
Jeg fik lyst til at fortælle dig om julegaven, jeg fik af mit barnebarn – med den klare besked, at hun gerne ville have den retur, når jeg ”havde brugt den”.
Bogen ”Fortæl nu Farmor” er fuld af spørgsmål, men har meget lidt plads til svar og heller ikke til ret mange billeder. Da jeg samtidig ikke har en særlig pæn håndskrift, var det lidt af en udfordring, for der var jo så meget at fortælle.
Så jeg satte min lid til min pc – skrev alle spørgsmålene ind, fandt en fin ”håndskrift” til svarene, og så gik det løs – jeg behøvede jo ikke at begrænse mig. 76 sider blev det til med tekst og mange billeder fra mine forskellige albums. Alt samlet i plastlommer i et flot ringbind med kopi af bogens forside udenpå
Det var så dejligt at dykke ned i min barndom, som var så anderledes, end hendes har været.
Jeg er 85, så der var meget at fortælle.
Hun blev så glad for mit ”værk” og siger, at hvis hun får børn, skal de i hvert fald også læse ”om min seje farmor”.
Den søde bemærkning gav mig tårer i øjnene, for det var jo den kærligste anerkendelse af mit store ”arbejde”.
Jeg vil opfordre andre til at give deres historie videre på skrift. Den kan man altid dykke ned i og hygge sig med igen og igen gennem generationer, i modsætning til det talte ord, som forsvinder i den blå luft.
Jeg kommer stadig i tanker om ting, hun skal vide, så der kommer flere sider til hen ad vejen.
Kærlig hilsen Lotte
Sikke en dejlig gave du fik. Sjovt, når hun skriver, at hun vil have den tilbage, når den var brugt.
Jeg synes, det er en helt fantastisk idé at skrive om sit liv og give det videre til den unge generation.
Og sejt gået, Lotte, sådan lige som 85-årig at styre computeren så kompetent med billedbehandling og skrifttyper.
Dit barnebarn har en god rollemodel i dig.
Tak for dit fine brev. I en urolig tid som denne er det rart med solskinshistorier også.
Mange hilsner fra Puk
Hvem skal jeg stole på?
Kan man lære at få en god samtale?
Barnebarnet ville høre min livshistorie
Hans hus stinker af hund
Skal jeg tvinge min 7-årige til fodbold?
Jeg er rædselsslagen for fugle
Mandens vækkeur vækker alle kl. 4
Jobsamtalerne gør mig nervøs