Min svigersøn arbejder sort og fifler og snyder

Hvad gør man, når ens svigersøn fifler og snyder og f.eks. også vil tage børnene ud af skolen for at holde ferie i de billigere charteruger?
Af
Puk Elgård
Tegning af kvinde der balancerer med sit dilemma
Hvad er ret - og hvad er forkert?
Illustration: Birgitte Ahlmann

Kære Puk

Min svigersøn er på mange måder en rar og hjælpsom fyr, men han har nogle holdninger, som jeg har problemer med. For eksempel laver han sort arbejde og får selv udført sort arbejde.

Jeg er pensioneret skolelærer, og hans seneste påfund generer mig rigtig meget. Min datter og svigersøn har to drenge på syv og ni år, og nu hvor drengene går i skole, kan familien ikke holde ferie, når det passer de voksne. Men det gør de alligevel.

Min svigersøn påpeger, at de bare tager på charterferie, når det er billigst, hvilket ikke er i skolernes ferie. Her i sommer skal de afsted i 14 dage efter skolestart, og samtidig har de spurgt mig, om jeg kan passe drengene i et par uger i selve skoleferien, hvor både far og mor jo er på arbejde, og sfo’en er lukket.

Forældrene har begge job, hvor de sagtens kan holde fri i skoleferien, så jeg synes, det er så amoralsk og forkert at lære børnene, at man bare kan blive væk fra skole, når man har lyst.

Svigersønnens argument er, at børnene ikke er så gamle, så de kan sagtens følge med, når de kommer tilbage. Og når jeg påpeger, at det er forkert over for de klassekammerater, som ikke har mulighed for at få ekstra ferie og fridage, siger han bare, at det vil han da blæse på.

Jeg har i grunden lyst til at sige nej til at passe drengene i skoleferien, og det er jo slet ikke, fordi jeg har noget imod at være sammen med dem, og vi hygger os godt. Men jeg kan bare ikke forlige mig med den holdning, min svigersøn har.

Jeg har prøvet at tale med min datter, men hun følger sin mand i et og alt. Og hun elsker de ferier til sydens sol.

Den sure mormor

Kære den sure mormor

Jeg fandt en artikel hos fagbladet 3F. Den er fra november 2024, og her kan man læse, at Rockwoll Fonden har lavet en stor undersøgelse, der viser, at hver femte har arbejdet sort i en periode på 12 måneder.

Der står også, at det tal har været stabilt i årevis. 3F har også fundet over 11 grupper på Facebook for sort arbejde. Og hvis jeg bruger yderligere tid på nettet og googler ”forældre der tager på ferie med deres børn uden for skolernes ferie” kommer der tonsvis af artikler og debatprogrammer frem.

Sammenfatter jeg det hele og googler ”danskernes moral”, kan jeg se i en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Epinion og beskrevet i Kristeligt Dagblad, at danskerne kort fortalt generelt diskuterer god moral med sig selv. At vi har en tendens til at mene, at moral er et personligt valg og ikke faste spilleregler i samfundet.

Alt dette skriver jeg blot for at fortælle dig, at de problematikker, du står med, er meget almindelige. Det gør det jo ikke bedre, det ved jeg, men du skal vide, at din svigersøn ligner mange andre, og at det her nok er et større tema end lige hjemme i din familie.

Man kan altid kun gøre det, man selv synes er rigtigt. Og så kan man lægge emnerne op til samtale i familierne. Du kan oplyse. Du kan på baggrund af din tid som skolelærer fortælle, hvilken betydning det kan have for elev og lærere at tage barnet utidigt ud af undervisningen. Du kan dele din viden om lovligt og ulovligt fravær, og du kan selv sige nej tak til sort arbejde og dele din holdning om, hvorfor du ikke mener, man skal arbejde sort eller få udført sort arbejde.

Du spørger, om du bare skal forlige dig med hans holdning. Det synes jeg ikke. Vi har altid lov til at udfordre hinandens moralske kompas. Vi kan bringe emnerne op, og vi kan oplyse hinanden. På en god og saglig måde.

Mange hilsner fra Puk

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.