Jeg elsker højskolelivet, men orker ikke dele værelse

Jeg har været på flere højskoleophold og er lige kommet hjem fra endnu et. Nu sidder jeg så og evaluerer for mig selv: Skal jeg afsted igen til næste år?

Jeg har haft det rigtig fint. Højskolen beskæftiger sig med et emne, jeg går meget op i, og rent fagligt har jeg fået meget ud af det. Skolen ligger i skønne omgivelser, og man får dejlig mad.

Hvad er så problemet, tænker du? Jo, det er, at man deler værelse med en anden kursist.

Første gang, jeg var afsted hertil, delte jeg også værelse med en, og det var lidt mere problemfrit. Vi var lig hinanden og gode til at skabe relationer og tog ansvar for os selv og vores ophold. Vi hilste pænt på hinanden, havde en god omgangstone, men derudover sov vi bare i samme rum, og det passede mig fint.

Denne gang var min værelseskammerat mere stille. Hun holdt sig for sig selv og havde svært ved at glide ind i grupperne, virkede genert og var også en del mere på værelset. Det betød, at når jeg en gang imellem ville puste ud fra det sociale, så var hun som regel også på værelset, og jeg følte mig ansvarlig for, at hun havde det godt, så jeg snakkede med hende, og ofte bad jeg hende også om at sidde sammen med mig ved aftensmaden.

Jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg havde meget opmærksomhed på hende, og gennem hele opholdet følte mig lidt ansvarlig for, at hun havde det godt.

Engang var jeg selv tilbageholdende og lidt genert, men nu som voksen er jeg endelig kommet ud af min skal og elsker at møde nye mennesker og opleve de store fællesskaber, som et højskoleophold kan være.

Men jeg er kommet i tvivl, om jeg skal afsted igen, når den, man deler værelse med, ikke er givet på forhånd, og når det påvirker mig så meget.

Jeg havde brug for at formulere det på skrift, og nu sender jeg det til dig for at høre din mening.

Kan du forstå, at det rumsterer i mit hoved? Eller er det bare mig, der er gal på den?

Naturligvis forstår jeg det. Du er mættet af indtryk, og når man kommer hjem for sig selv, skal det hele fordøjes.

Jeg tror, forklaringen på dine tanker ligger ligefor, men det kan vi vende tilbage til. Allerførst vil jeg dykke lidt ned i højskolen som fænomen.

På Nationalmuseets hjemmeside kan man læse om højskolernes opståen, og i en kort sammenfatning derfra kan jeg fortælle, at N.F.S. Grundtvig tilbage i 1830’erne fik idéen om en højskole til folket. Herfra blev idéen udviklet og højskolen grundlagt. En skole, der ifølge hans visioner skulle undervise i, hvad det ville sige at være dansk og menneske i Danmark. Et højskoleophold skulle betyde, at man kunne møde en ny verden og andre holdninger. Det, man lærte på højskolen, kunne tages med hjem til sognet og bruges i dagligdagen. På hjemmesiden ligger en masse sjov viden, hvis man har lyst til at dykke ned i højskolernes opståen og grundværdier, men her på siderne skal vi tilbage dig, kære højskoledeltager.

Jeg tog dog lidt af historien om højskoletanken med i mit svar, fordi højskolerne netop blandt andet er bygget på fællesskab og forskelligheder. Så når man tager på højskole, må man forvente, at man skal bidrage til fællesskabet og tage ansvar for det.

Det læser jeg egentlig også, at du har gjort, og dermed synes jeg, du har handlet rigtigt ved at inddrage og hjælpe din generte værelseskammerat.

Når det niver lidt ekstra i dig og sætter tanker i gang, er det måske, fordi du kan genkende dig selv i den indadvendte adfærd, og når du bliver konfronteret med det ansigt til ansigt, tager du afstand, fordi du godt kan huske, hvor svært det var, da det var dig, der havde det sådan. Det vækker nogle følelser, du ikke ønsker at genoplive. Det kan jeg godt forstå.

Men jeg synes bestemt, at du skal afsted igen. Det virker til, at du nyder det, og husk på, at næste gang, du måske støder på en indadvendt og genert højskolekammerat, behøver du ikke tage al ansvar for, at vedkommende får et godt ophold, men mind dig selv, om hvor langt du er kommet, og hvor lidt der sommetider skal til, før man kan føle sig inkluderet i fællesskabet.

Din krop og dit sind tror måske, at du igen skal til at tage hele den store kamp med sig selv, når du bliver konfronteret med generthed, men det er slet ikke det, der er på tale. Du er forbi det hårde arbejde. Du skal bare være en cool værelseskammerat, der er rar og sommetider inkluderende, og så ligger det store arbejde hos den person, der kæmper med generthed. Alt det, du selv har overvundet.

Jeg er stensikker på, at det giver selvtillid at blive mødt med venlighed, og at du på den måde bidrager til fællesskabets ånd og ovenikøbet giver den udfordrede mod på mere.

Og slutteligt er der jo også den mulighed, at din værelseskammerat simpelthen trækker sig, fordi der er behov for at tage det hele i meget små doser. Men du kan altid spørge. Det er nemlig under alle omstændigheder rart at blive spurgt, og så kan man selv tage stilling.

Sammenfattet er mit svar til dig: Afsted igen. Tag ansvar for fællesskabet, men ikke for andre menneskers personlige udvikling.