En læser fortæller: Burde jeg sætte min mand fri? 2-2

Afsnit 2:2

Synet af Ann og Jesper, der sad i fortrolig samtale, skar mig i hjertet. Jalousien bølgede op i mig med en kraft, der næsten tog vejret fra mig. Jeg havde lyst til at begynde at græde, men det lykkedes mig at holde tårerne tilbage.

Hvorfor var Ann ikke rejst? Hvorfor havde jeg ikke sagt til hende, at jeg var nødt til at klare mig selv, hvis jeg skulle lære at acceptere mit handicap? Troede hun selv, at hun var uundværlig? Eller var hun i virkeligheden faldet for Jesper?
Jeg kunne godt forstå, hvis Jesper var faldet for hende. Ann var alt det, jeg ikke var længere. Hun kunne løbe ture sammen med ham, og selv om hun ikke ville prøve kræfter med et maraton, var hun alligevel i stand til at følge med ham ud på de kortere træningsture, hvor der var tid til fortrolige samtaler, kys og kærtegn, når der ikke var nogen i nærheden.

Sådan kunne det aldrig blive mellem Jesper og mig igen. Jeg var ikke længere den kvinde, han havde forelsket sig i. I stedet brugte jeg nu et grimt ord om mig selv. I tankerne kaldte jeg mig for en krøbling, og som en sådan havde jeg ikke ret til at fastholde min aktive mand. Jeg var nødt til at sætte ham fri.
− Hvis det kan lade sig gøre, vil jeg gerne tale med Jesper under fire øjne, hørte jeg mig selv sige i en kold og spydig tone.

En tone, der slet ikke var mig, men jeg var nødt til at skjule mig bag kulde, hvis ikke jeg skulle begynde at græde.
− Selvfølgelig, sagde Ann og rejste sig straks.
Hun sendte mig et såret blik. Følte hun virkelig, at hun var blevet en del af Jesper og mig, eller var det kulden i min stemme, der ramte hende?
− Kaffe?
Jesper så spørgende på mig.
− Ja tak, svarede jeg tonløst.

Jesper rakte op efter et krus i overskabet. Det slog mig, at jeg ikke engang var i stand til at tage et krus til mig selv, og med ét var jeg ikke længere i tvivl om, hvad jeg måtte gøre.
− Jeg kan godt forstå, hvis du er bitter på skæbnen, sagde Jesper. − Men du er stadig dig. Du er den kvinde, jeg elsker, og den kvinde, jeg gerne vil dele resten af livet med.

Jeg hørte ham, men jeg troede ham ikke. Jeg var ikke længere den, jeg havde været. Min glæde ved livet var væk, og jeg troede ikke længere på, at jeg nogensinde ville blive mit gamle jeg igen.
− Jeg vil ikke blive boende her, sagde jeg tonløst. − Jeg vil bo for mig selv. Jeg ved, der findes handicapvenlige lejligheder, og jeg vil gerne bo i sådan en.
−Hold nu op, Marie, svarede han. − Vores hus her kan indrettes, så du kan komme rundt i din kørestol. Dørtrinene kan fjernes og …
− Ann kan blive boende, afbrød jeg. − Måske du og Ann på sigt kan finde ud af det sammen. Jeg vil ikke holde på dig. Jeg har … jeg har faktisk slet ikke lyst til at bo sammen med dig.

Hans ansigt blev en mærkelig stiv maske. Så rystede han på hovedet.
− Jeg vil ikke leve uden dig, hviskede han.
− Hvor ædelt, sagde jeg lavt. − Men jeg vil ikke have din medlidenhed.
− Du har ret. Jeg har medlidenhed med dig. Men det betyder ikke, at jeg ikke elsker dig, og din idé om, at Ann og jeg skal bo sammen, er helt hen i vejret.

Jeg kunne have sagt, at jeg havde set Ann og Jesper sidde sammen i en fortrolig samtale, men jeg gjorde det ikke. I stedet fortalte jeg, at jeg ville flytte hjem til mine forældre, indtil jeg fandt den lejlighed, som passede til mig. Mine forældre og måske også kommunen kunne uden tvivl hjælpe mig.

En uge senere var jeg installeret hos mine forældre. Selv om de tog imod mig med åbne arme, mærkede jeg hurtigt, at min mor ikke var særlig begejstret for det skridt, jeg havde taget.

Hun gav udtryk for, at jeg opførte mig egoistisk, ligesom hun mente, at jeg burde give Jesper en chance. Hun sagde ydermere, at Jesper havde set bundulykkelig ud, da han kørte mig hen til mit barndomshjem.

Fra min far kom ingen bebrejdelser. Han var bare ked af det på mine vegne, og han gjorde alt for at muntre mig op.

