Jeg er 86 år, har altid dyrket sport og går nu til gymnastik. Desuden får jeg Eltroxin grundet mit lave stofskifte. Min vægt har gennem årene ligget på 66 kilo, men nu har jeg tabt fire kilo på et halvt år.
I øvrigt er jeg 163 centimeter høj.
Mvh. P
Et utilsigtet vægttab er aldrig godt, og særligt ældre mennesker har brug for at holde på vægten for at ruste sig mod eventuel sygdom.
Med alderen bliver muskelmassen mindre, og det kan jo medføre et vægttab, men jeg kan heldigvis læse ud af dit brev, at du er aktiv med din krop og træner dine muskler. Det er godt, for det er altså vigtigt for fortsat at kunne holde balancen og i det hele taget for, at musklerne fungerer så godt som muligt.
Så er der kosten. Hvis din appetit bliver mindre, og du stadig er meget fysisk aktiv, vil du tabe dig. Er man alene, kan det være svært at motivere sig til at lave mad, så er det tilfældet for dig, må du tænke over, om du får nok kalorier.
Eltroxin kan også være årsag til vægttab. Får du for meget, vil du tabe dig, så det er vigtigt regelmæssigt at få taget en blodprøve for at kontrollere, om behandlingen er i orden.
Dit bmi er lige under 25, så det ligger rimelig fornuftigt, men man skal helst ikke gå og tabe sig, uden det er med vilje. Jeg vil foreslå en tur til lægen for lige at vænne vægttabet og eventuelt få taget blodprøver for dit stofskifte.
Kærlig hilsen Lotte
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.