Unik højskole: Her er alle børn af misbrugere

Hvert år i sommerferien bliver Svendborg Efterskole på Fyn indtaget af en helt særlig gruppe kursister.

Det sker, når TUBA, der er en organisation, som tilbyder gratis terapi og rådgivning for unge, som er børn af forældre med alkohol- eller stofmisbrug, holder en uges sommerhøjskole.

Kantinen summer af snak, lidt latter og bestik, der klirrer på tallerkenerne – lyde, som mange måske forbinder med fred, ro og hygge omkring spisebordet.

Forskellen er bare, at mange af de unge, der er her, ikke kender den følelse hjemmefra. Hygge ved aftensmaden fandtes ganske enkelt ikke i mange af de hjem, de unge kommer fra.

Familie Journal møder fire af eleverne i en pause mellem deres workshops til en snak om sommerhøjskolen, og om hvad en opvækst i et hjem, hvor en eller begge forældre er misbrugere, betyder for dem – også i dag, hvor de er voksne og flyttet hjemmefra.

Fordi det er en samtale, der er både følsom og barsk, er sommerhøjskolens forstander, Jeppe Berg Sandvej, der er tidligere terapeut i TUBA og i dag arbejder som projektmedarbejder i organisationen, også med.

Både tragisk og smukt

34-årige Ditte er ambassadør for TUBA, så hun er vant til at stå frem og fortælle om sin opvækst i en familie præget af hendes fars alkoholisme.

– Jeg var med på sommerhøjskolen første gang sidste år, og jeg oplevede et enormt stærkt fællesskab. Det føltes som et fristed, og nu, hvor jeg er med igen, er det lidt som at komme hjem til et sted, hvor man er sammen med mennesker, som virkelig forstår én, siger hun.

Nanna på 23 år er med for første gang, og hun er enig med Ditte i, at det er rart at møde nogen, der forstår hende på en anden måde.

– Men det er også lidt trist. For man ved, at alle her går rundt med den samme slags smerte og sorg. Det er overvældende. Man kigger rundt og opdager, at vi faktisk bærer på de samme historier – i forskellige versioner, siger hun og fortsætter:

– Jeg bliver også lidt vred over, at jeg overhovedet er i den situation, hvor det her er nødvendigt for mig. Når andre fortæller om alt det, de har oplevet, så tænker jeg: “Okay. Jeg har brugt hele mit liv på bare at overleve min far”. Jeg kan godt klare det – men kan jeg tåle det?, siger hun.

36-årige Ronni er også genganger på sommerhøjskolen, og han svarer på det, Nanna siger:

– Det er både tragisk og smukt at være her. Jeg bliver så glad hver gang, at jeg kommer – men samtidig trist, når jeg ser 50 nye ansigter, jeg ikke så sidste år. For det betyder, at der er 50 andre unge, som har en baggrund, der minder om min.

Præcis som de er

Højskoleforstanderen Jeppe Berg Sandvej fortæller, at ambitionen med sommerhøjskolen er at skabe et sted, hvor deltagerne kan føle sig trygge.

– Vi vil gerne skabe et rum, hvor deltagerne med det samme mærker, at ”her må jeg godt være, præcis som jeg er”. Vrede, opgivelse, panik, fortrydelse – alt dét må godt være her. Og stille og roligt sker der det, at flokken samler sig. De begynder at kigge på hinanden og tænke ”måske er der faktisk også plads til mig, for de andre er her jo også”, forklarer han.

En stor del af de unge i TUBA har ptsd-symptomer, eller – som man mere præcist siger i dag – kompleks ptsd, forklarer Jeppe Berg Sandvej.

– Deres nervesystem er ganske enkelt blevet belastet under en opvækst i utrygge vilkår, siger han.

– Der er en kæmpe kraft i at være sammen med andre, som kender det her indefra. Nogen, der kan se én i øjnene og signalere: ”Jeg kan godt se, at du er ked af det lige nu – og jeg vil stadig gerne være sammen med dig”, siger Jeppe Berg Sandvej.

For Ronni er TUBAs Sommerhøjskole et sted, hvor han oftere kommer i kontakt med de følelser, han ellers undertrykker, fortæller han.

– Hele mit liv har jeg kæmpet for at blive set – og det er først her, jeg oplever, at nogen faktisk ser mig. I min hverdag har jeg lært at maskere mig: at se naturligt glad ud, trist ud, reagere rigtigt – og jeg har perfektioneret det, så jeg kan passe ind. Men hér kan jeg faktisk være tryg. Jeg kan nogle gange lægge masken og fælde en tåre. Bare kort, før underbevidstheden igen lukker ned og siger: ”Videre!”.

Ronni har fået venskaber på højskolen, som han holder fast i.

– Selv om vi ikke skriver sammen hver dag, så føles det stadig betydningsfuldt, hver gang vi taler sammen. Det er virkelig guld værd, siger han.

Skal ikke være på vagt

Julie på 34 år er med som både som frivillig koordinator og som deltager.

– Det er et rigtig godt sted for mig at øve mig i at håndtere og arbejde med den ansvarsfølelse, der per automatik kan ”vækkes” i mange situationer, og som kan betyde, at jeg tager ansvar for noget, som ikke er mit. Og det kan jeg arbejde med i ”real”-time her – omringet af dygtige og omsorgsfulde terapeuter. Det er et absolut effektivt supplement til terapi, fortæller hun.

