Vi skal ikke hjem, vi skal videre

Fredericia er fuld af volde, voldgrave, gamle kanoner, krigergrave og endda to løver hugget i sten. Der er også nogle mennesker, der går igennem byen hver onsdag. De gør det, selv om de har smerter. De går med stokke, rollator eller tripper af sted med små forsigtige skridt. De har alle gigt, og hvert skridt gør ondt, men de går tur, fordi det er bedre end at ligge i sengen. Det er alt sammen Annes skyld.

Anne Guldager er 64 år og lå engang selv i sengen det meste af dagen, fordi hun havde voldsomme gigtsmerter. På et tidspunkt tænkte hun, at hun lige så godt bare kunne dø, for hendes liv var ikke værd at leve.

Nu går hun alligevel her på volden sammen med flere andre, der har lyst til at være med på en gåtur, og fortæller om Fredericias historie.

Undervejs gennem byen kigger de på vinduer og dvæler lidt ved bagerens udstilling, men først skal der spadseres. Bagefter er der kaffepause.

Prøveklud

– Jeg har selv flere gigtdiagnoser og sygdomme afledt af gigt, og for næsten 10 år siden havde jeg det så dårligt, at jeg nærmest lå i sengen hele tiden. Det var ikke det, jeg havde tænkt mig med mit liv. Jeg har jo også engang haft et ganske almindeligt liv med familie og arbejde. Jeg er uddannet købmand, men senere fik jeg mulighed for at blive omskolet til teknisk assistent, som der var mere fremtid i. Jeg elskede det job, og jeg elskede at sidde ved computeren. Derfor var det også forfærdeligt, da jeg begyndte at få smerter i hænderne i 1999. Der dannede sig en slags knuder, og jeg fik at vide, at jeg havde karpaltunnelsyndrom (en sygdom, hvor nerverne i hånden bliver irriteret og gør ondt, red.). Jeg nåede at få opereret den ene hånd, før man fandt ud af, at det ikke var det, jeg fejlede. Smerterne var der stadig, og det viste sig, at det var gigt, jeg havde, fortæller Anne.

Hun blev henvist til den ene læge efter den anden, hun fik flere forskellige slags medicin, men Anne fik det ikke bedre. Tværtimod dukkede der flere gigtsygdomme op. Hun var tit sygemeldt, så det endte med, hun mistede sit arbejde.

– Jeg fik også Morbus Bechterew, (gigtsygdom, der rammer ryggen, red.) og efterhånden blev jeg en slags prøveklud for forskellig medicin, så min tid gik mest med at ligge i sengen eller gå til lægen for at afprøve nye mediciner, og det hele blev bare meget værre.

– Da jeg var 50 år, opgav jeg drømmen om at komme i arbejde igen, og jeg blev tilkendt førtidspension i 2008. Efterhånden lå jeg i min seng de fleste af døgnets timer, og så fik jeg oveni en depression. Der var næsten to år af mit liv, hvor jeg bare lå i sengen. Der var dage, hvor jeg helst ville dø. Mine børn var voksne og flyttet hjemmefra, og jeg trak mig mere og mere fra venner og familie. Jeg kunne ikke holde ud, at de skulle se mig sådan og se mit hjem, for jeg kunne jo ikke overkomme at gøre noget som helst, siger Anne.

Men en dag kom Annes datter på besøg med et opslag fra avisen, hun havde set. Fredericia kommune havde oprettet et såkaldt Tacklekursus, hvor kronisk syge kunne få muligheden for at lære at leve med deres sygdomme.

– Jeg var bitter og vred dengang og spurgte underviseren, hvad hun kendte til gigt og smerter? Hun havde det jo ikke, som jeg havde det. Det var tydeligt at se. ”Nej”, svarede hun. ”Men jeg har været der, og jeg har måske også haft det værre.”

Anne lærte nye ting på det kursus, og hun lærte også, at hun ingen vegne kom med bitterhed og vrede. Hun måtte prøve noget andet.

Vi hjælper hinanden

– Der var en, der sagde til mig, at jeg enten kunne gå ud i livet eller lægge mig til at dø. Så besluttede jeg at gøre forsøget og finde andre, der havde det som mig, for så måtte vi kunne hjælpe hinanden, siger Anne.

Siden er Anne stået ud af sin seng, gået ud af lejligheden og har skabt en Gigtcafé. Hun manglede selv et sted, hvor hun kunne møde andre, der havde gigt, ikke læger og sundhedspersonale, men almindelige mennesker med gigt.

– Jeg havde mødt nogle deltagere på kurset, der også gerne ville møde andre kronisk syge, og jeg fik så idéen til at lave en Gigtcafé i 2018. Vi fik lov at holde til i Fredericia Sundhedshus, det tidligere sygehus. Det blev en stor succes, og der er mange, der kommer for at snakke med hinanden. Desuden har vi også forskellige aktiviteter og foredragsholdere, der har fortalt om kost, sygdomme, nye behandlinger, familie, motion og meget andet. Vi mødes kun hver anden tirsdag, og så tænkte jeg, at vi også måtte prøve at lave noget andet sammen. Det blev til gåture.

Stor glæde

– ”Gå med os-Fredericia” hedder klubben. Gigtforeningen har gågrupper over hele landet, men vi havde ingen i Fredericia. Derfor har Brith Pedersen og jeg startet gågruppen, der traver Fredericia tyndt hver onsdag klokken 14, siger Anne.

Denne regnfulde og blæsende onsdag står fem frysende kvinder klar til afgang foran det gamle sygehus. Det er frivilligt at være med i gruppen, og man dukker bare op, hvis man har lyst til at gå en tur, men når det er koldt, er der ikke altid så mange med. Det betyder ikke det store for Anne. Hun har en termokaffe i rygsækken, hun har gode sko på og en formidabel viden om Fredericias historie.

Turen går over Fredericias voldanlæg, gennem smalle gader og forbi bænke, for det er, som om smerterne bliver lidt mindre, når man går og snakker hyggeligt sammen, eller måske er det bare, fordi man får rørt sig. Undervejs fortæller Anne om Fredericias historie. Hvis hun ikke havde så travlt med frivilligt arbejde, kunne hun sagtens blive turistfører, men det kommer ikke til at ske.

– Jeg elsker at lave frivilligt arbejde. Jeg får så stor glæde ud af at starte en aktivitet og opleve, at andre har brug for mig, og at jeg kan hjælpe dem til at forstå, at livet er godt nok, også selv om jeg altid har smerter. Mine smerter forsvinder ikke, fordi jeg gør det her, men jeg får det bedre med mig selv, både psykisk og socialt, når jeg er sammen med andre. Jeg har opdaget, at når du giver til andre, får du selv mindst lige så meget tilbage, siger Anne.

Dagen slutter med kaffe og medbragte småkager i Sundhedshuset. Det blev til en tur på 4,1 kilometer, masser af grin og snak, en masse ny viden om Fredericia, men først og fremmest en følelse af, at livet ikke er så slemt endda, når bare man kan være med i et fællesskab.