Yrsa er brandmand

Yrsa Thomsen kan skille og samle en traktor. Hun kan svejse, og hun har vundet adskillige mesterskaber i pløjning. Hun var en drengepige som lille, nu er hun voksen og har eget firma og er brandmand på deltid. Hun har også en kæreste og en hund ved navn Vapsi.

Det meste af tiden er hun lykkelig, men det har været en kamp at nå dertil, for Yrsa er også det, der hedder psykisk sårbar. Hun tænker tit, at hun ikke er god nok, at andre mennesker snakker om hende. I rigtig mange år har de tanker betydet, at Yrsa har været indlagt med både depression, angst og tre forskellige selvmordsforsøg. Det vendte den dag, hun selv tilfældigvis kørte forbi en trafikulykke.

– En veninde og jeg kom forbi en bilulykke på landevejen. Det var lige sket, og en mor og hendes voksne søn var kommet voldsomt til skade. Vi tilkaldte selvfølgelig hjælp og gjorde derefter, hvad vi kunne for dem, og bagefter fik vi at vide, at vores hjælp havde været med til at redde deres liv. Det var et stort øjeblik for mig at få det at vide, og det var det, der fik mig i gang med uddannelsen til brandmand. Det er otte år siden, og i al den tid har jeg ikke haft ene eneste depression, siger hun.

En knust drøm

Yrsa er noget særligt, og det har hun altid været. Hun er vokset op på en gård i Janderup uden for Varde, og hun havde det bedst, når hun var ude på markerne eller rodede med en traktor. Hun var såmænd god nok i skolen – det interesserede hende bare ikke så meget – og så var der jo det, at hun allerede dengang havde det svært med sig selv.

– Jeg har altid haft utrolig lavt selvværd, og samtidig vidste jeg godt, at jeg ikke var som de andre. Drenge, tøj og fester interesserede mig ikke. Jeg ville hellere være hjemme på gården, og hvis jeg kunne komme ud med traktoren, var det bare det allerbedste. Mine forældre forstod mig. De lod mig være, og de accepterede mine interesser. Som teenager deltog jeg i rigtig mange pløjekonkurrencer og vandt flere mesterskaber. Det gav mig en ro at kunne lave den smukkeste lige plovfure. Det var jeg rigtig god til. Min store drøm var at blive sygeplejerske, for jeg drømte om at hjælpe andre. Jeg kom også ind på sygeplejeskolen, og jeg fik gode karakterer, men så væltede det hele. Undervejs fik jeg en fin udtalelse, men jeg så kun den ene nederste bemærkning, hvor der stod lidt om, på hvilke punkter jeg kunne blive bedre. Så gik alt i stykker.

Rosa har KOL: Jeg bliver så glad i låget, når jeg synger

Et lys i mørket

Yrsa var 22 år på det tidspunkt. Hele hendes verden faldt sammen, for hun vidste, at hun simpelthen ikke kunne klare at leve op til de høje krav, hun stillede til sig selv. Hun ville være perfekt, men det er der intet menneske, der er. Yrsa forlod uddannelsen, og fra den dag blev hun mere og mere syg.

– Jeg havde panikangst og depressioner. De næste fem år var jeg syg, og jeg forsøgte at begå selvmord tre gange. Jeg har været indlagt på den lukkede afdeling og været så langt ude, at jeg nærmest havde opgivet mig selv. Og så alligevel ikke helt... Jeg blev ved med at tænke, at der da måtte være noget, jeg duede til. I 2002 fik jeg tilkendt førtidspension på grund af mine psykiske problemer, og så kom jeg ud i min egen lejlighed. Betingelsen var, at der skulle komme en hjemmesygeplejerske og se til mig, så jeg kunne lære at bo alene og få gang i mit liv igen, fortæller Yrsa.

Den sygeplejerske var mere end god for hende. Birthe hed hun, og hun fortalte Yrsa, at der var mange andre, der også havde depressioner og angst, og at de alligevel kunne finde deres plads i livet. Hun sagde også, at hun var sikker på, at der også var en plads til Yrsa, når hun havde kræfter til det igen.

