Miriam fik en depression: Min læge gav mig livslysten igen

Miriam Drews har gennemlevet mange svære ting i sit 53-årige liv – herunder en skilsmisse fra sine børns far, invaliderende rygproblemer og en deraf følgende operation. Gennem til tider barske perioder har hun dog formået at bevare jordforbindelsen.

– Livet skulle jo hænge sammen i og med, at jeg havde to børn at tage mig af. Men for otte-ni år siden, da de begge var flyttet hjemmefra, og der så at sige pludselig ikke var nogen omkring mig at hænge sammen for, skete der noget med mig, fortæller Miriam, som på det tidspunkt boede i Fredensborg i Nordsjælland.

Hun var arbejdsløs og uden uddannelse efter at være sprunget fra en læreruddannelse. Og hendes økonomiske vanskeligheder hobede sig op dag for dag.

– Jeg boede i en kold lejlighed, hvor kun én af radiatorerne virkede, og hvor det regnede ind i køkkenet. Af samme grund var jeg bange for at tænde lyset, når det regnede udenfor. Jeg skyldte penge i husleje og betalte ikke mine regninger. Og når det ringede på døren, turde jeg ikke åbne. Det kunne jo være en, der kom for at slukke for strømmen. I stedet lå jeg i sengen og tudede dagen lang. Der var jo rarest under dynen, og tilmed var der varmt.

Nødvendig medicin

Miriam var kort sagt ramt af en depression, og hendes tanker kredsede dagligt om døden.

– Selvmord var dog ikke i mine overvejelser. I mine øjne var det en egoistisk udvej at vælge. Til gengæld fantaserede jeg ofte om den store befrielse, det ville være, hvis jeg blev kørt over af en bil eller simpelthen fik et pludseligt hjertestop.

Familien kunne ikke stiltiende betragte hendes nedtur fra sidelinjen: På et tidspunkt gik hendes mor, søster og datter sammen om at overtale hende til at konsultere sin læge.

– Det gjorde jeg. Og jeg havde ikke talt med lægen i mange minutter, før han slog fast, at jeg skulle have antidepressiv medicin. Jeg indvendte, at piller jo bare var et plaster på såret. Hvortil han svarede, at jeg blødte så meget indeni, at det var en nødvendighed, husker Miriam.

Samtidig indså lægen, at hun havde brug for psykologtimer, men ikke havde råd. Han tilbød hende derfor ugentlige samtaler, hvor han selv påtog sig rollen som en slags psykolog.

– Det næste skridt for mig var at gå kommunens jobcenter og søge om kontanthjælp, da jeg ingen indtægt havde overhovedet. Her var de dog så opsat på at få mig i job med det samme, at jeg følte mig presset til at sige ja til, at jeg gerne ville arbejde med børn. De sendte straks en mail til min læge og meddelte ham, at det var den plan, vi var blevet enige om. Han kunne dog se, at det var en helt gal vej at gå for mig i min daværende situation og lovede mig at tage sig af det. Efterfølgende fik jeg en undskyldning fra kommunen.

Drømmescenariet

I stedet fortsatte hun de ugentlige samtaler med lægen, som på et tidspunkt bad hende opstille tre scenarier for, hvor hun forestillede sig at være om fem år.

– Mine bud lød på, at jeg kunne se mig selv som enten posedame eller ansat på en fabrik. Og så var der der drømmescenariet, hvor jeg på deltid arbejdede med mennesker og sideløbende skrev bøger og lavede musik. Den sidste version holdt han mig fast på. Det var tydeligt for ham, at det var den, jeg brændte for. Og som han udtrykte det: Først, når man har modet til at drømme, kan man begynde at se en fremtid for sig selv.

Samme år fik hun job som vikar på et psykiatrisk bosted.

– Der var mange vagter at få, og jeg arbejdede som oftest 70 timer om ugen. Nu ville jeg af med min gæld. Jeg tog de små regninger først, og bunken blev langsomt mindre og mindre. På jobbet genfandt jeg også mine kreative sider og lavede blandt andet sangeftermiddage med de psykisk syge, husker hun.

Miriam er opvokset på Fyn i en meget musikalsk familie.

– Alle kan spille på mindst to instrumenter. Jeg har mange minder om sommeraftener, hvor vi sad omkring et bål og spillede og sang. Jeg spiller selv violin og guitar, og når jeg cykler en tur, kan der nemt dukke en sang op i mit hoved. Det gled i baggrunden, da jeg var deprimeret, men det er kommet igen.

Hendes børn, Andreas og Louise, er i dag 31 og 33 år. Hun blev alene med dem i forbindelse med sin skilsmisse for 30 år siden. I samme periode døjede hun med slidgigt i ryggen og var i flere år uarbejdsdygtig.

– Min dårlige økonomi blev grundlagt allerede dengang. Jeg havde desuden svært ved at løfte børnene, spille bold med dem og den slags. Men i 1996 fik jeg en rygoperation, der heldigvis gik godt, fortæller hun.

Skøre vrøvlevers

For fem år siden flyttede hun til Odense for at kunne være mere sammen med sin far, der lider af Parkinson. Og i den fynske hovedstad er hun godt i gang med at opfylde sine drømmemål.

– I august 2021 blev jeg færdig med min uddannelse som sosu-assistent. Nu er jeg ansat på Danske Diakonhjem i en 28 timers stilling med aftenvagter, som gør, at jeg har mulighed for at dyrke mine kreative evner ved siden af, siger hun.

Begge Miriams børn er i dag pædagoger. Og de har kraftigt opfordret hende til at begynde at fortælle historier for børn og lave skøre rim og remser, som hun gjorde til dem, da de var små. Ydermere har de tilsammen beriget hende med tre børnebørn og to bonusbørnebørn, der også inspirerer hende.

– I slutningen af 2021 udgav jeg på mit eget forlag den første børnebog i min serie ”Fantasi og vrøvl”. Efterfølgende er der udkommet en bog mere i serien. I januar udgav jeg desuden ”Da Dovne Dorit fik kuk” – en lydbog med tilhørende sange. Og når det kommer til mine børnesange, har jeg en fantastisk sparringpartner i min eksmand. Han kan spille på alle instrumenter og har en unik evne til at fange de idéer, jeg har i hovedet og omsætte dem til håndgribelig musik. Han og jeg har i lange perioder ikke kunnet snakke sammen og har holdt os på afstand af hinanden. Men i dag er vi heldigvis gode venner.

Samtalerne med lægen blev således gnisten, der tændte Miriams livsvilje og i dag har ført til, at hun har det liv, hun ønskede.

– Udefra set mangler jeg nu kun en kæreste at dele det med. Jeg har haft andet at tænke på, og savnet har nok ikke været tilstrækkelig stort. Men jeg kan da ikke udelukke, at det sker på et tidspunkt.