Min egen favorit: Michael Korup og hjerteslaget

Tirsdag, 4. december 2018
af Johan Isbrand, Foto: Søren Lamberth
I serien af webartikler om dansktopkunstnernes egne favoritter er det blevet Michael Korups tur til at fortælle. Og Mig og Min Mentor-vinderen fra 2017 har udpeget en klassiker fra det danske Melodi Grand Prix som sin favoritsang fra dansktoppens univers.
Sangeren Michael Korup har "Lige der, hvor hjertet slår" som sin yndlingssang fra dansktoppens verden

Da Familie Journal i marts i år lavede et lille arrangement i Kvickly i Haderslev med det formål at slå et slag for Dansktop Prisen 2018, havde den sønderjyske dansktophelt Michael Korup sagt ja til at lægge vejen forbi og give et par numre. Og var man tilfældigvis til stede, ville man faktisk have en chance for at gætte hans yndlingssang fra den folkelige genre. Ud over sine egne ørehængere var der nemlig et kært, gammelt hit, der ligeledes gjaldede ud af højttaleranlægget udsat for Michaels overlegne stemme.

Vi overlader ordet til sangeren selv:

– Min yndlingsdansktopsang er ”Lige der, hvor hjertet slår” skrevet af Michael Elo og sunget af den desværre nu afdøde Anders Frandsen, fortæller Mig og Min Mentor-vinderen fra 2017.

– Jeg hørte sangen første gang ved det danske Melodi Grand Prix i 1991. Den gik rent ind hos mig og har hængt ved lige siden.

Katrine Daugaards favorit er også en Grand Prix-sang. Se her hvilken.

– Jeg sad som så ofte før og i lighed med så mange andre og så den danske udgave af den europæiske sangdyst på tv sammen med mine forældre og nogle af deres venner. Og da sangen kom på skærmen, var jeg solgt, husker han.

Gode Grand Prix-minder

– Jeg tror, at det, der først og fremmest gør den speciel for mig, er, at den aktiverer hele kassen med minder. Sangen vækker mange gode og hyggelige Grand Prix-minder fra barndommen til live.

Læs også om Erik Maribos yndlingssang. Og en stribe af dem, der kandiderer til titlen.

– Familie og venner var altid samlet på Grand Prix-aftenen. Først blev der spist en god middag, drukket lidt vin og et par drinks, og så startede showet på skærmen. Det var nærmest endnu hyggeligere end nytårsaften.

­– Dagen efter sad jeg altid ude i mit lille musikrum og spillede med på alle aftenens sangbidrag, som jeg havde optaget på en gammel kassettebåndoptager.

– At ”Lige der, hvor hjertet slår” ikke klarede sig ret godt ved Eurovisionen senere – den blev nummer 19 ud af 22 internationalt – er mig en gåde. Det er en meget flot produceret sang med en velskrevet tekst og en smuk melodi, der altid vil stå klart for mig, erklærer Michael Korup.

Lotte Riisholt, der blev Årets Kvindelige Solist 2018, har naturligvis en favorit fra Dansktoppens barndom. Læs mere her.