Vi gik lange ture sammen. Det vil sige, min far gik, mens jeg kørte i min elektriske kørestol. Han fortalte historier fra sin barndom, som jeg havde hørt mange gange før, men jeg lo pligtskyldigt, når han fortalte om sjove episoder.

En dag fortalte han en historie, jeg aldrig havde hørt før. Den handlede om en ældre fætter, der var faldet ned fra høloftet i min fars barndomshjem.
− Ib brækkede ryggen. Han blev bundet til en kørestol, men hans latter var den samme, som den altid havde været. Jeg ved, at han også havde sine mørke stunder, men i det store hele tog han sin skæbne i stiv arm. Han mødte endda en pige, Ella, som han giftede sig med.

Jeg sad helt stille og lyttede. Fra min barndom kunne jeg godt huske Ib og Ella. De havde været noget ældre end mine forældre, men deres latter og deres hengivenhed for hinanden stod tydeligt i min erindring.
− Hvorfor fortæller du mig om dem? spurgte jeg stille.
− Fordi de holdt af hinanden, selv om Ib var handicappet. Men mest af alt fordi.

Jesper ringede til mig i går. Han elsker dig, og hvis du også holder af ham, bør du give jeres forhold en chance.

Jeg vidste ikke, at jeg græd, før en tåre faldt ned på mine hænder, som jeg knugede sammen i skødet.
− Jeg vil aldrig kunne følge ham i den sport, han elsker, snøftede jeg. − Det vil aldrig mere blive det samme. Jeg kan ikke løbe sammen med ham.
− Men du kan følge ham på sidelinjen. Ring til ham, Marie.

Der gik et par dage. Så ringede jeg til den mand, jeg altid vil elske.

− Tør du binde an med en sur og vranten kvinde, der er smækfyldt med selvmedlidenhed? spurgte jeg.
− Vi kan da give det et forsøg, svarede han stille. − Hvis du er klar, henter jeg dig med det samme.

Da Jesper dukkede op, tog han mit ansigt mellem sine hænder. Han så mig dybt i øjnene og hviskede, at han elskede mig.
− Det var trods alt ikke dine ben, jeg faldt for, sagde han med et skævt smil.

Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Jeg havde savnet ham så meget, at jeg ikke havde ord for det.

Mine forældre tog afsked med os med håb i ansigterne. Min mor græd åbenlyst, mens min far kunne nøjes med at pudse næsen med et skral.

Da Jesper og jeg kom hjem, så jeg straks, at han havde haft travlt med at lave om i huset.

Alle dørtrin var væk, og han havde ændret på indretningen i køkkenet. Alle de ting, der var brug for i hverdagen, var sat ned i en højde, så jeg kunne bruge dem. Kopper, krus og tallerkner stod i skufferne, mens de ting, der sjældent blev brugt, nu stod i overskabene.

Det hele mindede mig om, at det var en handicappet kvinde, der skulle husere i køkkenet, men så var det jo også, som det skulle være.

Jeg blev ikke i strålende humør fra den ene dag til den anden, men jeg indså, at

Jesper stadig elskede mig så højt, at det for ham ikke betød noget, at jeg aldrig ville blive i stand til at gå på mine ben igen.

Fire måneder senere gik det op for mig, at jeg var gravid. Jeg blev fyldt op af rædsel. Kunne jeg passe et spædbarn? Var det overhovedet forsvarligt?

Da jeg så Jespers glæde, voksede en helt ny styrke i mig. Selvfølgelig kunne jeg passe en baby. Jeg kunne ikke gå, men jeg kunne passe et barn.
Det kunne jeg også. Da vores lille datter kom til verden, var det overhovedet ikke et problem at tage sig af hende. Hun var vidunderlig, og jeg ville så gerne dele min glæde med den veninde, jeg ellers havde afbrudt al forbindelse med.

Heldigvis var Ann glad for, jeg rakte ud. Da jeg spurgte, om hun ville være vores datters Gudmor, snøftede hun stille.
− Det vil være en ære.

Sidse og jeg er altid med på sidelinjen, når Jesper stiller op til et halv- eller hel maraton. Hans sportsvenner ser på mig, som om jeg er helt almindelig. Det er jeg jo også, men jeg må indrømme, at jeg indimellem længes efter den tid, hvor jeg selv var i stand til at løbe.

Det sker, at jeg bliver bitter, men det er hurtigt overstået, for jeg har så meget at være taknemmelig for. En skøn datter, en vidunderlig mand, en pragtfuld veninde og et par forældre, der altid vil støtte mig.

Jeg føler mig som en rigtig kvinde. En rigtig kvinde, der ikke kan gå, og hvad så?