Er det ok at tie om min livstruende sygdom?

Jeg har fået en livstruende sygdom, og det ser desværre ikke alt for godt ud.

I øjeblikket er det kun mig, der kender sandheden, og jeg har ikke lyst til at dele den med nogen som helst.

Er det en forkert beslutning?

Allerførst, det gør mig ondt, at du er blevet syg. Det er barskt. Varme tanker til dig.

Intet i dette brev afslører, hvem du er. Det behøver ikke redigering, og fordi det er så renset for detaljer, sætter du også mig på lidt af en opgave i forhold til at svare dig.

Har du mon børn? Er du ung eller gammel? Er du på arbejdsmarkedet? Har du husdyr? (Er du alene, så husk at sætte et skilt på døren, hvor der står ”Dyr i hjemmet”). Hvordan ser dit forestående sygdomsforløb ud? Jeg har ikke meget at forholde mig til bortset fra din egen tvivl.

Du tvivler på, om dit valg om tavshed er rigtigt, så lad os dykke ned i tvivlen.

Hvis jeg skal gætte helt ud af det blå, kunne jeg måske tro, at din begrundelse for at fortie din sygdom er, at du ikke orker omsorgen og de mange spørgsmål. De mange blikke. De mange forklaringer. Måske har du været den stærke i livet, og nu bytter rollerne, og det kan du ikke overskue. Hvis det forholder sig sådan, kan jeg godt forstå dig.

Men igen, du har tvivlen. Jeg tror, du har mennesker, du holder af. Ellers ville du ikke tvivle. Og hvis tvivlen bunder i, om du kan lære at tage imod andres hjælp, er mit svar, at det kan du godt. Har du hele livet har taget dig af andre, vil det være en ære og en glæde for dem at kunne få lov til at tage sig af dig.

Det kan være en barsk omgang for dine nærmeste at skulle fordøje, både at du ikke har sagt, at du er syg, og samtidig miste dig. Og hvis din tvivl om tavshed udspringer af, om du kan være i de svære samtaler, der vil følge, efter du har fortalt om din sygdom, kan du eventuelt sætte nogle retningslinjer, så du kan være i det og samtidig give omverdenen tid og plads.

Hvis du har levet dit liv uden at lukke andre ind, er det måske nu, du skal åbne dig og mærke, at der er mennesker, der kan støtte dig.

Jeg ved simpelthen ikke, hvad det rigtige svar til dig er, men tanken om, at du skal gå og bære den sorg helt alene, er nedslående, og netop fordi du tvivler på, om tavshed er det rigtige valg, synes jeg bestemt, du skal overveje at lukke nogen ind i det ensomme rum. Det kan virke som en byrde, men kan faktisk ende med at være en forløsning.

Mange tak, fordi du delte det her med mig.

Jeg kan mærke, jeg vil tænke på dig mange dage fremover, efter jeg har læst dit brev.