
Hvis vi siger Helle Virkner, siger du med garanti … Elisabeth Friis fra Matador.
Men den smukke skuespillerinde var faktisk med i over 50 film og tv-serier, og selv om hun excellerede i rollen som Mauds sørgmodige singlesøster, var det især i de danske komedier, at hun blev et kendt ansigt.
Helle Virkner blev født den 15. september 1925 i Aarhus.
Egentlig hed hun Helle Genie Lotinga, for hendes far var den jødiske godsejer Moritz "Morris" Lotinga, men i 1942 sørgede hendes mor, Ellen Larsine Rasmussen, for, at datteren kunne tage familienavnet Virkner i stedet.
Det var nemmere, hvis man ville undgå at havne i kløerne på nazisterne.
På det tidspunkt havde forældrene været skilt i 12 år, og Helle og moren var flyttet til København, hvor Helle tog sin mellemskoleeksamen på Ingrid Jespersens skole.
I hovedstaden blev hun hurtigt bidt af teatret. Hun fik statistroller på Folketeatret og Det Ny Teater samt små filmroller, hvor hun mødte datidens store stjerner som Ebbe Rode (som hun senere blev gift med), Bodil Kjer, Poul Reumert og Ib Schønberg.
I 1944 blev hun optaget på Det Kongelige Teaters Elevskole. Allerede året efter debuterede hun på Det Kongelige Teater som Gudrun i Soyas berømte skuespil Parasitterne, og efterfølgende gik det slag i slag med et hav af roller på teatret og især i film, hvor der hurtigt blev lagt mærke til den veldrejede skuespillerinde med de store dådyrøjne.
Helle Virkners helt store glansroller var i 60-er-komedier som Poeten og Lillemor, Støv på hjernen og Passer passer piger. Det var populære film, der satte lattermusklerne i gang hos danskerne.
I 1963 vandt hun tilmed Bodil-prisen for bedste kvindelige hovedrolle i komedien Den kære familie, hvor også Ghita Nørby og Susse Wold stod på rollelisten.
Tv-serien Huset på Christianshavn var mest af alt også en komedie. Her strålede Helle Virkner som flyttemand Olsens kone, Ellen. Hun var hjemmegående husmor, men i et af afsnittene, ”Kvindens plads og Olsens”, får hun nok af mandens kværulanterier og deres diskussioner om husholdningspengene, så hun beslutter sig for at blive buschauffør for at tjene lidt ekstra.
Dengang i midten af 70’erne var kvindelige buschauffører lidt af et særsyn, så afsnittet var trods komikken banebrydende for mange seere.
I 1978 blev Helle Virkner så tilbudt rollen som skyggetanten Elisabeth Friis i Matador.
Egentlig havde forfatter, Lise Nørgaard, forestillet sig, at Helle Virkner skulle spille Maude, for den figur lå tættest på skuespillerindes egen personlighed. I omgangskredsen var hun nemlig kendt for ofte at ringe hjælpeløst og bede om hjælp til det ene og det andet.
Men instruktøren, Erik Balling, var fast besluttet på, at Helle Virkner ville passe bedre i rollen som Maudes mere stilfærdige og stærke søster, Elisabeth, der både er sød og oprørsk, og sådan blev det.
Rollen hang ved hende lige siden, og er i dag den hun er mest kendt for – i hvert fald blandt generationerne under 50 år.
At spille skuespil var ikke Helle Virkners eneste talent.
Hun brændte også for politik og sad i kommunalbestyrelsen for socialdemokratiet på Frederiksberg i 1974-82. Her beskæftigede hun sig især med ældreforsorg og ungdomsspørgsmål.
Indirekte havde Helle Virkner allerede haft en del erfaring med politik. Hun var nemlig gift med statsminister Jens Otto Krag fra 1959 til 1973 og havde gennem årene mødt mange statsledere fra nær og fjern.
Jens Otto Krag var Helle Virkners tredje ægtemand. Allerede i 1946 blev hun gift med William Rosenberg, men ægteskabet varede kun tre år, hvorefter Helle Virkner giftede sig med den langt ældre kollega Ebbe Rode i 1949.
De havde ”et åbent ægteskab”, men hans langvarige affære med skuespilleren Nina Pens blev for meget for Helle Virkner, og i 1958 søgte hun om skilsmisse.
Året efter opstod der så sød musik mellem hende og Jens Otto Krag. Parret fik hurtigt stjernestatus og blev kaldt Danmarks svar John F. Kennedy og Jackie Kennedy.
De fik to børn sammen, nemlig Jens Christian Krag i 1960 og Astrid Helene Krag, kaldet Søsser, i 1962, og udadtil virkede parret meget lykkelige.
Men desværre var der også dårlige lighedspunkter mellem de to celebre par. Ligesom den amerikanske præsident var den danske statsminister kendt for at være notorisk glad for damer, og han var konstant Helle Virkner utro.
Ægteskabet gik i stykker, men Jens Otto Krag ville ikke skilles. Det skete først i 1974, efter han var trådt tilbage som statsminister, og fordi Helle insisterede på skilsmissen.
At være alene igen var både en lettelse og en sorg for Helle Virkner. Heldigvis var hun god til at genopfinde sig selv og se muligheder.
Foruden glansrollerne i Huset på Christianshavn og Matador samt arbejdet som lokalpolitiker, sagde hun i 1982 ja tak til stillingen som direktør for ABC Teatret. Først i selskab med Erik Breiner og senere som enedirektør fra 1992 til 1993.
Hun dedikerede også sin tid til at passe datteren Søsser, der fik konstateret sklerose som 25-årig og måtte tilbringe mange år i kørestol, og være sammen med sin søn, Christian, der har autisme.
I 90’erne skrev Helle Virkner erindringsbøgerne ”Hils fra mig og kongen” og ”Billeder fra mit liv”, der begge blev bestsellere, og hun holdt efterfølgende en række foredrag om sit liv.
Hun havde også et par enkelte filmroller helt indtil 2003.
I 2008 fik hun konstateret kræft og døde som 83-årig den 10. juni 2009. Til begravelsen udtalte kollegaen Holger Juul Hansen, der spillede Hans Christian Varnæs i Matador, bl.a.:
”Hun var et dejligt, dejligt menneske … Hun levede et flot og rigt liv med store glæder og store sorger".
Helle Virkner er efter eget ønske bisat på fællesgraven på Ordrup Kirkegaard.
Kilder: femina.dk, billed-bladet.dk, kvindebiografiskleksikon.lex.dk, dinavis.dk
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.