Skønhedsidealerne påvirkede åbenlyst vores børn

Jeg vidste godt, det efterhånden ikke var normen at sige sådan, men jeg mente det nu alligevel. Jeg var fuldstændig tilfreds med min egen krop. Det var ikke sådan, at jeg ligefrem elskede den, for den var trods alt kommet et godt stykke ind i 50’erne, og den hang mere nu end i mine unge dage.

Både mine fordele og min bagdel havde med årene sneget sig sydpå, og generelt levede min krop ikke længere op til alle de skønhedsidealer, vi altid havde kendt til. For eksempel orkede jeg efterhånden sjældent at barbere min ben. Men jeg kunne nu godt lide min krop, som havde været der for mig i tykt og tyndt.

I hvert et ar

Det bedste ved min krop var alle de fantastiske historier, den bar rundt på. Der var flere steder på den, som mindede mig om en helt bestemt fortælling. Når jeg kiggede på arret fra mit kejsersnit, tænkte jeg på min datter.

Mit ansigts mange smilerynker havde jeg fået efter at have grint hver evig eneste dag, mens arret fra dengang, jeg fik fjernet min blindtarm og troede, jeg skulle dø, fik mig til at sætte ekstra pris på min tilværelse.

Alle disse historier om mig og mit levede liv fortalte min krop.

Dog havde jeg ikke altid haft et så afslappet forhold til min krop. Jeg var helt klar over, at den i de flestes øjne nok var meget langt fra perfekt med sine tykke lår og tunge øjenlåg, men det havde jeg vænnet mig til, og jeg synes, jeg var smuk på min egen måde.

I hvert fald da jeg endelig lærte at vinde over dem, jeg kaldte skønhedsdæmonerne.

Det var blandt andet dem, man stødte ind i på sociale medier, i kulørte blade og diverse reklamer. Det var normer, som konstant forsøgte at fortælle mig, hvordan jeg burde se ud, og hvordan jeg nemmest kunne opnå det.

Den tykke, sjove veninde

I mine yngre år blev jeg primært præsenteret for én type krop som det ultimative ideal: Den slanke, tynde supermodel. De eneste gange, jeg så min krop repræsenteret i medierne og på fjernsyn, var, når nogen skulle spille den tykke og sjove veninde. Derfor lå det altid i mit baghoved, at man var mere værd, hvis man var tynd.

Sådan så virkeligheden ud i mit hoved, indtil jeg fandt min mand, Lars, der elskede hver en centimeter af min krop. Han kunne både lide min store bagdel og min appelsinhud, og langsomt lærte jeg også selv at elske den krop, jeg nu engang havde.

Jeg var glad og tilfreds med at se ud, som jeg nu engang gjorde, efter at jeg i mange år uden succes havde kæmpet for at ligne en anden end mig selv.

Derfor sørgede jeg også altid for at passe på, hvordan jeg talte om min krop foran vores børn. I min barndom fik vi skovlet ét ideal ned i halsen som værende det eneste smukke, men mine børn skulle vide, at de var fuldstændig perfekte, præcis som de var.

Det handlede ikke om, hvordan de så ud, det var vigtigere, at de var gode og ordentlige mennesker. Men desværre var det ikke alle, der så sådan på det.

Drømmen om et 20-årigt ydre

Jeg var en del af en venindeflok, hvor vi havde kendt hinanden, siden vi var helt unge. Vi jokede altid med, at det var dengang, ”vi var unge og sprøde”.

For mig var det bare noget, vi sagde for at grine af det, men lige så stille gik det op for mig, at de andre kvinder rent faktisk var triste over, hvordan de med årene var kommet til at se ud.

Med årene, og måske i takt med at reklamerne for plastikoperationer og det perfekte ydre blev mere dominerende i hverdagen, blev snakken om kroppe en fast del af vores samtaler.

Mine veninder fortalte tit om, at de ville have lavet et brystløft, en fedtsugning eller et øjenlågsløft. De talte om, hvordan kroppene havde ændret sig efter deres respektive fødsler, men for dem var det bestemt ikke en positiv ting.

De drømte alle om igen at ligne en 20-årig kvinde, selv om jeg tænkte, det var helt skørt, når vi nu havde børn, der snart ville ramme 20’erne. Det var, som om de ikke kunne acceptere den naturlige aldringsproces.

De så på sig selv i spejlet med alt andet end de kærlige øjne, som de fortjente. Det virkede, som om de kun så fejl alle vegne. Jeg havde ondt af dem, men der var noget, som gav mig endnu mere ondt i maven.

De tunge øjenlåg

Mine veninder kunne nemlig sagtens finde på at tale grimt om deres kroppe, mens deres teenagebørn overhørte det. Deres smukke børn, som alle så op til deres helt vidunderlige mødre.

