81 år og frivillig på festival: Jeg kan sove, når jeg bliver gammel

Det er ikke mange meter, Bodil Nielsen får lov at gå ad gangen. Nye og gamle bekendte krydser hendes vej med jævne mellemrum, så hun må sætte god tid af, når hun skal krydse Dyrskuepladsen. Mange af dem, der standser for at give Bodil et kram, ser hun kun den ene gang om året, og gensynsglæden er stor.

– Det er jo noget af det, der er rigtig hyggeligt ved at være frivillig. Når vi endelig ser hinanden, er det altid, som var det i går, siger Bodil Nielsen, der bor i Roskilde.

Roskilde Festival har mere end 30.000 frivillige, heraf omtrent 2.500 frivillige, der laver festival hele året rundt eller i månederne op til festivalen. En af dem er Bodil Nielsen, som gætter på, at hun bruger omkring 300 timer om året på frivilligt arbejde for festivalen.

Opvarmningsdagene er netop overstået, da vi møder hende, og nu begynder musikken. Ikke at det er den, der giver hende lyst til at vende tilbage år efter år. Bodil er inkarneret Metallica-fan og har ikke meget tilovers for de navne, der står på årets musikprogram.

– Den musik, der er fremme nu, siger mig intet. Det er ikke derfor, jeg er her, siger Bodil.

Hun er leder af Team Gode Vibrationer, som har til opgave at forkæle festivalens frivillige, og det er ikke et ansvar, hun tager let på.

Glitter på kinderne

Bodil og hendes team på i alt ni helårsfrivillige er blandt andet med til at koordinere caféer for de frivillige, der bygger scenerne op. De sørger for, at der bliver delt tæpper ud til dem, der sidder vagt om natten, og Bodil selv pynter op, når der holdes fest for de frivillige.

– De skal mærke, at de har en stor værdi, så de får lyst til at komme igen. Uden dem var der ingen festival, forklarer hun.

De fleste dage kigger Bodil forbi wellnessområdet i Volunteers’ Village, hvor de frivillige kan få massage og blive pyntet med glimmer, og i dag er ingen undtagelse. Makeupartisten Frida er selv frivillig på festivalen og spørger Bodil, hvad hun kunne tænke sig.

– Noget med farver, lyder svaret.

Frida foreslår, at de blander hele paletten, og den er Bodil med på.

– Det er så dejligt, når man vågner op derhjemme, og der er glimmer i hele sengen, griner hun.

Bare gør det

Bodil meldte sig under de orange faner for første gang i 1992, hvor hun fik til opgave at arrangere kunstneriske events på festivalpladsen. En opgave, der passede hende godt, for hun har altid været glad for kunst, og resten kunne hun vel lære.

– Jeg vidste jo intet om at lave festival, indrømmer Bodil, der er pensioneret pædagog. – Men vi får enormt god hjælp fra hinanden.

Af samme grund vil hun gerne opfodre flere til at kaste sig ud i det frivillige festivalarbejde.

– Bare gør det. Der er intet at frygte, for der er altid nogle, der holder hånden under dig.

De 51 uger om året, hvor der ikke afholdes Roskilde Festival, deltager hun i foredrag og andre aktiviteter for helårsfrivillige. Blandt andet har hun været på studietur til den amerikanske kunstfestival Burning Man i Nevada-ørkenen og Kunstbiennalen i Venedig.

Og skulle man tro, at festivallivet kun er for de unge, vil Bodil gerne dele en anden opfattelse.

– Festivalen er for alle. Man siger, at aldersgennemsnittet er 24, men blandt de frivilligere er det højere, siger Bodil, hvis to voksne børn også har været frivillige.

I år er hendes ældste barnebarn med som gæst for første gang.

– Mit ældste barnebarn, Jonas, ligger lige nu ovre i Vest midt i alle makreldåserne, griner hun.

En rædsom dag

Bodil er ikke meget for traditioner, men der er én, hun holder fast ved.

Hvert år, ved festivalens begyndelse, lægger hun vejen forbi mindelunden med de ni træer og stene, som repræsenterer de unge mænd, der mistede livet under Pearl Jam-koncerten i 2000.

25 år er gået siden ulykken, men Bodil husker stadig de dage, som var det i går.

– Det var rædsomt. Der lå jo et blomsterhav. Vi gjorde, hvad der var at gøre, for rundt og hjalp til, hvor vi kunne, og ledte efter mennesker, som andre ikke kunne finde. Det var så uvirkeligt. Nu ligger der ikke så mange blomster som tidligere. Det er tydeligt, at mange af de unge, som er her nu, ikke kender historien, og det siger dem ikke noget. Men os gamle, vi husker, siger hun.

Tak for festen

Noget af det bedste, Bodil ved, er at gå tur ude på campingområdet. At nogle af dem, hun møder, ser ud, som om de ikke har været i hverken seng eller bad i dagevis, ser hun stort på.

– Man skal helst ikke være for sart, siger Bodil, der til gengæld griber muligheden for at notere sig nye trends inden for mode og hår.

– De der forskelligheder er kun dejlige. Der skal være plads til os alle.

Ikke at hun billiger mængderne af ødelagt campingudstyr og skrald, som især de unge festivalgængere efterlader sig, når ugen er forbi.

– Ligesom alle andre tænker jeg, at det kan vi ikke være bekendt. Vi må spørge os selv, om vi gør det godt nok.

Bentøjet er ikke, hvad det har været, og i år er Bodil begyndt at bruge stok.

– Jeg er herude hver dag, men ikke i så lang tid som før. I går gik jeg 13 kilometer.

Hun oplever, at de feststemte unge mennesker er gode til at tage hensyn.

– De er så søde, de unge. De kan jo godt se, at jeg ikke er 20 år længere, så de sørger for at gøre plads, så jeg kan gå lige igennem. Jeg har aldrig følt mig utryg her, tværtimod siger de ofte ”tak, fordi I laver sådan en god fest”.

Det gør indtryk på Bodil, der har tænkt sig at blive ved med at være frivillig, så længe hun kan.

– Mine sygeplejersker forstår ikke, hvordan jeg kan holde til det, men jeg møder jo så mange sjove mennesker her, og det giver mig energi. Jeg har så mange gode minder herfra, at det er svært at vælge mellem dem. Jeg kan sove, når jeg bliver gammel!

Læs også: