Jeg væmmes ved fødder og tæer

Sommeren med bare fødder i sandaler er en pinsel for Den fodforskrækkede. Hun væmmes ved fødder og tæer, både sine egne og andres. Hvordan har du det med dem?
Af
Puk Elgård
Tegning af fødder i sandaler
Vild med det eller væmmes du: Bare fødder i sandaler ...
Illustration: Birgitte Ahlmann

Hej Puk

Jeg ved, mange går sommeren i møde med stor glæde, men for mig er det faktisk bare ren pinsel.

Du må ikke grine af mit problem, og jeg håber, du tager mig alvorligt. Med sommeren kommer andre klæder og andet fodtøj, og mens de fleste glæder sig til at springe i sandaler og lufte fødderne, er det her, det værste mareridt begynder for mig.

For det første ejer jeg ikke et par sandaler. Kunne aldrig finde på at gå med dem, og det er, hvad det er, men jeg føler mig tvunget ind i en hverdag, hvor jeg på ingen måde kan undslippe at skulle se på andre menneskers bare tæer i flere måneder.

Jeg væmmes og har det virkelig svært, når jeg ser tæer. På arbejde kan jeg ikke koncentrere mig, og bare tanken om at skulle spise i kantinen, når mine kolleger er i sandaler, får mig næsten til at kaste op.

Jeg har haft det sådan i mange år nu, og jeg ved ikke, om jeg kan være den eneste i verden, der har det sådan.

Jeg gør alt, hvad jeg kan for at skjule min angst, og jeg finder på små løgne for at komme igennem sommeren.

Har du et godt råd til, hvordan jeg kan takle det her?

Den fodforskrækkede

Kære Den fodforskrækkede

Jeg griner ikke af dig. Angst kan være invaliderende. Det er ligegyldigt, om det er angst for edderkopper, knapper, huller, lukkede rum, åbne pladser, fugle, højder eller hvad som helst, der trigger angsten hos os mennesker.

Din angst hedder, så vidt jeg kan se podofobi. Jeg kan egentlig godt forstå, du har det lidt stramt med andre menneskers fødder og tæer, men omfanget af din angst er lidt ude af proportioner, for fødder er ikke farlige.

Måske er der noget gemt i dit system, som du bør se nærmere på. Måske ligger der en bestemt oplevelse til grund for din angst og ved at finde frem til, hvordan det hele begyndte, kan du måske helbrede din frygt. Du kan i hvert fald få hjælp til at komme lettere igennem sommeren.

Jeg læser også, at du heller ikke kan lide dine egne fødder, og dem skal du trods alt følges med gennem livet. Det ville være rart at blive gode venner med dem.

Angst kan behandles. De gode nyheder er, at åbenhed omkring sin angst og sin fobi er det første skridt, og nu har du skrevet til mig. Det er godt og modigt. Den anden gode nyhed er, at sommeren netop er et godt tidspunkt at arbejde med din angst, for man skal eksponeres for sin angst for at kunne slippe af med den.

Jeg vil råde dig til at fortsætte din åbenhed omkring din frygt og søge vejledning og hjælp. Du ville blive overrasket, hvis du vidste, hvor mange der hver eneste dag skjuler deres angst. Angst kan overvindes. Jeg taler af erfaring, og jeg ønsker for dig, at du finder modet til at gå i behandling. Andres tæer kan være en udfordring, men de må ikke være en begrænsning for din livskvalitet.

Varme hilsner fra Puk

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.