Egentlig var jeg fuldstændig ligeglad med, hvad mine veninder gjorde med deres kroppe, hvis de mente, at lettere bryster og tyndere lår rent faktisk gjorde dem gladere. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvilken skade det kunne gøre, når deres og mine unge piger hørte alle deres destruktive tanker.

Flere gange så jeg det ske. Engang, hvor vi alle sad til en fødselsdag, fortalte en af mine veninder, hvordan hun overvejede at gå til sin læge for at høre, om hun kunne få en operation, der løftede hendes bryster. Imens forsøgte hun nærmest desperat at vise, hvordan det ville komme til at se ud.

Også for nylig var vi samlet til en hyggelig dag, hvor en anden veninde fortalte, at hun overvejede en operation for at få strammet huden op omkring øjnene, da hun syntes, hendes ansigt var begyndt at hænge, og øjnene posede en smule.

Hun fortalte lystigt, at hvis man bare sagde til lægen, at øjenlågene var så tunge, at det var til gene i hverdagen, så kunne man få sundhedsvæsenet til at betale for operationen.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, men rullede blot øjnene op under mine tunge øjenlåg, mens jeg spekulerede på, om hun mon ikke havde noget vigtigere at gå op i. Desværre kunne jeg se, at hendes datter, som sad ved siden af, fulgte opmærksomt med i samtalen.

Kærlig mod kroppen

Senere fortalte min datter, at min venindes datter var bange for, om hun mon også endte med at få tunge, hængende øjenlåg. Det var trist at høre, at en 16-årig pige gik med de tanker.

For det første var der slet ikke hold i bekymringerne, og selv hvis der var, burde hun slet ikke bekymre sig om sine skide øjenlåg. Jeg blev forfærdet. Det var i forvejen ikke let at lære de unge mennesker at elske sig selv, som de var, når de på sociale medier konstant blev eksponeret for redigerede billeder af urealistiske kropsidealer og helt glatte ansigter.

Derfor blev det et bevidst valg for mig, at jeg dagligt talte om min egen krop på en kærlig måde. Jeg kunne mærke, at det havde en god effekt, og jeg ønskede ikke, at mine veninders ukærlige snak om deres kroppe skulle påvirke mine børn og selvfølgelig heller ikke deres egne.

Efter mange overvejelser tog jeg mod til mig og besluttede at sige min mening næste gang, en af dem begyndte at tale grimt om sin krop. Jeg kunne mærke en vrede og bekymring, der voksede i mig, da snakken endnu en gang faldt på, om man kunne spare penge i madbudgettet, hvis man kom på vægttabsmedicin, eller hvilket sted der lavede det flotteste brystløft.

Mens snakken gik, rømmede jeg mig og spurgte, om de egentlig nogensinde tænkte over, hvordan kropssynet påvirkede deres børn.

En øjenåbner

Der blev stille efter mit spørgsmål, men de kiggede alle på mig. Jeg forklarede dem, at jeg syntes, de var perfekte, som de var, og at jeg egentlig var ligeglad med, hvad de gjorde mod deres egne kroppe, men at det bekymrede mig, hvordan det åbenlyse selvhad mod deres kroppe påvirkede både mine og deres børn.

Det var, som om alle de ord, frustrationer og tanker, der længe havde hobet sig op inden i mig, fik frit spil, og pludselig væltede det ud af mig.

Jeg fortalte, hvor dårlig selvtillid jeg selv havde haft som ung, og hvordan jeg havde arbejdet på at elske mig selv og lære mine børn det samme. Endelig stoppede min talestrøm, og jeg kiggede på dem alle, som de sad der og betragtede mig.

Min ene veninde, der kort forinden havde talt om de forskellige former for slankemedicin, sagde pludselig, at hun slet ikke havde tænkt over det, men nu, hvor jeg nævnte det, havde hun faktisk lagt mærke til, at hendes datter også talte grimt om sin krop. Min veninde havde bare aldrig koblet det sammen med, at hun måske selv var årsagen til dette.

Flere fra gruppen stemte i, og det blev til en god snak, hvor jeg følte, jeg nåede igennem med mit budskab, og hvor der blev reflekteret over tingene. Faktisk blev det en af de bedste snakke, vi længe har haft, og for første gang i lang tid følte jeg, at vi var på samme hold.

Vi var jo alle enige om, at det negative kropssyn, vi alle på et tidspunkt havde oplevet, ikke var noget, vi ønskede at give videre til vores børn.

Det var en rigtig dejlig dag, og inden selskabet splittede op, og vi gik hver til sit, lovede vi hinanden, at vi altid ville forsøge at tale selvkærligt om vores kroppe, i hvert fald når vores børn var i nærheden.