Yrsa er brandmand

Hele livet har Yrsa kĂŠmpet med sit sĂ„rbare sind og med at bevise, at hun dur til noget. I dag er hun brandmand og selvstĂŠndig – og lykkelig.
Af
SĂžndag, 8. april 2018 - 12:00 - af: Greta Johannsen, Foto: JĂžrgen Plough.

Yrsa Thomsen kan skille og samle en traktor. Hun kan svejse, og hun har vundet adskillige mesterskaber i plÞjning. Hun var en drengepige som lille, nu er hun voksen og har eget firma og er brandmand pÄ deltid. Hun har ogsÄ en kÊreste og en hund ved navn Vapsi.

Det meste af tiden er hun lykkelig, men det har vÊret en kamp at nÄ dertil, for Yrsa er ogsÄ det, der hedder psykisk sÄrbar. Hun tÊnker tit, at hun ikke er god nok, at andre mennesker snakker om hende. I rigtig mange Är har de tanker betydet, at Yrsa har vÊret indlagt med bÄde depression, angst og tre forskellige selvmordsforsÞg. Det vendte den dag, hun selv tilfÊldigvis kÞrte forbi en trafikulykke.

– En veninde og jeg kom forbi en bilulykke pĂ„ landevejen. Det var lige sket, og en mor og hendes voksne sĂžn var kommet voldsomt til skade. Vi tilkaldte selvfĂžlgelig hjĂŠlp og gjorde derefter, hvad vi kunne for dem, og bagefter fik vi at vide, at vores hjĂŠlp havde vĂŠret med til at redde deres liv. Det var et stort Ăžjeblik for mig at fĂ„ det at vide, og det var det, der fik mig i gang med uddannelsen til brandmand. Det er otte Ă„r siden, og i al den tid har jeg ikke haft ene eneste depression, siger hun.

En knust drĂžm

Yrsa er noget sĂŠrligt, og det har hun altid vĂŠret. Hun er vokset op pĂ„ en gĂ„rd i Janderup uden for Varde, og hun havde det bedst, nĂ„r hun var ude pĂ„ markerne eller rodede med en traktor. Hun var sĂ„mĂŠnd god nok i skolen – det interesserede hende bare ikke sĂ„ meget – og sĂ„ var der jo det, at hun allerede dengang havde det svĂŠrt med sig selv.

– Jeg har altid haft utrolig lavt selvvĂŠrd, og samtidig vidste jeg godt, at jeg ikke var som de andre. Drenge, tĂžj og fester interesserede mig ikke. Jeg ville hellere vĂŠre hjemme pĂ„ gĂ„rden, og hvis jeg kunne komme ud med traktoren, var det bare det allerbedste. Mine forĂŠldre forstod mig. De lod mig vĂŠre, og de accepterede mine interesser. Som teenager deltog jeg i rigtig mange plĂžjekonkurrencer og vandt flere mesterskaber. Det gav mig en ro at kunne lave den smukkeste lige plovfure. Det var jeg rigtig god til. Min store drĂžm var at blive sygeplejerske, for jeg drĂžmte om at hjĂŠlpe andre. Jeg kom ogsĂ„ ind pĂ„ sygeplejeskolen, og jeg fik gode karakterer, men sĂ„ vĂŠltede det hele. Undervejs fik jeg en fin udtalelse, men jeg sĂ„ kun den ene nederste bemĂŠrkning, hvor der stod lidt om, pĂ„ hvilke punkter jeg kunne blive bedre. SĂ„ gik alt i stykker.

Rosa har KOL: Jeg bliver sÄ glad i lÄget, nÄr jeg synger

Et lys i mĂžrket

Yrsa var 22 Är pÄ det tidspunkt. Hele hendes verden faldt sammen, for hun vidste, at hun simpelthen ikke kunne klare at leve op til de hÞje krav, hun stillede til sig selv. Hun ville vÊre perfekt, men det er der intet menneske, der er. Yrsa forlod uddannelsen, og fra den dag blev hun mere og mere syg.

– Jeg havde panikangst og depressioner. De nĂŠste fem Ă„r var jeg syg, og jeg forsĂžgte at begĂ„ selvmord tre gange. Jeg har vĂŠret indlagt pĂ„ den lukkede afdeling og vĂŠret sĂ„ langt ude, at jeg nĂŠrmest havde opgivet mig selv. Og sĂ„ alligevel ikke helt... Jeg blev ved med at tĂŠnke, at der da mĂ„tte vĂŠre noget, jeg duede til. I 2002 fik jeg tilkendt fĂžrtidspension pĂ„ grund af mine psykiske problemer, og sĂ„ kom jeg ud i min egen lejlighed. Betingelsen var, at der skulle komme en hjemmesygeplejerske og se til mig, sĂ„ jeg kunne lĂŠre at bo alene og fĂ„ gang i mit liv igen, fortĂŠller Yrsa.

Den sygeplejerske var mere end god for hende. Birthe hed hun, og hun fortalte Yrsa, at der var mange andre, der ogsÄ havde depressioner og angst, og at de alligevel kunne finde deres plads i livet. Hun sagde ogsÄ, at hun var sikker pÄ, at der ogsÄ var en plads til Yrsa, nÄr hun havde krÊfter til det igen.