Eget firma

– Hun viste mig, at der var andre, der havde haft det som mig, og at man måske godt kunne leve sit liv uden at være perfekt. Jeg begyndte at komme på besøg hjemme hos Birthe og hendes mand. De havde en gård, og jeg fik lov til at hjælpe lidt til, og jeg blev interesseret i at svejse og smede. Det viste sig, at jeg var god til det, og så blev det ligesom et lille lys i mørket for mig.

Yrsa tog hjem til forældrene i Janderup, og de gjorde den gamle stald i orden, så deres pige kunne få et værksted herude. De vidste jo, at Yrsa havde det bedst, når hun rodede med noget. Det første, hun gik i gang med, var en gammel traktor, som hun skilte ad og samlede igen. Så kom svejseværket på plads, og Yrsa ringede til kommunen.

– Der skulle være orden i mine ting, syntes jeg. Jeg ville starte mit eget lille firma, Y.T.Dele, hvor jeg ville lave ting til landbruget, men det skulle gå rigtigt for sig, siger Yrsa.

Det lod sig heldigvis gøre, og Yrsa kunne sætte fod under eget svejseværk i 2008 og tage imod opgaver fra gårdene i nærheden.

Mistede syn og førlighed: Jeg gider ikke sidde i hjørnet og hyle

En kæreste

– Svejsningerne behøver jo ikke være snorlige på en møgspreder, siger Yrsa. Men tag ikke fejl, det har været svært for Yrsa at affinde sig med, at tingene ikke altid er helt perfekte, men hun arbejder med det og med sig selv – og nogle gange er der også andre, der lige giver hende et lille spark.

– Jeg kom meget på et værested i Varde, og de var gode til at puffe mig videre og videre. Efter bilulykken, hvor min veninde og jeg reddede den unge mand og hans mor, begyndte jeg at drømme om at uddanne mig til brandmand. ”Skynd dig bare at komme i gang,” sagde lederen på værestedet, og ja, så gjorde jeg det.

Yrsa blev først røgdykker ved Varde Brand og Redning, og nu har hun været deltidsansat brandmand de seneste fem år. Hun har købt sig en scooter, så hun kan være fremme på brandstationen på ingen tid, og hun har aldrig haft det bedre. Det er mange år siden, at Yrsa har været syg med depressioner – og det er der også en anden grund til.

Hun hedder Lillian og er Yrsas kæreste. De to mødtes ved et Tupperware-party, og hen over de mange plasticskåle med praktiske låg følte Yrsa, at der var et eller andet galt. Men på den gode måde. Hun var blevet forelsket, men hun vidste det ikke selv.

– Da alle de andre piger i skolen fik kærester, interesserede det mig ikke. Siden blev jeg syg, og dengang havde jeg jo nok at gøre med at holde mig selv oppe, så jeg havde aldrig været forelsket før. Da det gik op for mig, at jeg nu var forelsket for første gang og så i en anden kvinde, tænkte jeg: ”Hvorfor skal jeg altid være uden for nummer? Hvorfor kan jeg ikke bare for en gangs skyld bare være som alle andre?” siger Yrsa.

Et uperfekt liv

Det tog et helt år, inden Yrsa overgav sig og indså, at det sommetider er rigtig rart at være uden for nummer. Hun elsker Lillian, og Lillian elsker Yrsa. Så enkelt er det. De har været sammen fire år nu, de er gode for hinanden, og det er vel det, kærlighed handler om?

Yrsa er fyldt 43, og hun har aldrig ønsket at få børn, for hendes sårbare sind skal ikke gives videre, synes hun. Men hun har lært at leve med sig selv nu.

– Min drøm var altid at hjælpe andre, for på den måde får jeg det selv godt. Jeg har lært at lytte til mig selv og tage mig selv alvorligt. Alle mennesker er noget værd, man skal bare finde ud af, hvad det er, man kan og gerne vil, og så prøve at gøre det. Jeg har aldrig kunnet sige ”pyt med det,” men efterhånden er jeg blevet bedre til at være uperfekt, for inderst inde ved jeg jo godt, at det slet ikke er det perfekte liv, det handler om. Det handler om at være glad for at være det menneske, man er – og jeg er faktisk 
endelig glad for at være Yrsa Thomsen.

Læs også om en kvinde der strikker