DM i Maveplask: Jeg har allerede fortrudt et par gange

De fleste har prøvet at lave et uheldigt spring fra vippen i svømmehallen, som resulterede i en maveplasker. Oplevelsen af vandet, der smælder mod huden, er en, de færreste har lyst til at gentage. Ikke desto mindre er maveplask med vilje en fremadstormende vandsportsgren, hvad det store opbud til DM i Maveplask en fredag eftermiddag på Refshaleøen i Københavns Havn vidner om.

Fra det 10 meter høje tårn skal 50 deltagere springe direkte ud i havnen, og de kunne ikke have valgt en mere blæsende dag at gøre det på. Den kraftige blæst får hele stilladset til at gynge, men det er ikke det, der bekymrer den forsvarende danmarksmester i maveplask, 25-årige Niels Peter Vikkelsøe fra Odense. Han forklarer, at det er sværere at få et godt afsæt, når der – som nu – er kraftig modvind. Derudover er et gyngende stillads ikke ligefrem med til at indgyde mod.

– Jeg mærker stor nervøsitet blandet med en lille smule frygt. Jeg er altid bange for, at det vil gå galt, så jeg lander forkert, siger Niels Peter, mens han venter på signal til at springe.

En redningsbåd er klar i nærheden, hvis uheldet skulle være ude, for afhængigt af højden, der springes fra, kan maveplask resultere i mere end bare et ømt maveskind.

– Det kan godt gøre ondt, men gør man det rigtigt, er det ikke så slemt. Hvis man for eksempel lander på siden, kan man godt få lidt blå mærker, siger Niels Peter.

DM i Maveplask har været afviklet siden 2017 i blandt andet Hvide Sande og Svendborg. Niels Peter Vikkelsøe har dyrket sporten i fem år og er løbet med førstepladsen ved DM to gange. Især husker han det første år, han deltog i konkurrencen, hvor en anden deltager ved et uheld landede på ryggen og måtte hentes i ambulance. Selv har han kun oplevet at få trykket et par ribben, men det gjorde også rigeligt ondt, forsikrer han.

Men for Niels Peter, der arbejder som bogholder, er det netop risikoen, der lokker.

– Det er jo også det, der er tiltrækkende ved det, at det er lidt farligt, indrømmer han.

Maveplask som udspringsdisciplin er importeret fra vores naboer i Norge, der kalder det ”dødsing”. Den største forskel herudover er, at det i dødsing handler om at krølle sig sammen i sidste øjeblik, så det værste slag undgås.

Øm i kadaveret

For at dommerne kan holde styr på de mange deltagere, bliver de tegnet med tusch på kroppen. Nummer 8 står der på 21-årige Mads Bank Lorenzens overarm. Han har lige afsluttet sin værnepligt og taget hul på sommerferien.

– Jeg har ikke lige så mange nerver på i år, som jeg havde sidste år. Spring efter spring bliver man vant til smerterne, men man kan godt forvente at være lidt øm i kadaveret en dag eller to bagefter. Og nok også få et par blå mærker, men så heller ikke mere end det, medmindre man er yderste uheldig eller uerfaren, siger Mads, der deltager for andet år i træk.

Han mener, at det gavner hans chancer for at vinde, at han kommer direkte fra militæret, hvor han føler, at han er blevet mere hærdet. Derudover bruger han en særlig teknik, når han laver maveplask.

– Jeg har øvet mig meget i at spænde op i kroppen. Det gælder om at ramme vandet hårdere, end vandet rammer dig, forklarer han.

I græsset neden for tårnet er dem, der skal springe senere, ved at varme op. En tager armbøjninger og en anden laver yoga, mens en tredje tømmer sin dåseøl. Hver deltager har sin måde at forberede sig på, men kan man overhovedet træne op til maveplask?

– Det kan man, forsikrer Mads.

Han er fast gæst i Greve Svømmehal, hvor han øver sammen med andre, der deler interessen for maveplask og dødsing.

– Så hopper vi en masse, eksperimenterer med vores stil og snakker om, hvad vi kan score flest point på hos dommerne.

Mads forklarer videre, at dommerne lægger vægt på flere ting. Et veludført spring skal give det helt rigtige plask – jo mere højlydt, des bedre – og så skal der være stil over det.

– Det er virkelig en showman-sport. Det skal se først og fremmest sejt ud. Mange laver fede tricks som saltoer og skruer, eller man kan køre fingrene igennem håret.

Med blottet bug

Førstepræmien lyder på 3.000 kroner, men hverken Niels Peter eller Mads gør sig de store forhåbninger om at hive sejren hjem i dag.

– Jeg håber det da, men jeg må også være realistisk. Jeg tror desværre, at min sejrsrunde er ved at være forbi, siger Niels Peter og giver en særlig begrundelse.

– Jeg har ikke fået trænet op i år, og det skyldes ren og skær dovenskab. Jeg må bare satse på, at min muskelhukommelse ikke svigter, fortsætter han med henvisning til teorien om, at musklerne ”husker” tidligere træning efter perioder med inaktivitet.

Niels Peters pessimisme skyldes også, at der er flere nordmænd blandt dagens deltagere, og at disse er kendt for at være særligt dygtige. Det er også i Norge, at der afholdes verdensmesterskab i dødsing, som Niels Peter har deltaget i før.

Som flere andre, Familie Journal har talt med, fortæller Niels Peter, at både dødsing og maveplask bliver mere og mere udbredt herhjemme.

– Det bliver større og større. Der er sket en voldsom stigning inden for de sidste par år. Mange har trænet op for at blive klar til i dag, bekræfter han.

