Fra Paris til Le Havre: På flod-krydstogt gennem Normandiet

Flodkrydstogtskibet Viva Gloria glider stille gennem Seinen. Man behøver bestemt ikke være søstærk for at tage på flodkrydstogt – her er tempoet roligt, og udsigten foranderlig.

Lyset skifter hele tiden. Man siger, at i Normandiet bliver det solskinsvejr flere gange om dagen – og det passer.

På vores tur fra Paris til Le Havre oplever vi både skyer, regn, sol og blå himmel i et hastigt skiftende lys, der kun bliver hurtigere, jo tættere vi nærmer os kysten.

Vi ser og sanser det landskab, der i slutningen af 1800-tallet inspirerede kunstnere til at male på en ny måde – impressionisterne.

Vi forlod Paris for nogle dage siden ombord på dette flydende luksushotel, Viva Gloria. Her er topservice og gourmetmiddage, valgt fra menukort, mens skibet stille glider gennem Seinedalen og bringer os til nye oplevelser hver dag.

Første stop var Les Andelys – en idyllisk lille by med middelalderhuse og en mægtig ruin hævet over sig: resterne af Richard Løvehjertes borg, Château Gaillard.

Den blev opført på blot ét år i 1197–98 som normannernes sidste bastion mod den franske kong Filip 2. August. Alligevel holdt den kun stand i seks år.

Historiske Rouen

Næste dag ankom vi til Rouen, Normandiets hovedstad.

Viva Gloria lå fortøjet i gåafstand til byens centrum med bindingsværkshuse, gotiske bygninger og markedspladsen, hvor Jeanne d’Arc blev brændt.

Et højt kors markerer stedet, og en markant moderne kirke er siden opført sammen med den overdækkede markedshal. Den store plads er omgivet af smukke huse med restauranter i stueetagen.

Fra markedspladsen fører byens hovedstrøg, Rue du Gros Horloge, mod vest – opkaldt efter det smukke ur og klokkespil fra 1300-tallet, som spænder over gaden og forbinder det gamle rådhus.

I den anden ende af gaden ligger byens imponerende katedral, hvis facade Claude Monet malede igen og igen – over 30 malerier med samme motiv i forskelligt lys.

Det fortælles, at han arbejdede fra en lejlighed på første sal overfor og skiftede mellem lærrederne, som lyset ændrede sig. Angiveligt bragte det ham nær vanvid af stress.

I sommermånederne oplyses katedralens facade af et spektakulært lys- og lydshow.

Le Havre og Honfleur

I dag har solen været mere stabil, og vi har nydt turen gennem det store, fredede naturområde Boucles de la Seine fra soldækkets flydestole – eller i jacuzzien.

Tjenerne var i rutefart op og ned ad trapperne med kolde drikke, mens Viva Gloria og floden slyngede sig gennem det grønne landskab.

Nu har vi lagt til i Le Havre – også her tæt på byens centrum.

Claude Monet voksede op i Le Havre, hvor han som ung mødte landskabsmaleren Eugène Boudin. Det var Boudin, der introducerede den tegneglade dreng til maleriet og opfordrede ham til at søge ind på kunstakademiet.

Boudin var født i Honfleur, som ligger på den modsatte side af Seinens udløb.

I modsætning til Le Havre, der blev ødelagt under 2. verdenskrig, havde Honfleur ingen militær betydning og er derfor bevaret i sin oprindelige form – med renæssancehuse, Normandiets måske smukkeste havn og høje gavlhuse med caféer og restauranter langs kajen.

Overalt i de smalle gader bag havnen ligger små gallerier – ifølge de lokale omkring 80 i alt. Og her myldrer det med turister.

Eugène Boudin var en af de første malere, der forlod atelieret for at male direkte i naturen – en praksis, der blev muliggjort, da man i 1841 opfandt oliemaling i tuber.

Han inviterede unge kunstnere til Honfleur, heriblandt Monet, og opfordrede dem til at male det, de så, ude i det fri.

Hvordan lyset i Boudins malerier med årene blev mere og mere flygtigt, og hvordan hans indtryk blev stadig mere øjeblikkelige, kan man opleve på MuMa – Musée d’Art Moderne André Malraux – i Le Havre.

Museet har en stor samling af Boudins værker og rummer desuden Frankrigs største samling af impressionistiske malerier. Her hænger også værker af Pissarro, Matisse, Renoir – og selvfølgelig Claude Monet.

