Statsministerens far blev tvangsanbragt

Oluf Nyrup Rasmussen voksede op i en stor søskendeflok i de allerfattigste kår. Hans mor var alene med børnene og havde svært ved at klare dagen og vejen. Oluf var født for tidligt og blev familiens ”sorte får”. I 1924, da han var 14 år, blev Oluf tvangsanbragt på Livø, fordi myndighederne anså ham for ”socialt åndssvag”.

Forstanderen på Livø så noget andet i drengen og fik Oluf til at gå til hånde i forstanderboligen, fortæller sønnen Poul Nyrup Rasmussen. Det beskyttede ham mod de hårdere typer på øen, og forstanderparret fik efterhånden sat skik på ham. Alligevel skulle der gå syv år, før anstalten slap ham igen:

– Far forlod ”fangeøen” Livø i 1931, men ude i friheden ventede 1930’ernes arbejdsløshed. Han stod til søs, men kom til skade og måtte gå i land igen og løb ind i en stor depression, da Esbjerg Kommune ikke ville hjælpe ham med en uddannelse, og han var bitter herover. Han ville så gerne læse, men stemplet ”socialt åndssvag”forfulgte ham, fortæller Poul Nyrup Rasmussen.

Oluf bad om lov til at tage en intelligenstest og svarede rigtigt på alle spørgsmålene; da var han blevet 29 år og fik endelig oprejsning for fejlanbringelsen.

– De allerbedste år af hans ungdom var blevet taget fra ham, men det knækkede ham ikke, lyder det fra hans søn.

Oluf stiftede familie og fik enebarnet Poul. I den første tid levede familien under trange kår i en husvildebolig i Esbjerg, men så fik Oluf alligevel taget en kort uddannelse som filmoperatør og fik job. Han var afholdt i byen, og alle børn i gaden elskede ham, husker sønnen.

– Min far måtte knibe sig i armen, da jeg som den første af tre arbejderdrenge kom i gymnasiet, der ellers var forbeholdt middel- og overklassens børn. Selv om han sjældent talte om årene på Livø, vidste jeg, at de havde taget hårdt på ham, og som mange andre i arbejderklassen var han altid i tvivl, om hans søn – ligesom han selv – var klog nok til at komme frem i samfundet, fortæller Poul og fortsætter:

– Da jeg ringede og fortalte, at jeg var blevet statsminister, svarede han: ’’Hvor er det flot, Poul. Men tror du nu, du kan klare det?’’ Jeg beundrer min far og er stolt af, at han formåede at rejse sig og give min mor og mig den kærlighed, som vi alle har brug for.

”Sygelig kønsdrift”

Så vidt vides, lever ingen af drengene og mændene fra Anstalten Livø længere, men flere skæbner bliver som Oluf Nyrup Rasmussens vakt til live af udstillingen i Aars.

Hans Otto blev anbragt på Livø som 25-årig efter talrige domme for blufærdighedskrænkelse og overfald på kvinder. Han havde blottet sig og talt ”uhøvisk” til kvinder helt ned til 13 år. Hans adfærd opskræmte befolkningen i egnen omkring Faaborg igennem en årrække, og i 1932 blev han sendt til Livø. Her gjorde overlægen det klart, at han kun ville kunne forlade øen, hvis han lod sig sterilisere. Lægen mente ikke, at straf havde nogen indvirkning på Hans Ottos ”sygeligt forøgede kønsdrift”, der kunne derfor kun blive tale om en ”kastration”.

En dommerfuldmægtig fra Hans Ottos hjemegn gik imidlertid til angreb på denne holdning og kritiserede, at staten isolerede blufærdighedskrænkere, indtil de lod sig lemlæste for at få deres frihed. Kritikken førte til en landsdækkende debat, men Hans Otto undergik operationen i 1934 og blev derefter anbragt i Brejning, der ligesom Livø hørte under De Kellerske Anstalter. Hans Otto blev udskrevet i 1942 og fik arbejde på sin brors gård. Hans videre skæbne er ukendt.

Rudolf stikker af

Omkring 75 procent af de anbragte var mellem 14 og 24 år, når de kom til Livø. En af dem var Henry Rudolf, som var fyldt 18 år, da han blev anbragt på Livø i 1923. En mentalundersøgelse havde målt hans IQ til 79, hvilket var over statens officielle grænse på 75 for åndssvage. Men lægerne mente, at han nok havde bluffet, og derfor havnede han på Livø. Her var han næsvis over for personalet og forsøgte ofte at holde sengen i stedet for at arbejde, fremgår det af journalerne.

Alle de anbragte fik frataget deres tøj ved sengetid, men en nat lykkedes det Henry Rudolf at bryde den låste dør op, stjæle noget tøj fra tørreloftet og stikke af gennem et tagvindue. Det blev dog ikke engang til én nat i frihed, før han blev indfanget og sat i en celle i tre dage, indtil han var kuet nok til at tage imod personalets havresuppe.

Senere stak han af fra sygehuset i Vejle, hvor han var indlagt på grund af mistanke om tuberkulose. Ved egen hjælp fandt han et arbejde som havemand ved Jelling, og da det gik godt, blev han udskrevet fra Anstalten Livø i 1928.

Under 2. verdenskrig blev han nazist og sendte flere breve hjem til overlægen på Livø, hvor han stolt fortalte om sine oplevelser i Rusland og Polen. I 1946 blev han dømt for landsforræderi og sat til afsoning i Vestre Fængsel. Han blev løsladt i 1948 og arbejdede nogle få år på et gartneri på Amager, hvorefter han døde.

Livø Anstalten blev nedlagt i 1961.