Tinne strikker nye venner

Hendes sønner kalder hende sommetider et egensindigt kvindemenneske, men så slår Tinne bare med nakken og holder fast på sit. Den mand er ikke født endnu, der kan bestemme over Tinne, og det er da også kun kærligt ment, når hendes drenge siger sådan til deres mor.

Tinne Kristensen er 77 år og bor for sig selv i et hus i Ikast. Der ville alligevel ikke være plads til nogen mand hjemme hos Tinne, for der regerer bamserne. Tinne strikker nemlig, og det ser ikke ud, som om hun holder pauser længere, end det tager at tage en kop kaffe eller passe nogle af de andre pligter, hun har.

Hun strikker bamser for Nørklerne i den lokale afdeling af Røde Kors, og det har hun gjort siden april sidste år. De første hundrede bamser er strikket og sendt af sted. Nu skulle hun gerne nå at runde de 200, har hun sagt til sig selv. Netop i dag, hvor Familie Journal er på besøg, er hun ved at strikke nummer 134, og alle får de noget særligt med sig: En fin lille taske, en klap for øjet eller sågar et mundbind i disse coronatider. Bamserne skal videre til børn, der har forældre, hvor den ene sidder i fængsel, for når et barn mangler sin mor eller far, er det rart at have en ven, der er sød og blød, og som man kan snakke med, uden at de voksne bliver kede af det.

Tinne selv har aldrig været i fængsel, og det regner hun da heller ikke med at komme, men hun kender til børn, der har det svært. Da hun var yngre, arbejdede hun med børn, der havde problemer af forskellige grunde, og hver især fik de en plads i hendes hjerte, selv om hun havde sine egne to sønner, Gert og Jan, og ægtemanden Lause derhjemme. De var aldrig velhavende, men Tinne havde plads til både mennesker og dyr i hjertet og i sit hjem.

Jeg bestemmer selv

Tinne var den ældste af fire søskende, og hvis forældrene ikke kunne give hende rigdom med på vejen, kunne hun i det mindste få nogle fine navne, så derfor hedder Tinne faktisk Elna Else Johanne Kathrine Kristensen. Hun kommer fra arbejdsfolk, så der var ingen lang uddannelse i kortene for hende, men skolelæreren i Hurup mente, pigen havde et lyst hoved, som man sagde dengang. Så hun kom på realskole i Hurup.

– Bagefter fik jeg arbejde i forretning og inden for servicefag. Jeg har aldrig været bange for at bestille noget, men jeg vil ikke lade mig kue. Der er ingen, der skal bestemme over mig. Jeg har besluttet mig for at prøve at se alt fra den positive side. Hvis jeg ikke kan det, prøver jeg at glemme det, og hvis jeg heller ikke kan det, så gemmer jeg det inden i mig selv, siger Tinne.

Der er nok nogle ting, der er gemt inden i Tinne, for sådan må det være, når man først gifter sig alt for ung og så forlader sin mand med to små drenge i hænderne og ikke meget andet. Hun skulle nok klare sig selv.

Tinne har syet på akkord på en fabrik, og hun har haft sin egen lille systue. Senere mødte hun så Lause, der blev hendes livs store kærlighed. Lause og Tinne var af samme støbning. Lause kunne alt med sine hænder. Han byggede, og Tinne lavede håndarbejde. De fik næsten 40 gode år sammen, indtil Lause blev syg, og Tinne blev enke i 2012. Og så sad hun der, alene i huset.

En pjatterøv som mig

Hvis du sætter dig hen i en stol og venter på, der skal komme et menneske forbi, så bliver du ensom, slår hun fast.

– Jeg gik ned til Folkekirkens Café og Dagligstue her i Ikast og spurgte, om de måske havde brug for en pjatterøv som mig. Det havde de lige netop, sagde lederen, og nu er jeg frivillig og serverer kaffe, vasker op og hygger om gæsterne i vores café. Det er jeg rigtig glad for, og jeg tror også, kunderne er det – eller det håber jeg da, skynder Tinne sig at sige, for som den jyde hun er, vil hun nødig prale.

Hun kunne ellers nok prale en smule – i hvert fald med alt det, hun kan – for hendes hus bugner af alt det, hun kan klare med sine hænder. Malerierne på væggene har hun selv lavet, hun broderer, strikker og syr, og hvis hun nogensinde har købt noget færdigt tøj til sine drenge, da de var små, kan hun i hvert fald ikke huske det. Men til sidst blev det alligevel for meget.

– Både Jan og Gert er vokset op med hjemmestrikkede sweatre og sokker, men da Jan nænsomt sagde, at han altså ikke så godt kunne have hjemmestrikkede sokker på til en habit, kunne jeg jo godt se det. Jeg strikker alt for meget, til at min familie kan nå at slide det op. Nej, så hellere strikke til nogen, der har brug for det, siger hun.

Læs også om June og Peter Belli

Det var det, der blev startskuddet til, at Tinne kom i kontakt med Nørklerne i Røde Kors, hvor hun nu også er frivillig.

Tinne får en opskrift, garn og fyld, og så er det bare med at komme i gang. Efterhånden er hun blevet kendt for sine bamser, og mange i byen er begyndt at give deres garnrester videre til hende.

Nu kunne hun så godt sidde i stolen og strikke dagen lang, men det gider hun alligevel ikke. Det frivillige arbejde skal passes, og hvis hun kan spotte en hund i nabolaget, der trænger til et kærligt klap, stiller hun sig gerne til rådighed.

Hun og Lause har haft et par stykker i tidens løb. Også en ”brugt” hund, der både trængte til en dyrlæge og en masse kærlighed, da den flyttede ind hos dem. Dyrlægen betalte de sig fra, og kærlighed havde de masser af.

Nu er hunden bare et kært minde, der hænger i en ramme på væggen, og der skal ikke komme flere hunde.

Læs også om Britta der hjælper børn

Men det er også rart at være alene om at bestemme herhjemme, siger Tinne. Nu kan hun nemlig strikke lige så længe og lige så tosset, hun har lyst – og altid i glade farver. Når hun ser et nyt håndarbejde eller får en idé, går hun hjem og tænker: Det kan jeg gøre bedre, og så gør hun det.

– Jeg er glad for både mine drenge og mine svigerdøtre, og vi ses tit, men de skal ikke sidde og føle sig ansvarlige for at underholde mig. Vi gamle kan sagtens underholde os selv, slår Tinne fast.