Vi mister kontakten med den lille dreng

Jeg er mor, mormor og oldemor og har en sød, kærlig familie, som jeg elsker meget højt. Og for første gang oplever jeg tvist i familien.

Et af mine børnebørn, en ung mand, blev for fire år siden efter en kort affære far til en dreng. Barnebarnet tog ansvaret på sig og brugte meget tid, næsten hver dag, på at lære barnet at kende ved at besøge ham i hans hjem. Han og moren, som også var meget ung, kom heldigvis fint ud af det omkring barnet.

Min datter, der er det kærligste menneske, var blevet mormor, og i begyndelsen af forældreskabet kom både mor, far og barn meget hos hende, og da den lille var et års tid, begyndte mit barnebarn at have ham alene, og det gik fint, fordi hans mor (altså min datter) trådte til.

Mit barnebarn fik desværre konstateret sklerose som 17-årig, så min datter har hjulpet meget med at passe den lille, hvilket hun har nydt. Mit barnebarn fik på et tidspunkt en bedre lejlighed, så han skulle have drengen uden sin mors store hjælp, hvilket gik fint, og den lille dreng havde et kærligt forhold til hele familien, men især farmor var hans et og alt.

Men nu til sagens kerne: Mit barnebarn har mødt en sød og fornuftig kvinde, som har en dreng på tre år og en stor familie. De unge er flyttet sammen, og mit oldebarn er hos sin far fem dage hver anden uge, mens kærestens barn er mest hos dem.

Mit barnebarn har droppet al unødvendig kontakt til sit barns mor og ser helst, at hans mor (min datter) gør det samme.

Langsomt er samværet mellem drengen og hans fars familie svundet, og når min datter spørger om lov til at være sammen med den lille, siger hans far, at nu skal hans kæreste og hendes barn lige finde deres ben i familien. Han mener også, hvis min datter skal have sit barnebarn, skal hun også have sit bonusbarnebarn; det har hun dog også haft, for hun kunne aldrig finde på at gøre forskel på de to børn.

Jeg ved, min datter er meget ked af situationen, og mit spørgsmål er: Skal jeg tale med mit barnebarn om det?

Han er en kærlig, blid dreng, og jeg forstår ikke, at han kan gøre sin familie og især sin mor så ked af det.

Lad os begynde med at kigge lidt på din situation.

Jeg har en border collie. Det er en hyper opmærksom hund, som bruges til at holde styr på store flokke af får. Min hund har ingen får, men til gengæld holder den skarpt øje med alle sine mennesker. Den følger hver en bevægelse og hvert et humørskift, og den tager det hele ind.

Jeg tror, du er din families border collie.

Det er hårdt arbejde at mærke alle mennesker og tænke, at man har ansvaret for alles trivsel. Du må sænke nogle af dine ambitioner om at skulle løse din families problemer. De er alle voksne og har selv et ansvar for de relationer, de er bundet i.

Lige nu står du som en lille border collie og kigger på din familieflok og ser de bisser i alle retninger, og så mærker du panik. Det er med garanti et grundlæggende træk hos dig, og det er meget sympatisk, men du kan ikke løse alle problemer.

Noget af det, jeg med årene har lært, er at føre samtaler med andre uden at komme med løsninger. Den erfaring har været en stor lettelse for mig, og jeg tror, det også kunne være en lettelse for dig.

Jeg synes godt, du kan stille spørgsmål og åbne samtaler, men du skal ikke komme med løsninger eller forslag. Du kan lade ansvaret blive hos den enkelte og f.eks. spørge dit barnebarn ”hvordan tror du, at du kan løse det, så den lille dejlige dreng ikke glider væk fra vores familie, vi holder nemlig meget af ham”?

Det er alt for stor en opgave for dig at navigere i alle de relationer og følelser og familiemedlemmer, og det duer ikke.

Men du kan øve dig i at åbne små snakke og få de forskellige familiemedlemmer til at tænke over liv og valg.

Jeg håber, du kan bruge mit svar. Det er måske ikke helt, som du håbede, men jeg kan læse mig frem til, at der er brug for, at du passer på dig selv, og det mener jeg, du bedst kan gøre ved at lade de andre tænke sig om og løse situationen. Det er faktisk en stor gave at kunne give andre adgang til egne følelser og overvejelser og ikke blot komme med en løsning.