Italiensk for begyndere i et køkken i et trullo

En ferie bliver nærmest forlænget, når vi ser på vores feriebilleder og mindes de glade, varme og lyse dage.

Jeg kigger gerne på billeder fra en ferie med min datter, hvor vi rejste helt ned til den italienske støvlehæl, ned til Apulien.

Vi ville på tur og se på de enestående pittoreske Trulli-huse langs kysten.

Samtidig blev vi budt indenfor til italiensk mad og madlavning i et af de spændende huse.

Alt gik fint, vi fik lært at lave pasta, som man nu gør det på egnen, og imens fik vi så mange forretter, at vi ikke kunne få hovedretten ned, og slet ikke desserter.

Menuen stod på pasta med zucchini og tiramisu.

Det var ikke noget dårligt valg.

Men der var et stort problem.

Et sprogproblem.

Señora kunne ikke et ord engelsk og kun tale en særlig lokal dialekt, og vores italienske var utilstrækkeligt til at føre en forståelig dialog.

Værtinden styrtede derfor ind i soveværelset ved siden af, fik vækket manden, der sov til middag, og fremviste dernæst en iPad, der var forsynet med en talende oversættelse mellem italiensk og engelsk.

Vi gik i gang straks med at tale til oversættelsesprogrammet: "Skal vi også hjælpe til i køkkenet, går vi gerne med derud."

Så kom svaret: "Vil I ikke med ud i køkkenet og vente, mens jeg selv tilbereder maden?"

– "Nej, nej, bestemt ikke", svarede vi afværgende for os, og sådan fortsatte misforståelserne, indtil vi bare gik med ud i det snævre køkken og satte, efter værtindens anvisninger, gang i ikke mindre end tre gasblus, en elkedel og to ovne.

Madlavning er bestemt ingen spøg på egnen, alt køkkengrej blev mobiliseret til operationen: At lave mad for to turister i et Trulli-hus.

Vi fik snittet zucchini, dyppet den første pasta i det kogende vand og gik tilbage til bordet for at fabrikere den næste portion pasta.

Mens vi sad ved bordet, skulle vi overbevise værtinden om, at det ikke var nødvendigt også at få tiramisu.

Det kunne værtinden slet ikke forstå, så der kom igen gang i iPaden.

Vi slog på, at det efterhånden trak ud, og vi skulle tilbage til hotellet, inden det blev for mørkt.

Men vi kom ikke overens.

Pludselig gik døren til soveværelset op, og ind i køkkenet trådte en bedstefar.

Han var i morgensko og undertrøje, og da han fik øje på os, brød han ud i den velkendte, napolitansk sang "O sole mio", som er en hyldest til solen og glæden ved livet.

Vi kiggede overraskede op fra pastaproduktionen.

– "Buena Sera", udbrød bedste og fortsatte sin glade, italienske sang.

Manden satte sig derefter uforstyrret i den bedste stol og greb ud efter fjernbetjeningen, som lå hos værtinden.

Hun kastede den til ham i en bevægelse, som var det helt naturligt – og fortsatte madkurset med os.

Således fik min datter og jeg et helt andet kursus for nybegyndere, end vi havde regnet med, og et helt særligt minde.

Af en ugenert italiener.