Efter RS-virus: Hvorfor blev min 1-årige ramt hårdere?

RS-virus har de fleste af os formentlig hørt om, men hvordan kan den spænde over alt fra en forkølelse til en langvarig indlæggelse? Få Familielægens svar her.
Af
Lotte Bang
Lille, syg dreng kigger på lægen
– Mine andre børn har været forkølede masser af gange, og der må have været RS-virus i nogle af disse forkølelser, men de har hver gang klaret sig uden behov for lægehjælp, fortæller en forvirret mor.
Foto: Colourbox

Kære Lotte Bang

Jeg har en lille søn på et år, som netop har været indlagt på børneafdelingen med vejtrækningsbesvær som følge af RS-virus.

De var meget søde på afdelingen, og nu har han det heldigvis godt igen, men jeg fik aldrig spurgt dem, hvorfor netop han blev så hårdt ramt.

Mine andre børn har været forkølede masser af gange, og der må have været RS-virus i nogle af disse forkølelser, men de har hver gang klaret sig uden behov for lægehjælp.

Skal jeg være bekymret for, at der er noget galt med hans luftveje?

Mvh. G

Kære G

Sikke en ubehagelig oplevelse. Hvor er det godt, din lille dreng har det fint igen.

RS-virus er den hyppigste årsag til indlæggelseskrævende luftvejsinfektion hos små børn, men de fleste klarer heldigvis infektionen uden større problemer.

Børn, der er født for tidligt, er under seks måneder gamle eller har en hjertelidelse eller anden kronisk sygdom, er i særlig risiko for et svært forløb med RSV-infektion. Jeg går dog ikke ud fra, at noget af dette er tilfældet for din søn.

Andre risikofaktorer for et mere alvorligt forløb er børn taget ved kejsersnit samt børn udsat for tobaksrøg, både under og efter graviditeten.

Børn, som har været indlagt med RSV-infektion, har desuden øget risiko for at udvikle astma. Dette tilskrives, at barnet formentlig er født med en hyperaktivitet i luftvejene. Det kan dog ikke afvises, at RS-virus i sig selv fører til denne hyperaktivitet.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.