Svenning og Britta har elsket hinanden i 60 år – og deler gerne opskriften

Det har været en hed nat, varmen har ramt Danmark og gjort den lille lejlighed i Greve lummer som en sauna.

– Når jeg vågner sådan en nat og ikke kan sove, så er det skønt at række ud og mærke hendes hånd, siger Svenning Ravn og klemmer ømt sin Brittas hånd.

– Til september er det 60 år siden, jeg så hende første gang, og jeg er stadig lige forelsket.

Britta ser på sin mand med et bredt smil.

– Vi holder i hånd mange gange hver dag, siger hun.

– Og kysser! tilføjer Svenning og husker tilbage til den dag, hans blik faldt på Britta.

– Det var første dag på lærerseminariet, og midt i det hele sad en meget smuk kvinde og så utilnærmelig ud. Det var Britta.

Britta husker ikke Svenning fra den dag, faktisk lagde hun slet ikke mærke til ham i begyndelsen.

– Der var mange, som gerne ville være kærester med mig, da jeg var ung, men det ville jeg ikke.

Britta kom fra små kår og boede stadig hjemme i en 2-værelses lejlighed i Vejle. Hendes far var børstenbinder, moren gjorde rent for velhavere.

– Jeg sov i mine forældres soveværelse, siger Britta uden spor af bitterhed, for det var sådan, det var.

Det efterår sværmede gårdejersønnen Svenning konstant om sin smukke skolekammerat og fik stjålet sig til en dans i ny og næ. Men det var der også andre unge mænd, som gjorde.

For Britta var en dygtig danser, der havde deltaget i konkurrencer og elskede at svinge sig på dansegulvet.

Svenning prøvede på forskellige måder at komme tæt på sin udkårne og fandt vejen gennem skolearbejdet. For nok var Britta kvik og klog, men når det kom til de skriftlige opgaver, kneb det.

– Jeg var det, man i dag ville betegne som ordblind. Svenning har derimod altid været god til at sætte ord sammen på skrift, siger hun.

De to fandt sammen om skoleopgaverne og begyndte også at tale med hinanden i frikvartererne. Da julen nærmede sig det år, aftalte de at mødes i ferien.

Uheldigvis faldt Svenning på vej ned ad en sneglat trappe hjemme på gården og fik hjernerystelse.

Uden nutidens mobiltelefoner og mail kunne han ikke give Britta besked om, at han ikke kunne holde aftalen.

– Jeg skal love for, at Britta var utilnærmelig, da skolen begyndte igen efter nytår, husker han.

Måske en barnebrud?

I det nye år fik Britta en udfordring, som hun havde brug for Svennings hjælp til at tackle.

Musikundervisning var nemlig obligatorisk på første år, de studerende skulle bl.a. lære at spille blokfløjte. Britta betegner sig selv som helt og aldeles umusikalsk, mens Svenning har absolut gehør og både blev musiklærer og korleder senere i livet.

– Jeg tilbød Britta at lære hende at spille blokfløjte, og det foregik hjemme hos hende. Nu er Britta normalt en, som ler af alt mellem himmel og jord. Men her skete der altså det, at hun bed et stykke af træfløjten af i arrigskab over, at det ikke rigtig ville spille for hende. Da kan det nok være, at jeg trak mig et skridt tilbage, ler Svenning, så maven hopper.

Britta ler med – det er en af de mange fælles historier, som de aldrig bliver træt af at fortælle.

Men den ødelagte blokfløjte var ikke det eneste chok, som ventede Svenning den dag.

– Brittas mor trak mig til side og viste mig et billede af Britta iklædt hvid kjole og slør. Jeg blev helt forvirret – havde hun været barnebrud?

Heldigvis viste det sig at være et billede fra Brittas firmelse, den katolske form for konfirmation.

Britta blev stærkt troende, allerede da hun gik i katolsk børnehave, og mange havde troet, at hun ville vie sit liv til den katolske kirke.

Men så kom Svenning, og da han som den første unge mand fik lov at besøge Britta, havde moren sikkert anet, hvor det bar hen.

– Ved den lejlighed understregede Brittas mor, at vi altså var Des indtil forlovelsen, husker Svenning og rører blidt ved sin vielsesring. I baggrunden står det sort-hvide bryllupsbillede fra 1968.

Fælles er sagen

Med årene blev Svenning katolik som Britta, og parret har fundet stor styrke i den fælles tro, når livet gik dem imod.

Britta og Svenning har i det hele taget gjort en dyd af at være åbne og interesserede i alt, hvad den anden gik op i.

I mange år turnerede Svenning således rundt som korleder for pigekor og gav koncerter i Jylland. Den umusikalske Britta fulgte med.

– Selv om jeg var dårlig til sang, spurgte jeg Svenning, om der ikke var noget, jeg kunne hjælpe med, fortæller hun.

– Og det var der helt bestemt, siger Svenning, som sendte pigerne hen til mor-Britta, når de kom og fortalte, at der var ”begyndt at komme blod ud af dem”.

– Hun tog sig af menstruation og pigernes kærestesorger og sørgede i det hele taget for, at alle havde det godt.

Senere drev parret kro og hotel sammen.

– Vi har altid søgt at have et fælles projekt. Så kan man være nok så morgen-gnaven en dag, men vi har en fælles opgave at løfte, et fælles mål at nå, og så forsvinder surheden, siger Svenning.

Britta synes aldrig, at det har været kedeligt at have en fælles hverdag.

– Nej, slet ikke, for vi oplever jo noget forskelligt, ser tingene fra forskellige vinkler, og så kan vi tale om det om aftenen, siger hun.

I dag leder parret bl.a. et kor for mennesker, som har kræft tæt inde på livet.

– Jeg giver deltagerne et musikalsk frikvarter, mens Britta sørger for kaffe og småkager. Og så har hun et røntgenblik for, hvad der sker inde i mennesker og kan lytte. På hjemvejen kan hun så nogle gange forklare mig, hvordan tingene hænger sammen, hvis en deltager har haft det svært en dag, forklarer Svenning.

– I mange familier tager man afsked om morgenen, og om aftenen er man for træt til at tale om, hvad der er sket i løbet af dagen. Folk glider fra hinanden, når de ikke kan følge med i, hvad den anden laver, mener Svenning.

En anden fast tradition er fælles morgenmad, uanset hvor tidligt på dagen vækkeuret ringer.

Det er en af de traditioner, som datteren har sat stor pris på, fordi den giver en god fælles start på dagen, siger Britta.

Listen med de gode ting

De senere år har budt på alvorlig sygdom, som har bragt Svenning og Britta endnu tættere på hinanden.

– Når jeg havde det rigtig skidt, måtte jeg stole på, at Britta klarede tingene for mig, og det gjorde hun selvfølgelig. Hun er simpelthen en ”Super-Karla”, når det gælder, og det dyrebareste jeg har i livet, siger Svenning rørt.

Hver aften sætter de to sig nu tæt sammen i lædersofaen og skriver en liste over de gode ting, der er sket i løbet af dagen.

– Vi har en aftale om, at der skal stå mindst tre ting, men ofte kommer vi op på seks-syv, siger Svenning.

Det kan være en smuk nymåne, genskinnet fra nabobygningens glasfacade, som sender kaskader af sollys ind i lejligheden, eller et græsstrå der mirakuløst har kæmpet sig igennem cykelstiens asfalt.

– Når jeg ser et spinkelt græsstrå med sådan en styrke, siger jeg til mig selv, ’’kom så, Svenning Ravn, du kan godt”!

Hver morgen går parret tur hånd i hånd i området, som de flyttede til for otte år siden.

– Vi bor tæt på et gymnasium, og alle de unge kommer gående med hovedet bøjet over deres telefon. Så siger vi ”Godmorgen” til dem, og efterhånden er flere begyndt at svare os og smile, siger Britta.

– Så pyt med, at de måske smiler af vores jyske dialekt, ler Svenning.

Gravstenen er købt

Sygdommen har også betydet, at de er blevet frivillige på et hospice.

– Jeg føler, jeg har payback-time til tid og evig, fordi jeg overlevede en terminal kræftdiagnose, siger Svenning.

Som ung fravalgte Britta sygeplejegerningen, fordi hun ikke kunne bære, at nogle af patienterne døde. Nu sidder hun sammen med Svenning ved døende.

– Man lærer det med årene, og i dag finder vi det begge på sin vis livsbekræftende, fordi den sidste tid opleves så stærkt, forklarer hun.

De to har også taget stilling til deres eget sidste hvilested. Gravstenen er købt og sat ned, i år kommer navnene på.

– Men ikke årstallene, ler Britta.

De to har stadig et fælles projekt, nemlig at dele ud af deres mange års erfaringer med et aktivt og lykkeligt liv sammen. Det foregår ved foredrag rundt om i landet.

– Man skal fra begyndelsen have en fælles rygsæk, men i rygsækken skal der også være to lommer, så man hver især har sine private ting, siger Svenning.

– Vi har det sjovt sammen og respekterer hinanden. Svenning giver mig ikke altid ret, og det er en af de ting, jeg godt kan lide ved ham, siger Britta og puffer kærligt til sin mand.

Ved afskeden beder fotografen ægteparret gå op på en lille bakke.

– Endelig blev jeg højere end dig, ler Britta, som går forrest.

– Vil I kyss …?

Fotografen når ikke at fuldføre sætningen, for Britta og Svenning er for længst gået i gang med at kysse, det behøver de ingen opfordring til.