Opskrifter

Braiserede svinekæber med urtemos

Mandag, 16. april 2012af Redaktion
Kød kan være dyrt, men kødfulde svinekæber til en tier stykket bliver både lækre og smagfulde, når de braiseres og serveres med urtemos

(4 pers.)

6 svinekæber
Salt og peber
1 løg
3 fed hvidløg
1 usprøjtet citron
2 spsk. hakket timian (eller bladene fra nogle kviste)
2 spsk. olivenolie
1 dl hvidvin
2 dl vand
3 persillerødder
½ knold selleri
½ bundt hakket persille

Gnid kæberne med salt, peber, revet citronskal og hakket timian og lad dem trække i 20 min. Brun dem i olivenolie sammen med hakket løg og hvidløg. Hæld vin, citronsaft og vand ved, lad dem simre under låg i 45-60 min., til de er møre. Skræl og halver persillerødderne. Skræl og skær sellerien i mindre stykker. Kog urterne møre i letsaltet vand, blend dem med lidt af kogevandet og vend dem med hakket persille, lidt olivenolie og salt. Server kæberne med groft brød og skyen fra kæberne, der kan søbes op med brødet, samt mosen.


Groft brød

15 g gær
5 dl koldt vand
½ dl yoghurt eller lign. (surmælk)
1 tsk. olie
1½ tsk. salt
5 dl forskelligt mel (durum, spelt, kerner, havregryn)
Ca. 5 dl hvedemel

Rør gæren ud i vandet. Rør alle øvrige ingredienser i undtagen hvedemel og rør grundigt. Kom hvedemelet i og ælt til en fast dej. Stil dejen i køleskabet natten over. Kom dejen ud på en papirbeklædt bageplade og bag brødet ved 220° i 15 min.

Madopskrift: Helle Brønnum Carlsen


Middag på budget...


Salat med røget
makrel og peberrod