Hver onsdag besøger Peter sin kone, Lise, som for fire år siden flyttede fra deres fælles hjem til DemensCentrum i Aarhus. På de gode dage genkender hun stadig sin mand, men der er efterhånden ikke ret mange gode dage. Hun ligner den Lise, som Peter elskede i mange år, men hun er ramt af Alzheimers sygdom og er ikke længere den samme kvinde.
Derfor må hun blive i plejeafdelingen, når Peter giver hende et knus og siger farvel.
Peter Teichmann går derefter hjem til sit nye liv. Han bor ikke længere der, hvor han og Lise boede. Han tager hjem til sin nye lejlighed, og han tager også hjem til Ulla, som elsker ham, og som han også elsker.
Peter er 74 år, Ulla Bangsund er 75 år, og det var aldrig meningen, at Peter skulle forelske sig igen. Alligevel skete det, og Ulla og Peters kærlighed er et bevis på, at man skal leve livet, så længe man overhovedet kan det.
Ulla kan mærke sommerfuglene i maven, når Peter træder ind ad døren. I Ullas øjne er netop Peters respekt og omsorg for Lise på plejeafdelingen nogle af de egenskaber, der gør Peter til verdens dejligste mand.
Peter og Ulla ved godt, at nogle synes, det er for galt, at Peter har fundet en anden. Og at der også er nogle, som mener, at man ikke må have lov til at blive lykkelig igen, når ens partner bliver dement. Men som de to siger: ”Vi har alle et liv, der skal leves.”
Det lyder nemt at sige, men det har været svært for Peter både at sige det og også at leve efter det, for Peter er sådan en mand, som gerne altid vil passe på sin elskede − derfor var Lise også syg meget længe derhjemme, inden han måtte give op.
− Lise og jeg blev gift i 1999. Vi havde begge været gift før og havde også begge børn fra vores tidligere forhold. Vi havde det godt sammen. I mit første ægteskab havde jeg været meget væk på grund af mit arbejde som rejsemontør. Nu var jeg ansat ved kommunen, så jeg var mere hjemme, og det skulle vise sig at være godt, fortæller Peter og fortsætter:
Læs også: Kommunen sendte en dame: Hun er SÅ irriterende - heldigvis
Seks gode år
− Vi havde seks gode år sammen, og så var det, som om hun ændrede sig. Først var det kun små underlige ting. For eksempel ville hun pludselig kun bruge mit håndklæde, ikke sit eget. Jeg studsede over det, men hvad − det betød jo ikke noget for mig.
− Men hun blev anderledes. Hun mistede gradvist sit venlige væsen. Hun blev tit vred, så en dag tog vi til lægen, som endte med at fortælle os, at Lise havde fået alzheimer. Men hun ville ikke tale om det. Eller også kunne hun ikke længere tale om det. Det gik kun ned ad bakke for hende, fra den dag hun fik diagnosen.
Lise gik ikke længere på arbejde, og efterhånden kunne hun ikke være alene hjemme. Peter gik selv på pension, da han blev 63 år og overtog mere og mere i hjemmet. Af respekt for Lise fortalte han i begyndelsen ikke så mange, hvordan det var fat med hans kone. Han skulle jo passe på hende, følte han.
Men det er svært at passe på et menneske, som ikke længere kan passe på sig selv. Lise blev vred, og hun begyndte at slå, fordi hun ikke kunne forklare sig med ord. Til sidst sagde Peter ja til, at Lise kunne komme på aflastning på DemensCentrum, og en dag i 2014 kunne Peter så ikke mere.
− Lise blev boende på DemensCentrum, hvor hun havde været på aflastning. Jeg følte det, som om jeg havde svigtet. Jeg gik helt i sort, for samtidig var jeg fuldstændig udmattet, fordi det havde været et større arbejde at passe på Lise, end jeg måske havde lagt mærke til i årenes løb. Heldigvis fik jeg god psykologhjælp, og det hjalp også, at jeg kastede mig ud i alt det praktiske. Jeg flyttede fra vores hus, fandt en lejlighed og indrettede mig som en enkemand, for det var jo sådan, jeg følte mig, siger Peter.
