Velkommen ombord: Mit livs bedste venner har jeg fået i havnen

Sommeren står for døren, og i Lynetten er der tæt fodtrafik på bådebroerne. Sejl, der har været gemt væk for vinteren, foldes ud, og polerekludene er på overarbejde. For inden de mange både kan stikke til søs, må de gøres klar til en ny sæson på havet.

Med 700 bådepladser er Sejlklubben Lynetten en af Danmarks største. Den har hjemme i Margretheholms Havn på Refshaleøen i København, som 3. april fyldte 50 år, og der er sket meget gennem årene. Det fortæller 81-årige Georg Lok, også kendt som medlem nummer 17. Han har været med helt fra begyndelsen og har stadig sin daglige gang i havnen.

– Men jeg har ingen fordele af det ud over praleretten, lyder det fra Georg.

Det var medlemmerne selv, der for 50 år siden anlagde havnen. Frivillige kræfter bankede pæle i havbunden og pumpede vandet ud, så der kunne anlægges bådebroer. Inde på land manglede der et klubhus, og efter aftale med Røde Kors fik den nystiftede bådeklub lov til at overtage nogle gamle barakker, som den tyske besættelsesmagt havde efterladt.

– Dem kunne vi få, hvis vi selv pillede dem ned, husker Georg, som også var med til at sætte barakkerne op igen.

Han deltog også i det ålegilde, der blev afholdt undervejs.

– Da vi havde pumpet al vandet ud, lå alle ålene tilbage på havbunden, omkring et kvart ton, så der var nok til alle, som havde været med.

Brændte for noget

Også i dag er havnen afhængig af frivillige kræfter, hvad end det gælder vedligeholdelse af bådebroerne eller hyggeligt samvær blandt medlemmerne.

– Alt, der sker herude, er baseret på frivillige kræfter, siger Michael Broberg Møller, der er formand for bådeklubbens aktivitetsudvalg.

Men at få havnens yngste brugere til at interessere sig for andet end deres egne både er lettere sagt end gjort i dag, mener han.

– Generationen, som var med til at skabe det her fantastiske sted, brændte virkelig for noget, men at få min egen generation ud af fjerene og engageret i fællesskabet på samme måde er sværere, siger Michael, der selv er 43 år.

Året rundt inviterer bådeklubben til flere arrangementer såsom standerhejs ved sejlsæsonens start, sankthans og krebsegilde. I år bliver højdepunktet Havnens Dag 14. juni, hvor havnens jubilæum fejres.

– Vi prøver at ryste posen og gøre det interessant for alle, siger Michael, som har måttet se i øjnene, at det bare ikke er alle, der vil fællesskabet.

– Når de kommer herud, har de yngre medlemmer tendens til bare at parkere bilen og hoppe ned i båden, og så ser man dem ellers ikke.

Havvand i blodet

Selv har Michael stor glæde af havnens fællesskab. Med hjælp fra nye venner har han lært at sejle, selv om det egentlig ikke var sporten, der lokkede til at begynde med.

– For mig var det først og fremmest miljøet, der trak, men så snart jeg lærte folk at kende, kom interessen for sejlads automatisk. Jeg elsker det åbne hav og at være på vandet, men jeg kender også mine egne begrænsninger, så det betyder meget at kunne gøre det sammen med nogle, jeg holder af. Det er kun sjovt at lære, når det er okay at dumme sig, siger Michael, der gerne vil opfordre flere til at prøve kræfter med sejlads uanset, hvor lidt eller meget erfaring de har til at begynde med.

– Det kan føles som en lukket verden, men når man først kommer ind, bliver man taget godt imod. Jeg er endt med at møde nogle af mit livs bedste venner herude. Vi fejrer jul og fødselsdage sammen. For mig er det blevet en udvidet familie.

Michael tilbringer gerne årets lyseste måneder på sin båd, Hoppetosse, der er opkaldt efter Pippi Langstrømpes sørøverfar.

– Så snart vejret skifter, og jeg ser mit snit til det, vil jeg helst være herude, siger Michael, der bor på Amager i vinterhalvåret.

Men hvor Michael stadig betegner sig selv som glad amatør, har Georg på det nærmeste havvand i blodet.

– Jeg er nærmest født i en båd, siger Georg, hvis far var skibstømrer. – Mine forældre sejlede meget, så det gjorde jeg også.

Søstærke Charlotte

Også for Georg har livet i havnen bragt mange nye bekendtskaber med sig. Vigtigst af alle er Charlotte, der gør en flot galionsfigur, som hun står i stævnen og spejder ned ad bådebroen efter sin mand.

– Georg er en rigtig træmand, siger hun med et glimt i øjet.

Georg er uddannet møbelsnedker, og båden, hun befinder sig på, har han selv bygget i træ og døbt Scorpio, fordi han er født i november.

– Der findes kun den ene i verden, siger Georg med slet skjult stolthed.

Mindst lige så stolt er han af sin Charlotte.

– Charlotte er meget søstærk. Hun kan gå nedenunder i stormvejr og lave stegt flæsk med persillesovs.

Mod nye horisonter

Georg og Charlotte mødte hinanden, mens deres første ægtefæller levede. Begge par havde båd i Lynetten og sejlede sammen i flere år. Senere, efter både Charlotte og Georg var blevet alene, fandt de hinanden igen på ny.

– Charlotte havde jo også båd, så hun solgte sin, og nu sejler vi videre sammen, siger Georg, som til sommer kan fejre første bryllupsdag med Charlotte.

Samtidig sætter parret kurs mod nye fælles eventyr. Østersøen og Skærgården er tidligere favoritter, men i år peger kompasset mod Skagen og Limfjorden.

– Sejlads betyder rigtigt meget for mig. Det er en lise for sjælen at komme lidt væk fra det hele, siger Georg.

Han håber, at den gamle havn, som han selv var med til at bygge, vil bestå mange år endnu, selv om det i disse dage er uvist. Metrobyggeriet trænger sig på med planer om en højbane, der skal gå gennem havnen, og det samme gør byggeriet af den kunstige ø Lynetteholmen.

– Men der bliver gjort et kæmpe arbejde for at bevare havnen, fortæller Georg, og Michael nikker og bekræfter:

– Vi er her endnu.

Læs også: