Steen var afhængig af lægeordineret medicin

– Jeg får intet ud af det. Intet. Tværtimod er det forbundet med et enormt tabu at indrømme, at jeg har været afhængig. Men jeg mener, at vi er nødt til at tale højt om det her.

Steen Holm Iversen tøver ikke, da han bliver spurgt, om han vil dele sin historie. Heller ikke, selv om han ved, at der sandsynligvis vil følge ubehagelige beskeder med i kølvandet.

Det gjorde der, da han stod frem i Jydske Vestkysten, men de overskyggede ikke de mange flere henvendelser fra læsere, der havde kunnet spejle sig i hans fortælling.

– Det kan altså ske for direktøren, revisoren, skolelæreren eller rengøringsdamen, der har fået et nyt knæ eller en ryg- eller hofteoperation. Man bliver vanvittig afhængig af det, og jeg vil vove at sige, at har man først slugt én pille, er det som at have indgået en pagt med djævlen, som er ekstrem svær at komme ud af, siger Steen.

Han er, udover at være byrådspolitiker for Konservative og 2. viceborgmester i Varde Kommune, også major og sektionschef ved Det Danske Artilleriregiment i Oksbøl og har flere udsendelser bag sig, men i dag er han på en helt anden mission.

Han vil fortælle om sit livs kamp for at komme ud af den smertestillende medicin, han fik i forbindelse med et længere sygdomsforløb for fem år siden, hvor han gennemgik tre rygoperationer. Også selv om han ikke lægger skjul på, at som mand og major er det svært at erkende, at der er noget, han slet ikke har haft kontrol over.

Men han stiller sig op på ølkassen, som han siger, for at advare – ikke kun de unge, der køber det ulovligt på gaden, men også de mange patienter, der dagligt får dén smertepakke tilbudt, som forvandlede Steens liv til et mareridt, og som føltes langt værre end nogle af de situationer, han var i under sine udsendelser.

Problemerne med hans ryg begyndte i 2008. Året forinden – den 26. marts 2007 – var han udsendt i Afghanistan, og under en rekognosceringstur kørte en selvmordsbomber i en pickup-truck tæt op på siden af den pansrede mandskabsvogn, som han sad i, og sprang sig selv i luften. Kort efter blev de udsat for et bagbagholdsangreb af Taliban, men selv om de var sårede, bilen brændte, og kugler og raketter fløj om ørene på dem, lykkedes det for dem ”at humpe” køretøjet væk.

Steen fik efterfølgende stærke rygsmerter, og året efter fik han foretaget den første rygoperation. Siden er det blevet til otte operationer. Den seneste i marts i år. Men det var i 2018, at han en dag kunne mærke, at der skete noget alvorligt i hans ryg, så han i løbet af et par timer slet ikke var i stand til at gå på grund af invaliderende smerter.

Det førte til et længerevarende forløb på mere end et år og endte med, at han fik stivgjort lænden under en operation. Selv om Steen havde været på smertestillende medicin i årevis på det tidspunkt, var han aldrig blevet ordineret morfinpræparatet Oxycodon – før nu. Han takkede ja og mærkede, hvordan smerterne hurtigt og effektivt lindredes.

– Jeg kunne leve og have en dagligdag. Men jeg blev også hurtigt bevidst om, at jeg kun levede seks timer ad gangen – altså fra det ene pilleindtag til det næste. Tog jeg ikke medicinen, fik jeg kraftige abstinenser, siger han og understreger samtidig, at han ikke er ude på at klandre læger og sygeplejersker for ikke at gøre opmærksom på, at præparatet er dybt afhængighedsskabende. For det oplyste de ham om.

– Men jeg må også bare tilstå, at når der ligger et præparat på bordet foran mig, som kan lindre de voldsomme smerter, jeg har, så tager jeg det. Jeg kan ikke gøre andet, mener Steen.

I tiden efter den stivgørende operation forsøgte han flere gange at trappe ud af medicinen, men bare han fjernede fem milligram fra sin dosis, reagerede kroppen og var ude af kontrol. Det fyldte alt, og han følte sig ret alene med sine abstinenser, som han var pinefuld bevidst om havde overtaget kontrollen.

Det blev kun endnu mere klart, da han blev henvist til et genoptræningsforløb på Montebello i Spanien og nærmest kollapsede, da han begyndte på den intensive genoptræning dernede, og det var tæt på at koste ham opholdet.

Da han kom hjem, talte han med sin praktiserende læge, om hvordan han kunne fortsætte udtrapningen, men det var bare ikke nok for ham at få en udtrapningsplan og en 10 minutters konsultation, og Steen kalder sig selv for ”en af de heldige”, da han efterfølgende blev henvist til et forløb på Smerteklinikken i Grindsted.

– Jeg savnede i høj grad, at systemet, der havde sat mig i en behandling, og som havde gjort mig afhængig, også hjalp mig ud af det igen. Men sådan oplevede jeg det ikke, og dét syntes jeg, var en skræmmende kamp at stå alene med. Det fik mig til at indse, at jeg ikke kunne være i det længere. Jeg ville føle mig som et menneske, der havde kontrol, igen, og jeg tænkte, at den eneste udvej var at tage en kold tyrker. Jeg regnede med, at det ville tage tre uger. Det tog tre måneder, og det er ubetinget det hårdeste og sværeste, jeg har oplevet. Og det siger jeg som soldat og major, der har været udsendt flere gange, siger Steen ærligt.

Han lå bogstaveligt talt i fosterstilling på gulvet, havde enorme kulderystelser, svedeture, spasmer, kvalme og ude af stand til at sove. Det var en prøvelse for hans kone og voksne børn, og undervejs var der masser af tvivl, om hvorvidt det overhovedet var muligt at komme ud af.

– Jeg kan fortælle, at man kan få de mørkeste tanker undervejs. Du er slet ikke dig selv, og alle fibre i kroppen skriger, siger han, og derfor kan han ikke anbefale den kolde tyrker-model.

– Man skal i hvert fald tænke sig godt om, tilføjer han og uddyber:

– Jeg anerkender, at det her er ikke noget, alle bare lige kan gøre. Det er så hæsligt, og det er også derfor, at smertepatienter skal have bedre og professionel hjælp til deres udtrapningsforløb efter et længere varende sygdomsforløb.

Siden udtrapningen af Oxycodon i september 2020 er han blevet opereret to gange. Senest i marts i år, og hver gang har han takket nej til medicinen. For det var tilbuddet efterfølgende, og selv om han endte med at være insisterende på at få et alternativt smertestillende præparat og fik følelsen af at være en besværlig patient, lykkedes det at nå til enighed med overlægen om at få noget andet.

– Jeg tror, jeg udfordrede konventionerne ved at sige nej til den smertepakke, der er. For der er alternativer, men ikke hvis man bare gør det, man altid plejer, og som man ved virker. Jeg er overbevist om, at der er et stort mørketal, hvor langt flere danskere er afhængige af det her præparat. Er du alkoholiker eller narkoman, er der tilbud at få, indtil du er clean. Men kroniske smertepatienter og andre, der er blevet afhængige af de her piller, står virkelig alene, og det er de færreste, der ender på en smerteklinik. Vi skal have brudt tabuet, så vi tør tale åbent om det, hvis vi er blevet afhængigjorte af den medicin, systemet har ordineret til os. Nu har jeg stillet mig op på ølkassen og fortalt om min afhængighed. Så håber jeg, at andre tør gøre det samme.