Beton og verdensarv

Da familien Monet flyttede fra Paris til Le Havre i 1845, så byen ganske anderledes ud end i dag – dengang mindede den mere om Honfleur. Men som nævnt blev Le Havre sønderbombet under 2. verdenskrig.

Genopbygningen blev sat i system, og arkitekten Auguste Perret stod bag den overordnede plan.

Resultatet er en stringent bystruktur med brede boulevarder og boligkarreer anlagt omkring åbne gård-rum med masser af lys.

Perret stillede høje krav til kvaliteten: Alle lejligheder skulle have bad og toilet, trægulve og dobbelte vinduer. Betonbyggerierne blev ikke grå, men gyldent tonede – mange facader er dækket af lyse sten, som giver et varmt og karakterfuldt udtryk.

Fra 1945 til 1964 skabte omkring 100 arkitekter variationer over Perrets formsprog i det nye bycentrum. I 2005 blev området optaget på UNESCOs Verdensarvsliste som et enestående eksempel på genopbygningsarkitektur i Europa efter krigen.

Vi tager på guidet rundtur i byen og besøger Saint-Joseph-kirken, tegnet af Perret. Her kan man fra kirkerummet kigge op i det monumentale kirketårn, hvor lyset falder dramatisk ned gennem glasmosaikkerne.

En anden markant bygning er det hvide kulturhus Le Volcan, der rummer både teater og bibliotek.

Navnet kommer af formen – en vulkan – selv om den brasilianske arkitekt, Oscar Niemeyer, har forklaret, at han i virkeligheden var inspireret af skorstenene på de store skibe, som sejlede fra Le Havre og krydsede Atlanten.

Fra Le Havre kører vi nordpå langs kysten til badebyen Étretat, hvor kunstnere samledes i slutningen af 1800-tallet.

Ferieby er den stadig – med to kilometer strand ved foden af høje skrænter og kalkstensklipper, der rager dramatisk ud i havet.

Vandet har slidt klipperne i fantasifulde former – flere ligner elefanter med snabler. Også her malede Claude Monet. Langs promenaden står kopier af hans værker med motiver fra strand og klipper.

Have og åkander

Efter et par dage i Le Havre sætter Viva Gloria atter kurs mod Paris. Vi skal gennem de samme otte sluser for at blive hævet i alt 28 meter til Seineniveau i den franske hovedstad.

På hjemturen har vi kun ét stop. Skibet sejler hele natten og når Vernon sidst på formiddagen. En lille, hyggelig by med overvejende nyere bygninger, der ikke gør meget væsen af sig. Kun kirken og enkelte bindingsværkshuse overlevede krigen.

Men det er heller ikke Vernon, vi er kommet for. Seks kilometer væk, på den anden side af floden, ligger Giverny – landsbyen, hvor Claude Monet slog sig ned med sin familie i 1883 og blev boende resten af livet.

Her anlagde han først en stor blomsterhave og senere den berømte vandhave, hvor han malede sine ikoniske åkandebilleder.

Selv her i efteråret stråler haven af farver, selv om åkandesæsonen er forbi.

Der er mange besøgende, og vi bevæger os gennem haven i en stille række. Der er adgang til Monets hus, og hans atelier rummer i dag en stor souvenirbutik.

Ude i selve landsbyen – en fredelig vej, der fører mod kirken, hvor Monet ligger begravet – ligger små restauranter, hoteller og Musée des Impressionnismes, som byder på to særudstillinger om året.

Om aftenen, mens vi sejler mod Paris, er der gallaaften om bord. Kaptajnen byder på champagne før middagen, og hele personalet defilerer forbi og ”siger farvel”.

Vi har godt nok endnu en dag og aften i Paris, men mange passagerer vil ud at opleve byen by night.

Som ved alle andre stop undervejs tilbyder Viva Gloria guidede udflugter – også i Paris. Men vi vælger at gå på opdagelse på egen hånd og finde Monets åkander i blomst.

Det kan vi på Musée Marmottan, som rummer verdens største samling af Claude Monets værker – heriblandt en rund sal fyldt med hans mindre åkandemalerier.

De store åkandebilleder findes på Musée de l’Orangerie. Dem skænkede Monet til den franske stat i 1918 som et symbol på fred, og siden 1927 – året efter hans død – har de været udstillet her.

Sidste aften bliver vi om bord. Efter middagen forvandler loungen sig til kabaret. Tre dansere og en sangerinde indtager det lille dansegulv foran baren med både Édith Piaf og cancan med sus i skørterne.

Et festligt og farverigt punktum for vores flodkrydstog.