Linda bor på en båd: Lykken er at nyde morgenkaffen på dækket

”Hej, hej, Anton”, vinker Linda Kristiansen til en lille hund, der tilhører naboen Søren.

Ikke på en villavej, men på en båd i havnen i Skælskør. ”Gå ud ad broen, forbi Fiskehuset, så ligger jeg for enden”, lyder hendes rutevejledning.

Linda, 47, har boet på unikabåden ”Charlot” i seks et halvt år. En tung, moden dame fra 1974 – båden, ikke Linda – med en Perkins V8 Dieselmotor.

”Gammel lort”, siger Linda med et kærligt blink i øjet om det stemningsfyldte hjem, hun elsker at bo i, men som kræver noget vedligeholdelse.

Det var efter sin skilsmisse for otte år siden, at Linda fik idéen.

– Vi boede i en stor, ældre villa i Jerslev, og der var så mange pligter. Bare at slå græsset og gøre rent tog flere timer, så jeg spurgte min søn Andreas på dengang 13½, om han havde mod på, at vi flyttede på en bobåd? Ikke en husbåd, men en, vi både kunne bo og sejle i.

Andreas var frisk, og da Lindas ældre datter Sofie flyttede med sin far, var det bare de to, der gik på båd- og havnejagt.

– Jeg er opvokset på Ærø i Marstal og har altid holdt meget af lydene og stemningen i havnen. Så jeg har nok haft drømmen om at bo på en båd, siden jeg var 10 år, fortæller Linda, der skyndte sig at tage et duelighedsbevis og fik Andreas til det samme, for sejle selv havde hun aldrig prøvet.

Vi har det superhyggeligt

”Charlot” blev spottet på DBA til 300.000 kroner. Så skulle mor og søn bare finde en havn.

De var forbi flere, der ikke sagde dem noget, men en decemberdag kørte Linda en tur i Skælskør Lystbådehavn, som hun aldrig havde besøgt før.

Hun faldt pladask for den hyggelige havn ud til fjorden og Noret med den gamle by med gule og røde huse omkring.

Efter lidt vedholdende pres på den daværende havnefoged hed Lindas nye adresse hurtigt Havnevej 22.

Hun betaler 20.000 kroner om året for havneplads og 500 kroner månedligt for at have adresse der og udgør sammen med cirka 10 andre bobåde den lille skare af personer med fast adresse i havnen.

– Vi har det superhyggeligt med hinanden, fortæller Linda, der spiller skak med Stefan, er veninde med Maria, der er gift med Michael.

Hun har i det hele taget stor samhørighed med de andre i bobådene og en enkelt husbåd. Hvis de ikke er på hinandens både, låner de Sejlerhuset, laver fællesmiddage og spiser æbleskiver i juletiden.

Lyset gør glad

Andreas er blevet voksen og er flyttet. Han er blevet bidt af kapsejlads og har sin egen båd.

Nu bor katten – der selvfølgelig hedder Havkat – og Linda på ”Charlot”, hvorfra hun også arbejder som webudvikler.

Selv om hun ikke er den store gør-det-selv-kvinde, fikser hun og bygger også småting til båden med hjælp fra YouTube-videoer.

Uanset årstid kan Linda kun glæde sig over sit liv i havnen. At der altid er nogle omkring hende at sludre med, få hjælp af, hvis hun er syg, har brug for pasning af Havkat eller en hånd til noget praktisk.

Vinterens stille stunder giver ro, og sommerens mange besøgende i havnen giver hyggeligt socialt liv.

Mange stikker hovedet ind til hende, hvis de sidder på bænken ud for den bådebro, hvor ”Charlot” ligger.

– Der er altid god stemning i en havn. Folk kommer for at spise is og nyde deres både. Og se bare lyset her ... Med sådan en udsigt kan jeg ikke stå op en eneste morgen uden at smile, siger Linda og peger ud på bølgerne med skumsprøjt.

Jeg kan da godt savne et badekar

Hun har haft plads andre steder i havnen, men hendes nuværende er favorit.

– På den anden plads ”vandede jeg inde” to gange om året og kunne i seks timer ikke komme ud af båden. På et tidspunkt fik jeg leveret rugbrød og kager fra en bagerbutik i byen, som jeg havde hjulpet med noget hjemmeside, fordi de havde læst på mit Facebookopslag, at jeg måtte aflyse et kundemøde på grund af højvande.

Nogle kunne tænke: Hvad med møbler? En varieret garderobe? Samtalekøkken?

– Jeg går op i Sejlerstuen, hvis jeg vil lave et større måltid, men oftest bliver det bare noget enkelt eller fast food. Men jo, jeg kan godt savne et badekar, vedstår Linda, der har et lille toilet, men kun bruger det i nødstilfælde, da hun selv skal tømme det.

Elsker vand – men ikke vild med at svømme

Det store shoppegen har hun aldrig haft, for der er andet, der giver mere livskvalitet.

– At blive vækket ved 5-6-tiden af Carsten, der sejler ud, så båden lige får et par skvulp. Det er genialt, så behøver jeg ikke vækkeur, men kan sætte mig i ro og mag på dækket med morgenkaffen og vinke til ham, når han tjekker sit garn. Når jeg kommer hjem fra kundemøder om eftermiddagen, sætter jeg mig også ud, og tit skriver jeg lige til Maria, om hun skal over til et glas? Så får vi vendt verdenssituationen.

Andre veninder nyder sejlturene på ”Charlot”, selv om de lige skal vænne sig til lidt søgang.

– To gange hver sommer sejler jeg ud med forskellige venindegrupper. Den ene tur går til Dageløkke, oftest til festivalen eller Svendborg. Så fylder vi båden med champagne og fester og danser en weekend. Den anden tur går til Skarøfestivalen, hvor vi også bor på båden, fortæller Linda, der også har tradition for at sejle ud sankthansaften med Andreas og hans kæreste for at se midsommerbålene langs fjorden.

Én ting skal man dog ikke forvente.

– Jeg kan faktisk ikke svømme. Eller jo, jeg lærte det i december, men sagen er: Jeg elsker vandet, jeg kan ikke leve uden det, men jeg behøver ikke at være i vandet.

Og hvorfor dog også det, fristes man til at spørge, når et glas rosé med Maria smager så fortrinligt oppe på dækket?