Flemming sagde nej. De skulle ikke have hund. Der var ikke andet end gøen og hundehår overalt, når man fik sådan et dyr i huset. Hans kone, Birtha, havde drømt om at få hund, når hun blev pensionist. Nu var det endda sådan, at hendes bror og svigerinde havde en dansk-svensk gårdhund ved navn Tøsen. Den havde netop fået sin absolut sidste hvalp, en lille, tyk rullepølselignende hund ved navn Mille.
Birtha var forelsket i den hund, men Birtha affandt sig. En tid. Men en dag stillede hun en hundekurv i stuen. Ikke sådan at Flemming ligefrem faldt over den, men så den kunne ses. Flemming sagde ikke noget, og Birtha sagde ikke noget.
Et par dage efter stillede hun to madskåle på køkkengulvet. Måske kiggede Flemming lidt undrende på de to skåle, men han sagde ikke noget. Det gjorde han til gengæld, da Birtha kom hjem med hundehvalpen Mille under armen.
”Hvad skal den hund her?” spurgte han. ”Den skal bo her,” svarede Birtha. Flemming svarede bare: ”Nåh.”
Siden den 12. august 2009 har Mille så boet hos Birtha og Flemming Schou i Horsens, og nu husker Flemming intet om, at Mille skulle være besværlig – faktisk elsker han Mille næsten lige så højt, som han elsker sin kone.
Birtha er nok alligevel den, der elsker Mille allerhøjest, for Mille er både den hund, hun altid har drømt om, og hun er også årsagen til, at Birtha har smidt 33 kilo – og det betyder meget, når man længe har været ked af at være overvægtig, som Birtha var, før de fik hund.
Kiloene sneg sig på
– Før jeg fyldte 40 år, var jeg slank og havde aldrig problemer med vægten, men efter den runde fødselsdag hang kiloene bedre fast, uanset hvad jeg gjorde. Godt nok havde jeg stillesiddende arbejde som kontordame, men jeg har altid dyrket sport, både gymnastik og svømning. Alligevel blev de der ekstra kilo bare ved at hænge fast, og de tog endnu flere kilo med sig, desværre.
– Da jeg var 66 år, vejede jeg 98 kilo og brugte størrelse 46. Jeg havde ondt i knæene, og jeg gik efterhånden ikke så meget mere, det gjorde jo ondt. Jeg havde altid tænkt, at når jeg gik på pension, så havde jeg tid til at dyrke meget mere motion, og især havde jeg drømt om at få hund. Jeg havde ikke forestillet mig, at Flemming var så meget imod det, men det endte jo heldigvis med, at Mille alligevel kom ind i huset, siger Birtha og skotter til Flemming.
– Jeg havde også købt en hundesnor og lagt en plan: Jeg var for tyk og havde ondt i knæene. Mille var selv en lille tyk rullepølse, så vi ville begge to have godt af nogle traveture.
Læs også om sidste års videre af "Årets Taber"
Vi begyndte at gå små ture her i omegnen, men som Mille voksede til, blev turene længere og længere. Mille kom i august det år, og vi gik flere ture om dagen. I oktober sagde en anden dame i omklædningsrummet på mit svømmehold, at de der bukser, jeg havde på, ikke gjorde noget godt for min figur, og der måtte jeg give hende ret. Jeg havde tabt mig, uden at jeg havde lagt mærke til det, og uden at jeg havde syntes, det var svært. Jeg havde ikke lagt kosten om, bortset fra at droppe smør på brødet – resten af vægttabet havde Mille ansvaret for.
I august brugte Birtha størrelse 48. I oktober var hun gået ned til størrelse 44, og til jul skiftede hun igen tøjet ud til en størrelse 38/40. Alt i alt har Birtha tabt 33 kilo i Milles første leveår.
Samtidig var Mille vokset til en slank, langbenet hund, der nok kunne sætte fut i enhver hanhunds hjerte, men faktisk er det et under, at den lille hund ikke er slidt helt op, for deres traveture er ikke for nybegyndere.
Dejligste følgesvend
– Mille og jeg går fire ture om dagen: To korte og to lange, tilsammen omtrent 12 kilometer om dagen. Vi går i området, hvor vi bor, her er både en sø og grønne områder, og så går vi selvfølgelig også meget, når vi er i vores sommerhus på Mols. Faktisk tror jeg, vi kender hver en sten og hver en plante i Mols Bjerge, siger Birtha.
– Hun er simpelt hen den dejligste lille følgesvend, og man får jo lyst til at være meget mere udadvendt og åben, når man følges med en hund. Vi har deltaget i Molsløbet to gange, Rosenholmløbet en gang, vi går til stavgang, og jeg går også med gymnastikpigerne og Mille.
Flemming går gerne med, men ikke for tit. Han vil helst kun med på de korte ture, det er seks kilometer, og så nyder han freden og roen derhjemme imens, for det har man ret til, når man er pensionist.
Birthe og Flemming er 78 og 79 år og har været pensionister i flere år, og det eneste, der er i vejen med det, er, at de ikke blev det meget før, synes Birtha.
– Jeg har altid været glad for mit arbejde og brugt rigtig meget tid på det. Jeg havde også gruet lidt for pensionen, for hvad skulle jeg så stille op med mig selv? Jeg var blevet lidt gammel og træt, og alle de ekstra kilo gjorde jo også dagligdagen mere besværlig. I stedet blev livet som pensionist meget sjovere, synes Birtha.
Læs også om Janni der led af madmisbrug
Der er de rigtig mange traveture, der skal passes. Desuden går Birtha til vandgymnastik, og Flemming er hjælper for blinde medborgere, der også vil i svømmehallen. Så er der sommerhuset og deres store fælles hobby: De laver glas sammen.
– Jeg har altid syntes, det var spændende at lave sit eget glas, så det fik jeg lokket Flemming med til, og nu laver vi glas sammen, så vi også har en fælles hobby. Det er nemlig rigtig vigtigt også at lave noget sammen, synes jeg, siger Birtha.
De to har været sammen, siden de var 18 år og dansede til Otto Brandenburg og Rachel Rastenni. De fik aldrig børn, men de blev gode til at få noget ud af deres liv og skabe indhold. De har rejst sammen, de har været der for hinanden, når der var sygdom, og Flemming nævnte aldrig Birthas overvægt som et problem. Det gør ordentlige ægtemænd nemlig ikke. Birthe minder heller ikke Flemming om, at han engang mente, at hunde var dumme og gøede alt for meget.