– For bare et par år siden var vi kun 15 deltagere, og de fleste kom kun, fordi der var gratis øl.

En af dem, der er med for første gang, er 33-årige Annika Bornebusch.

Hun må lægge nakken hele vejen tilbage for at tage platformen øverst oppe på stilladset i øjesyn. Til daglig er hun akademisk medarbejder, men i sin fritid dyrker hun ekstremsporten high diving, der minder om udspring, men som udføres fra betydeligt højere højder.

– Jeg har allerede fortrudt et par gange, griner hun, da Familie Journal fanger hende på vej op.

Annika har ikke før dystet i dødsing, og nerverne sidder uden på badedragten.

– Jeg gør det for at udfordre mig selv og for at støtte op om miljøet. Og så prøver jeg selvfølgelig på ikke at slå mig, men det kan ikke helt undgås. Den her sport er kun for de seje, og det er dem, der tør ofre lidt for at se seje ud, siger hun, inden hun springer med blottet bug ud i havnebassinet.

En lille vovehals

Anton Wewer er bare 12 år og dermed konkurrencens yngste deltager. Uden tøven klatrer han de fire etager op i tårnet, da hans nummer i rækkefølgen nærmer sig.

Anton går til udspring på et elitehold i Odense og har taget sin træner og familie med som heppekor, men uanset, hvor højt de hujer, kan de ikke overdøve tilskuermængden, som giver sit hidtil største brøl fra sig, da den lille purk sætter fra. I det halve sekund, Anton har at gøre med, før tyngdekraften sender ham i frit fald mod vandet, når han at klappe med hænderne under højre ben. Et trick, der sender ham direkte videre til semifinalen.

– Vi vil gerne bakke op om det, Anton synes er sjovt. Han har altid været en lille vovehals, og jeg synes bare, at han er så sej. Jeg bliver så glad, når jeg hører, hvordan alle jubler, når det er hans tur, siger Antons mor, Line Wewer.

Mormor Irene er også med, og hun er stolt af sit barnebarn.

– Jeg er dybt berørt og vildt bange på hans vegne, men det er flot, at han gør det, og at hans forældre støtter op, siger hun.

Da Anton er tilbage på kajkanten hos sin familie og er blevet tørret, får han straks trukket en ulden sweater over hovedet, for vinden er stadig kold. Han pifter med fingrene på den ene hånd, mens han tager sokker på med den anden, for han har flere helte blandt de øvrige deltagere, hvoraf mange er eliteudspringere, som han følger på Youtube.

– Jeg kan godt lide storheden ved det, svarer Anton ved spørgsmålet om, hvad der giver ham modet til at deltage i konkurrencen.

Han har ikke før prøvet at springe foran så stor en menneskemængde som i dag, og de mange øjne, der følger med, gør ham mere nervøs end tanken om det bratte fald.

– Jeg får lidt en klump i halsen, lige inden jeg springer, men når jeg så gør det, så tænker jeg, at det nok skal gå godt, og det gjorde det også, smiler han.

Drengerøvsfis

Mads Bank Lorenzen og Niels Peter Vikkelsøe er enige om, at selv om der er både titel og penge på højkant, er konkurrencen først og fremmest venskabelig blandt dem, der dyrker dødsing og maveplask.

– Ryger jeg ikke videre i dag, gør det ikke noget, for jeg kan stadig se de andre springe. I år har jeg heller ikke lige så høje forventninger til mig selv som sidste år, der skulle jeg rigtig vise mig, men i år skal jeg bare hygge mig, siger Mads.

Han fortæller, at sekunderne inden og efter et spring ligefrem kan have en terapeutisk effekt på sindet.

– De fleste tænker nok, at det bare er noget drengerøvsfis, og det er det også lidt, men det kan også noget andet. Når jeg står deroppe, slår jeg alle tankerne fra og stoler på min krop. Der går både meget og lidt gennem hovedet på mig på samme tid. Det føles helt elektrisk. Når jeg så hopper, er det det vildeste adrenalinsus. Det er, som om der sker en eksplosion inden i mig. Så tager primathjernen over, og det tror jeg faktisk er sundt, fortsætter han.

Niels Peter oplever ligeledes et øget fokus, når han springer.

– Mens jeg er i luften, tænker jeg meget over, hvad jeg laver. Jeg har på forhånd udtænkt, hvilket spring jeg gerne vil lave. Det er vigtigt, at jeg har kontrol over min krop. Jeg kigger hele tiden efter vandet, så jeg ved, hvornår det kommer, og hvornår jeg skal krølle mig sammen, siger han.

Deltagerne skal igennem tre runder, så der er rig mulighed for at vise, hvad man kan. Og ifølge Niels Peter er det ikke helt tilfældigt, om man har talent for sporten eller ej.

– Jeg har gået til gymnastik, siden jeg var lille, så jeg har rigtig god luftsans. Når jeg for eksempel laver en saltomortale, ved jeg altid, hvor i luften jeg er.

Da vi spørger ham, om han kan komme med et godt råd til nybegyndere, tøver han ikke:

– Bare spring ud i det! Kun ved at prøve, finder du ud af, om du er god til det.

Alle fire deltagere, som Familie Journal talte med, gik videre til semifinalen i dødsing, men var ikke blandt de tre vindere. Til DM i Maveplasker var Mads Bank Lorenzen og Niels Peter Vikkelsøe blandt de 13 deltagere, men vandt ikke. Det gjorde til gengæld 28-årige Patrick Skibsted fra Odense.

Læs også: