Kæmper du med telefonens autokorrektur og dine læsebriller?

Der var en tid, hvor telefoner bare ringede.

Man løftede røret, sagde "ja, det er mig", og lagde på, når man havde sagt, hvad man skulle.

Ikke noget med beskeder, notifikationer, opdateringer eller forslag.

Dengang talte vi i telefon.

Nu blander telefonen sig i samtalen.

Min gør i hvert fald.

Den opfører sig, som om den ved, hvad jeg vil sige, før jeg selv gør det.

Telefonen gætter, retter, foreslår – og sender beskeden, før jeg har fundet mine briller.

Senest skrev jeg en hurtig sms til en veninde med beskeden: "Held og lykke med mødet!"

Det troede jeg i hvert fald.

Telefonen valgte i stedet at skrive: "Helstegt bjørn med mødet!"

Og min veninde svarede: "Tak … det håber jeg ikke, vi ender med".

Jeg opdagede først min fejl, da jeg kiggede beskeden igennem senere – med læsebriller.

For jeg er nået til den alder, hvor alt med skærm kræver optisk forstærkning og tålmodighed.

Og tålmodighed er netop dét, min telefon ikke har.

Den sender, når den synes, jeg er færdig.

Også selv om jeg bare fumler med et komma.

Der var engang, hvor jeg kunne skrive en sms uden at blinke.

Tommelfingrene dansede hen over tasterne, og beskederne var korte, klare og uden forviklinger.

Men så kom læsebrillerne snigende ind i mit liv, og med dem en ny hverdag, hvor autokorrekturen og jeg er i konstant konflikt.

Problemet opstår især, når en sms tikker ind, og jeg ikke lige har brillerne ved hånden.

Og lad os være ærlige:

Brillerne er sjældent der, hvor jeg er. De er altid i tasken, i køkkenet, ved computeren eller et helt tredje sted, jeg ikke kan huske.

Så jeg skriver på lykke og fromme. Halvt huskende, halvt gættende.

Og så træder autokorrekturen til.

Den er som en velmenende ven, der ikke kan holde sin mund, altid klar til at rette mig, men ofte helt forkert.

"Jeg er på vej” bliver til "jeg er på vejleder", og "kys" bliver til "kyst".

Og et uskyldigt "tak for i aftes" blev engang til "tak for i apotek", hvilket efterlod modtageren nysgerrig efter at vide, om jeg havde haft et hemmeligt stævnemøde efter vores middag?

Slå dog autokorrekturen fra, tænker du måske.

Men det tør jeg ikke.

For uden dén danser mine bogstaver rundt, som var de myrer på jagt efter krummer på terrassen.

I stedet har jeg besluttet at tage det med et smil.

Og mine omgivelser har heldigvis besluttet det samme.

Så da jeg bad min mand købe mælk, men autokorrekturen skrev "kan du købe mænd", meldte han tilbage, at han bestemt mente, jeg havde, hvad jeg skulle bruge på den front!

Og siden er det blevet et fast ritual, at jeg skriver, "vi mangler mænd", hvis køleskabet er tømt for mælk.

Og da jeg opgivende skrev til min ældste veninde, at jeg følte mig "gammel og tyl" røg det også lynhurtigt ind i vores fælles ordforråd.

For her må jeg give autokorrekturen ret.

Det er da langt sjovere at være tyl end tyk.