdt ved kroppen. Jeg syntes, det så så hyggeligt ud, når jeg så Helle hjemme med hendes fire små børn. Jeg har altid været glad for børn og har trænet gymnastik med børn i mange år, så jeg havde da tænkt på, om dagplejerjobbet måske var noget for mig.
– Så foreslog Helle mig at søge jobbet som dagplejer, så vi kunne passe børn sammen. Det måtte jo betyde, at hun ikke ville være ked af at arbejde sammen med mig dag ud og dag ind. Jeg søgte jobbet, og nu er vi så to voksne om otte børn, fortæller René.
Det var straks værre med kollegerne på slagteriet: Skal en voksen mand nu tørre røv og fodre unger, lød det fra nogle af de andre slagtere. Nu er det de samme mennesker, der siger, at det måske slet ikke er så tosset endda, for de kan jo se, at René nyder at være sammen med børnene.
Læs også om kursus for forældre
Når dagplejebørnene bliver hentet ved 17-tiden, er huset dog ikke børnefrit, for tilsammen har René og Helle selv fem børn, hvoraf de to bor hjemme endnu.
Parret mødte hinanden for fem år siden, da Helle vandt hans hjerte ved at sælge ham en bakke pomfritter.
– Ja, jeg har altid været en simpel mand, som han siger.
– Sammen med min familie havde jeg købmandsbutikken og en pølsevogn her i Vrøgum. Det gik desværre ikke så godt med købmandsforretningen – til gengæld var der god gang i pølsevognen, indskyder Helle.
Broren lagde en plan
For fem år siden var René blevet alene med sine to børn. Når de var hos deres mor, følte han, at hans hus var larmende tomt, og så tog han gerne på besøg hos sin lillebror i Vrøgum.
Broren havde lagt mærke til damen i pølsevognen. Han vidste, hun var alene med tre børn, og så lagde Renés bror en plan: Hvis René og Helle mødte hinanden, så kunne de måske blive det nye par i Vrøgum?
Derfor bestilte han en bakke pomfritter og sendte René af sted efter den.
Den dag begyndte det med en bakke pomfritter og en god snak, og efterhånden købte René mere og mere i pølsevognen, for han kunne jo godt lide hende, der stod der.
Helle havde også lagt mærke til manden, der elskede pomfritter. Hun spekulerede på, om han mon kunne lide at slå græs, og om han kunne lave mad?
Det viste sig, at han kunne begge dele og meget mere. Ovenikøbet viste det sig, at de begge arbejdede som frivillige instruktører inden for børnegymnastik, og at de begge elskede at se "Matador".
Derfra var det ingen sag at flytte sammen i Helles hus. Ikke engang fem sammenbragte teenagere i samme hus og et Ikea-køkken, der skulle sættes op, kunne ødelægge deres store forelskelse. Og den holder endnu her fem år efter.
Er "ham den sjove"
Da de flyttede sammen, arbejdede Helle som salgsassistent, først i købmandsbutikken, senere i en tøjforretning, mens René passede sit job som slagter. Det var lange dage, og Helle trivedes ikke.
For et år siden sagde hun så sit job op for at blive dagplejer, og et halvt år senere kom René også hjem. Men ... kan man ikke blive trætte af at gå op og ned ad hinanden hver dag?
– Næh, ikke endnu i hvert fald, siger de to.
– Vi er i legestue med hver vores fire børn mandag og torsdag. Resten af tiden hygger vi os med ungerne herhjemme. Det eneste, der bliver lidt kedeligt, er, hvis det regner tre dage i træk, så vi ikke rigtig kan være ude, men så må vi jo tage på udflugt indenfor, siger Helle.
– Det er faktisk rigtig godt at være to sammen. René er ham den sjove, jeg er hende, der er god til at nusse om børnene. Vi kan jo mærke på børnene, at de trives, og det gør vi også, fastslår Helle.
Det var i øvrigt første og sidste gang, at René var ene hane i kurven til julefrokosten i dagplejen. For der er kommet yderligere fire mandlige dagplejere i Varde – og det gør ikke spor, synes René.