Læs også: Jeg følte mig meget elsket - af begge mine mødre
Mødet med Ulla
Heldigvis mente Peters ene datter, at selv enkemænd har brug for mad og selskab, så hun mere eller mindre tvang sin far til at tage med ud til lokalcentret i Skæring. Hun ville være sikker på, at hendes stædige far i det mindste fik et varmt måltid mad og lidt selskab.
− Vi var lige kommet ind på lokalcentret, da der kom en glad og smilende dame hen til os og bød os velkommen, mens hun spurgte til, hvem vi var. Det var Ulla, fortæller Peter.
Ulla var på besøg hos sin eksmand på plejehjemmet, der ligger samme sted som lokalcentret, og desuden var hun blevet frivillig på stedet. Hun var 71 år og lykkelig for sit liv. Hun havde været alene i mange år, havde mange interesser, god kontakt til børn og børnebørn og havde absolut ikke brug for en kæreste. Hun havde det præcis, som hun ville have det. Det mente hun da i hvert fald selv.
− Jeg snakkede med Peter og hans datter og bød ham velkommen. Vi hyggesnakkede lidt, og Peter fortalte, at han elskede at gå lange ture. Jeg sagde, at det gjorde jeg også, så vi aftalte, at vi måske kunne gå en tur en dag, og det var så det, indskyder Ulla.
Peter gik hjem igen efter den første dag. Mæt og veltilpas − og glad for første gang i lang tid.
− Ulla var så glad og imødekommende. Hun var åben og snakkesalig, og det, at jeg mødte almindelige flinke mennesker, jeg kunne snakke med, gjorde mig vældig glad. Jeg tænkte ikke i kærestebaner overhovedet, men jeg så for første gang i lang tid, at livet ikke altid var vanskeligt og besværligt.
Læs også: Ole flyttede på plejehjem: Fire af ugens syv nætter sover Margit hos ham
Kunne ikke gøre mere
Det begyndte med den gode middagsmad på lokalcentret og fortsatte med, at Ulla og Peter tog på traveture sammen i omegnen. De kunne såmænd have travet endnu, hvis ikke Ulla en dag var lige ved at snuble, og Peter galant havde rakt ud efter hende og taget hendes hånd. Siden har de ikke sluppet hinanden.
− Det var egentlig ikke med min gode vilje. Jeg havde det dejligt med mig selv og var absolut ikke interesseret i at finde en ny mand. Men Peter var − og er − så anderledes end nogen anden mand, jeg har kendt. Han er utrolig betænksom, kærlig og galant, og det varede ikke længe, før jeg var så forelsket, som man ellers kun kan være, når man er 17 år. Det var en fantastisk følelse, siger Ulla.
− I starten talte vi meget om Lise, og netop den respekt og omsorg, han viser hende, er jo et tegn på, at han er et ordentligt menneske, som også fortjener at blive elsket, så jeg har aldrig følt, at jeg har ”taget” Peter fra Lise. Jeg kender ikke Lise, men hun er en del af Peters liv, og jeg elsker ham, så jeg tager hele pakken, siger Ulla.
Hun og Peter blev altså kærester, men det er anderledes at blive kærester, når man er i 70’erne, når der er børn, som skal have det at vide, og sidst, men absolut ikke mindst, en kone, som Peter stadig er gift med.
Læs også: Lone og Hans: Demensen er blot en del af vores liv
− Jeg har tænkt meget over, om jeg har gjort alt det, jeg kunne for Lise, og jeg ved nu omsider, at jeg ikke kunne gøre mere. Hun er glad der, hvor hun er, og jeg tror ikke, jeg betyder så meget i hendes liv længere, siger Peter.
Ulla og Peter har det godt, både hendes og hans børn og Lises søn er glade for, at de har fundet hianden. De har lært at leve, som om hver dag kan være den sidste, siger de.
− Det er en stor gave at få lov at møde kærligheden igen i vores alder, og vi kan kun anbefale andre at slå til, hvis det sker. Vi har ikke taget noget fra Lise, men vi har gjort vores liv værd at leve igen, og det er vi taknemlige for, fastslår de to.