– Jeg kommer let til at absorbere alle andres behov. Men det er en umulig opgave at opfylde samtlige behov for alle, og det er ikke mit ansvar. Så jeg øver mig i nogle af de ting, jeg har arbejdet med i terapi – at blive bevidst om det og slippe det, siger hun og fortsætter:

– Vi ser og mærker hinanden på en særlig måde. Det er bare så rart at være her. Det føles som hjem. I den her sammenhæng, hvor ”hjem” måske ikke altid har været et rart sted, så føles det som det hjem, jeg ville ønske, jeg havde haft, siger hun.

De andre tre nikker samstemmende, og Ditte siger:

– Vi laver alting sammen – fra morgenbadning til at spise sammen i fællessalen – og for mange af os er det uvant. Vi har måske aldrig siddet og spist sammen som en familie. Vi har hele tiden skullet aflæse stemningen, være på vagt. Er far fuld? Bliver mor sur? Der var ikke meget hygge, siger hun.

Misbrug traumatiserer

– Det er også overraskende at opleve, hvordan folk her er over for hinanden. Folk siger, ”du må godt komme først”. Det er ikke noget, jeg er vant til. Når man er vokset op med at være på vagt, så lærer man at træde til siden hurtigt, men her mærker folk hinanden, siger Nanna og uddyber:

– Der er en sårbarhed, som alle bærer. Og en sorg. Det er sgu’ træls. Vores forældre tog engang en beslutning om at sætte et barn i verden. Men de fulgte ikke op på det. Så nu sidder vi med konsekvenserne. Ikke dem.

Ronni nikker og svarer:

– Ja. Nu står jeg med de byggesten, jeg har fået, og skal prøve at få noget ud af dem. Det er lidt som at lægge et puslespil, hvor halvdelen af brikkerne mangler. Resten må man selv finde på og gætte sig til. Men nogle af de brikker, jeg tidligere bare har forestillet mig, hvordan kunne se ud, dem får jeg her, siger han, og Nanna supplerer:

– Jeg bliver tit vred over, hvor afslappet den danske kultur er omkring alkohol. Det hele skal åbenbart handle om at drikke vin og hygge sig. Og hvis man siger nej tak, bliver det set som mærkeligt. Folk er blinde for, at misbrug traumatiserer. Og så står vi – børnene – med ansvaret for at rette op på det, som andre har ødelagt. Jeg er den fejl, de lavede, og nu er det mit ansvar at blive et brugbart menneske – at bygge noget op ud fra deres rod.

Ditte er enig:

– Det er også derfor, det her sted betyder så meget. Ja, vores barndom var forfærdelig, men vi står ikke alene med den følelse.

Virker som øjenåbner

På sommerhøjskolen er eleverne hver dag på workshop.

Der er et skriveværksted, en maleri-, en musik- og en idrætsworkshop, en der hedder Krop – stemme – puls – stilhed og en, der hedder Natur og fællesskab, og hver elev deltager på to workshops i løbet af ugen.

– På hver workshop er der en underviser og en terapeut fra TUBA, som kender målgruppen. Terapeuten hjælper med at facilitere og med at samle op, når en af deltagerne rammer en grænse, fortæller Jeppe Berg Sandvej.

– Det kan være, at en ung har været modig, har taget en chance, og pludselig føler sig sårbar – måske skammer sig, bliver ked af det, vred eller bare får lyst til at tage hjem. Så er terapeuten der – ikke for at gå i terapi-mode, men for at være til stede på en måde, hvor den unge får mulighed for at samle sig og finde fodfæste igen, forklarer han.

– Noget af det fedeste ved workshopsene er, at de er enormt terapeutiske – uden at være terapi. Vi går ikke direkte ind i individuelle problemer, men laver øvelser og aktiviteter, der rammer noget i os alligevel, siger Ronni.

En workshop kan være en vigtig øjenåbner. For Julie blev det startskuddet til, at hun turde at søge ind på TUBAs skriveskole.

– Skriveworkshoppen sidste år gav mig mod til at indrømme over for mig selv, at jeg måske er god til at skrive. Jeg har altid haft det i mig, men det har været skræmmende at sige højt – for hvad nu, hvis jeg tog fejl? Men på skriveworkshoppen fik jeg følelsen af at ”det her må jeg gerne. Det her kan jeg godt”, siger hun.

For Ditte er højskolen en måde at lade op på, før hun skal hjem til ”hverdagens kaos”.

– Hér bliver jeg mødt af undervisere, der ser mig for den, jeg er – ikke bare som en person med en tung baggrund. De ser også min udvikling. Jeg er f.eks. begyndt på TUBAs skriveskole sammen med Julie, og det har hjulpet mig med at finde noget, jeg faktisk er god til, og noget jeg brænder for, siger hun.

Pausen er slut, og de fire unge skal videre til deres work-shops. Før de går ud ad døren, siger Ditte:

– At være på TUBAs sommerhøjskole handler også om at finde vores indre barn frem igen eller at lære det at kende – og at lege, fjolle, fylde og være højlydt glade. Det fik mange af os aldrig lov til, dengang vi faktisk var børn.