Gennemsnitsalderen er over 70, men Grand Super Veteranerne scorer stadig

”Er I kampklar?”

”Arh, jeg ved ikke rigtig, om vi er i form.”

”Jeg spurgte ikke, om I er i form – jeg spurgte, om I er kampklar.”

”Ja, det er vi!”

Torsdag formiddag i Farum Boldklub. Grand Super Veteranerne, kalder de sig. Kunstgræsset dufter svagt af varm plastic og giver sig en smule under fodboldstøvlerne, som hvis man trådte ned på en skovbund beklædt med mos. 17 spillere er mødt op til dagens kamp – alderen spænder fra 65 til 83.

Holdet spiller ude hele året. I regn, sne, bagende sol. ”Det handler bare om påklædning,” forklarer de.

Hver uge mødes de og spiller en times fodbold i hjemmekonstruerede hold. Indsatsen er der delte meninger om.

– Jeg ved ikke, om man kan kalde det at spille. Vi løber i hvert fald rundt på banen, fortæller Bjørn, som er holdleder.

Han har tidligere været formand for boldklubben, men for et par år siden trak han sig og er nu blevet træner. Samtidig spiller han selv med om torsdagen.

Der er gråt hår, støttebind på knæene og krumme rygge blandt dagens fremmødte. Men fodbold har ingen alder. Det er klubbens slogan.

Opvarmning 10.55

De ældre herrer møder ind drypvis, og banen fyldes lynhurtigt med varme hilsner og muntre drillerier. Alle møder de hinanden med klap på skulderen eller et kram.

”Hvor har du været?”

”Godt at se dig igen.”

”Hvordan var Sverige?”

Opvarmningen er vigtig. Den består af en runde om banen i jævnt luntetempo, inden der strækkes ud med Bjørn som anfører. Armsving, squats, udstræk af lår og lægge. Bernhard står for øvelserne ”Bernard 2.1” og ”Bernhard 2.2”, som han selv har opfundet.

– Ingen ved, hvad de gør godt for, klager en af spillerne, men går alligevel i gang med at lave dem.

Et par af dem stønner og ømmer sig lidt, mens 81-årige Per har sat sig på bænken.

– Jeg ved præcis, hvor meget jeg skal varme op for ikke at få en skade.

Opvarmningen slutter af med 10 sekunders sprint på stedet, og fodboldstøvlerne hvirvler de sorte plasticstykker op, mens 16 mænd puster i en cirkel.

Mange af dem har spillet fodbold hele livet og nyder at kunne mærke deres kroppe.

Kampstart 11.07

Spillet går i gang. Bjørn har opdelt spillerne i to nogenlunde lige hold, mener han selv, men modstanderholdet er ikke helt enig.

”I har alle angriberne”.

Det hule dunk af den nypumpede bold giver genlyd, da spillet sparkes i gang. Det samme gør råbene fra begge ender af banen.

”Tackl igennem”.

”Kom tæt på Michael”.

På venstre banehalvdel har mændene trukket i grønne overtrækstrøjer, mens højre side består af en blanding af FC Nordsjællands rødgule striber og tilfældige trøjer. Der er vist ingen fælles dresscode her.

Opvarmningen har givet pote, for der er gang i alle 17 mænd, som med varierende hastighed løber banen tynd.

Briller dugger, sved drypper, og kinderne gløder rødt.

Essi er holdets yngste spiller på 65 år, og han tryller med bolden. Der laves finter, som man ellers kun ser i fjernsynet, og modstanderne kan kun ryste på hovedet.

– Han har vist været på Irans ungdomslandshold engang, fortæller en spiller.

Grønt hold misser første egentlige chance med et stolpeskud, der får banen til at gispe kollektivt. Sekunder efter er bolden i den modsatte ende. Men målmanden er væk. 1-0 til mix-holdet.

– Målmanden var vist på skovtur, råber Søndergaard grinende fra sit mål i den anden ende.

Fejringen er afdæmpet. Ingen jubelscener, kun et par hænder løftet i vejret, og så er de videre. Fokus er på næste bold.

Kampen fortsætter. Og denne gang er det Grøns tur til at score. Klappene runger gennem banen.

Pludselig stikker hold Mix med først 2-1 og kort efter 3-1. Grønt holds målmand, Erik, har trukket pandebåndet godt ned over ørerne, men det er vist mest for at holde brillerne på plads.

Slutspurt 11.45

Benny må skifte hold efter 40 minutter og ifører sig overtrækstrøjen. De er en spiller mindre på grønt hold, og desuden har de ikke nogen af angriberne, så nu må der retfærdighed til.

Det tager Benny ikke så tungt. Han smiler gennem hele kampen, selv efter 40 minutter, da tempoet på alle spillerne begynder at aftage.

Der går ikke længe før den nytilkomne ”grønne Benny” laver assist til Thyge, der fyrer den i målet til 3-2.

”Det var næsten dit mål, Benny”.

Benny er træt, siger han, og det er de andre spillere vist også, for flere af dem er stoppet med at løbe og står og hænger lidt nede ved eget mål.

– Tag jer nu lidt sammen, råber Søndergaard fra sin ende af banen.

”Jeg har ikke mere luft tilbage”.

Med et kvarter igen udligner grønt hold til 3-3, og stemningen spidser til. Bandeordene flyver gennem luften.

Benny kigger på sit ur.

”4 minutter tilbage”.

De sidste minutter snegler sig afsted, før han igen kigger på sit ur.

”Sidste minut”.

Og så er kampen slut. 3-3.

Tredje halvleg 12.06

Benny blærer sig med at have vundet to gange, først 3-1 på det ene hold og 2-0 på det andet. De andre griner af ham, mens de ruller øjne.

Søndergaard hælder indholdet af sin vandflaske ned over spillernes hvide hår, så det løber ned i deres grinende ansigter.

Nu er det tid til tredje halvleg.

”Vi strækker ikke ud, vi drikker ud”, fortæller Thyge, som er kampens topscorer.

I et køleskab gemt bag de gule mure i klubbens lokaler står øllene klar. Der er sågar alkoholfri. I klubrummet hænger også et gruppebillede af holdet og en hjertestarter. Sådan en har de haft brug for én gang for et par år tilbage. Spilleren, der faldt om på banen, spiller stadig i dag.

– Det er de kloge, der drikker alkoholfri, men de kommer ikke så tit, fortæller Bjørn.

Rammerne med Grøn Carlsberg sættes på bordet ved bordebænkesættet uden for klubben, og mændene slår sig ned og knapper øllene op. En enkelt vælger den blå Nordic 0,0%.

De fleste har spillet på holdet i mange år. Thyge har været der i to år. Han begyndte, efter han gik på pension.

– Det er det bedste, jeg har gjort, og jeg kommer så tit, jeg kan, fortæller han.

Per tager første pladsen med 50 år i klubben, men mange af spillerne har kendt hinanden i mange år og ses også uden for spillet, tager i sommerhus eller til en FCN-kamp.

– Jeg spiller for at præstere noget og for at kunne mærke min krop, fortsætter Thyge.

– Men også for samvær og hygge. Han er altså ret sjov ham Søndergaard, men det må du ikke sige til ham, indskyder en anden spiller, Orla.

Et par af mændene drikker en øl mere, andre tænder en cigaret eller en cerut. Der er grin, snak og klap på hinandens skuldre. Benny underholder med, at han kan huske alle spillernes fødselsdage i hovedet. På den måde ved han, hvornår de skal huske at tage øl med.

”Bjørn, du bliver 80 om lidt, så er det din tur.”

Diskret forsvinder mændene i bad uden den store afsked. De ses jo igen næste torsdag.