Eget firma

– Hun viste mig, at der var andre, der havde haft det som mig, og at man mĂ„ske godt kunne leve sit liv uden at vĂŠre perfekt. Jeg begyndte at komme pĂ„ besĂžg hjemme hos Birthe og hendes mand. De havde en gĂ„rd, og jeg fik lov til at hjĂŠlpe lidt til, og jeg blev interesseret i at svejse og smede. Det viste sig, at jeg var god til det, og sĂ„ blev det ligesom et lille lys i mĂžrket for mig.

Yrsa tog hjem til forÊldrene i Janderup, og de gjorde den gamle stald i orden, sÄ deres pige kunne fÄ et vÊrksted herude. De vidste jo, at Yrsa havde det bedst, nÄr hun rodede med noget. Det fÞrste, hun gik i gang med, var en gammel traktor, som hun skilte ad og samlede igen. SÄ kom svejsevÊrket pÄ plads, og Yrsa ringede til kommunen.

– Der skulle vĂŠre orden i mine ting, syntes jeg. Jeg ville starte mit eget lille firma, Y.T.Dele, hvor jeg ville lave ting til landbruget, men det skulle gĂ„ rigtigt for sig, siger Yrsa.

Det lod sig heldigvis gÞre, og Yrsa kunne sÊtte fod under eget svejsevÊrk i 2008 og tage imod opgaver fra gÄrdene i nÊrheden.

Mistede syn og fĂžrlighed: Jeg gider ikke sidde i hjĂžrnet og hyle

En kĂŠreste

– Svejsningerne behĂžver jo ikke vĂŠre snorlige pĂ„ en mĂžgspreder, siger Yrsa. Men tag ikke fejl, det har vĂŠret svĂŠrt for Yrsa at affinde sig med, at tingene ikke altid er helt perfekte, men hun arbejder med det og med sig selv – og nogle gange er der ogsĂ„ andre, der lige giver hende et lille spark.

– Jeg kom meget pĂ„ et vĂŠrested i Varde, og de var gode til at puffe mig videre og videre. Efter bilulykken, hvor min veninde og jeg reddede den unge mand og hans mor, begyndte jeg at drĂžmme om at uddanne mig til brandmand. ”Skynd dig bare at komme i gang,” sagde lederen pĂ„ vĂŠrestedet, og ja, sĂ„ gjorde jeg det.

LÊs ogsÄ om en anden stÊrk kvinde

Yrsa blev fĂžrst rĂžgdykker ved Varde Brand og Redning, og nu har hun vĂŠret deltidsansat brandmand de seneste fem Ă„r. Hun har kĂžbt sig en scooter, sĂ„ hun kan vĂŠre fremme pĂ„ brandstationen pĂ„ ingen tid, og hun har aldrig haft det bedre. Det er mange Ă„r siden, at Yrsa har vĂŠret syg med depressioner – og det er der ogsĂ„ en anden grund til.

Hun hedder Lillian og er Yrsas kÊreste. De to mÞdtes ved et Tupperware-party, og hen over de mange plasticskÄle med praktiske lÄg fÞlte Yrsa, at der var et eller andet galt. Men pÄ den gode mÄde. Hun var blevet forelsket, men hun vidste det ikke selv.

– Da alle de andre piger i skolen fik kĂŠrester, interesserede det mig ikke. Siden blev jeg syg, og dengang havde jeg jo nok at gĂžre med at holde mig selv oppe, sĂ„ jeg havde aldrig vĂŠret forelsket fĂžr. Da det gik op for mig, at jeg nu var forelsket for fĂžrste gang og sĂ„ i en anden kvinde, tĂŠnkte jeg: ”Hvorfor skal jeg altid vĂŠre uden for nummer? Hvorfor kan jeg ikke bare for en gangs skyld bare vĂŠre som alle andre?” siger Yrsa.

Et uperfekt liv

Det tog et helt Är, inden Yrsa overgav sig og indsÄ, at det sommetider er rigtig rart at vÊre uden for nummer. Hun elsker Lillian, og Lillian elsker Yrsa. SÄ enkelt er det. De har vÊret sammen fire Är nu, de er gode for hinanden, og det er vel det, kÊrlighed handler om?

Yrsa er fyldt 43, og hun har aldrig Þnsket at fÄ bÞrn, for hendes sÄrbare sind skal ikke gives videre, synes hun. Men hun har lÊrt at leve med sig selv nu.

– Min drĂžm var altid at hjĂŠlpe andre, for pĂ„ den mĂ„de fĂ„r jeg det selv godt. Jeg har lĂŠrt at lytte til mig selv og tage mig selv alvorligt. Alle mennesker er noget vĂŠrd, man skal bare finde ud af, hvad det er, man kan og gerne vil, og sĂ„ prĂžve at gĂžre det. Jeg har aldrig kunnet sige ”pyt med det,” men efterhĂ„nden er jeg blevet bedre til at vĂŠre uperfekt, for inderst inde ved jeg jo godt, at det slet ikke er det perfekte liv, det handler om. Det handler om at vĂŠre glad for at vĂŠre det menneske, man er – og jeg er faktisk ‹endelig glad for at vĂŠre Yrsa Thomsen.

LÊs ogsÄ om en kvinde der strikker

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal vÊre medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrÊnset adgang til alt indhold.