Sofie Lassen-Kahlke har overvundet sin ydmyghed

Sofie Lassen-Kahlke er aktuel med romanen ”Hermans hævn”, der er udgivet på Politikens Forlag som nummer to i hendes krimiserie om advokaten Ursula Madsen. Denne gang begynder mysteriet på Det Kongelige Teater under premieren på operaen ”La Traviata”, hvor teatrets kunstneriske leder, Gabriel Sandgren, vælter ud på scenen og dør for åbent tæppe. Alt tyder på et hjertestop forårsaget af stress, men Ursula får færten af, at dødsfaldet muligvis er knap så uskyldigt.

Ser du mest dig selv som skuespiller eller forfatter i dag?

– Begge dele i lige høj grad. Faktisk er det først nu, at jeg tør betegne mig selv som forfatter, selv om jeg tidligere både har skrevet den selvbiografiske bog ”Ramt”, der handlede om at runde de 40, og første bind i Ursula Madsen-serien. Jeg er allerede i et stykke tid blevet omtalt som forfatter i medierne. Jeg har fået at vide, at mine bøger var velskrevede. Og på sociale medier og i særdeleshed på Instagram har jeg fået masser af henvendelser fra læsere, der glædede sig, til min næste krimi udkom, hvilket i den grad har varmet mit hjerte. Man kan også sige, at jeg i tiden op til min nuværende rolle som Mrs. Potts i musicalen ”Skønheden og Udyret” har bevæget mig lidt væk fra identiteten som skuespiller, men min egen ydmyghed og den danske jantelov har blokeret for, at jeg kunne tage konsekvensen og tage ordet forfatter i min mund. Som kunstner er jeg dog først og fremmest freelancer, og det er de mangeartede opgaver, der gør min hverdag sjov.

Og så skal din første krimi, ”Adams arv”, omsættes til film!

– Ja, SF Film har købt rettighederne, og romanen er ved at blive omformet til manuskript. Men kun Gud ved, om der i sidste ende kommer en film ud af det. Det er under alle omstændigheder sjovt, at nogen har rakt ud. Men projektet ligger nu i andre menneskers hænder, og jeg kan hverken gøre fra eller til.

Er det din jurauddannelse, der har inspireret dig til bogserien?

– Det er snarere det faktum, at jeg er ud af en advokatfamilie. Hele mit liv har jeg hørt mine forældre tale om jura og kriminalsager. Men der er ingen af mine historier, der i enhver henseende kan siges at lægge sig tæt op ad en sag fra virkeligheden. Inspirationen stikker med andre ord ikke så dybt, men det er helt sikkert min baggrund, der har givet mig mod på at skrive krimier med en advokat som hovedperson.

Har du rent jobmæssigt en drøm, du mangler at få opfyldt?

– Her og nu udlever jeg min drøm om at skrive, men jeg vil gerne på et tidspunkt skrive bøger i andre genrer. For eksempel kunne jeg tænke mig at prøve kræfter med fortællinger for børn og unge.

Hvilken kulturoplevelse har gjort indtryk på dig for nylig?

– Når jeg en sjælden gang ser fjernsyn, går jeg efter oplevelser, jeg kan dele med mine børn. Og sammen med mine to ældste har jeg lige set hitserien ”Adolescence”. Vi var alle grebet af den, og den gav anledning til en god snak om to af de emner, forældre holder allermest af at tale med deres børn om, nemlig internettet og vores mobiltelefoner.

Hvad har været højdepunktet i din karriere?

– Jeg er som udgangspunkt ikke vild med at læse anmeldelser. En anmeldelse afspejler kun et enkelt menneskes mening, og det er hårdt at blive anmeldt dårligt. Men da den første positive anmeldelse af ”Adams arv”, og en veninde ringede og ønskede mig tillykke med den, måtte jeg alligevel se den. Og jeg har aldrig oplevet en større lykkerus! Romanerne var for mig en ny arena at begå mig i, så det betød en masse.