Virkelighedens svar på "Sygeplejeskolen" lå på Riget

3. januar 1951 mødte syv unge, jyske mænd spændte og forventningsfulde op på Rigshospitalet i København. De skulle som de første danske mænd nogensinde i gang med at uddanne sig til sygeplejersker. Det var nemlig på Riget, det første eksperiment med mandlige sygeplejeelever foregik – det, der i dramaserien ”Sygeplejeskolen” på TV 2 Charlie og TV 2 Play foregår på det fiktive Fredenslund Sygehus.

Seks af de unge mænd var i forvejen uddannet som diakoner på Diakonhøjskolen i Aarhus. Her havde de fået undervisning i praktisk sygepleje og socialt arbejde på et kristent grundlag. Den sidste i flokken havde været på et højskoleophold samme sted. Skolens forstander, Folmer Tange-Jensen, havde i et stykke tid leget med tanken om, at hans elever skulle kunne tage en fuld sygeplejerskeuddannelse og opnå statsautorisation.

Baggrunden for det hele var, at mangel på sygeplejersker var et stort problem i årene efter 2. verdenskrig. Omkring en tredjedel af sygehusenes sygeplejerske- og elevstillinger var simpelthen ikke besat. Det skyldtes blandt andet, at man var begyndt at gå fra 12-timers vagter til 8- eller 9-timers arbejdsdage, og det krævede mere personale. En anden grund var, at mange sygeplejersker – som jo alle var kvinder – forlod faget og blev hjemmegående, når de giftede sig. Det var dengang ualmindeligt, at kvinder blev på arbejdsmarkedet, når de var gift.

Indenrigsministeriet nedsatte et udvalg for at udrede sygeplejerskemanglen, og udvalget nåede frem til tre løsningsforslag: Rationalisering af arbejdsgangene, uddannelse af sygehjælpere – en dengang ny, løstansat og uuddannet faggruppe på sygehusene – og endelig uddannelse og ansættelse af mandligt plejepersonale. Det sidste var det mest kontroversielle og skabte uenighed i udvalget. To overlæger gav i en særudtalelse blandt andet udtryk for, at mandlige sygeplejersker ikke havde de særlige, kvindelige egenskaber, der var så værdifulde for faget. Det gjaldt ”virkelig indfølelse med en næsten moderlig omsorg for medmennesker”, sans for ”hjemlig hygge og renlighed” og den ”særlige ånd og tone, som kun kvinder kan skabe og præge omgivelserne med”.

Udvalget havde sendt spørgeskemaer ud til landets sygehuse for at lodde stemningen omkring mandlige sygeplejersker. Kun halvdelen valgte at svare, men de svar, der trods alt kom, antydede, at der kunne være stemning for mandligt plejepersonale. I udlandet var udviklingen på området dog allerede i gang. I Norge var man begyndt at uddanne mænd på en enkelt sygeplejeskole som følge af en ny lov om ligestilling. I resten af Europa havde fem lande allerede sygeplejersker af begge køn. Og i USA havde 10 procent af sygeplejeskolerne åbnet for uddannelse af mænd.

Ingen pjank og flirt

Delte meninger var der under alle omstændigheder om emnet herhjemme, og pressen skrev en del om de problemer, der kunne opstå. Hvad ville kvinderne for eksempel sige til at blive plejet af en mand i stedet for en anden kvinde? Og hvad ville de mandlige patienter sige? Generelt var holdningen dog, at mændene i hvert fald ikke i starten skulle kunne arbejde på kvindeafdelingerne.

De syv udvalgte mænd blev på forhånd grundigt indprentet, at de var pionerer og ansvarlige for, at eksperimentet blev en succes. Desuden skulle de underskrive et dokument, hvor de erklærede sig indforstået med, at de ikke kunne forvente at få statsautorisation. Loven om Sygeplejersker omtalte nemlig kun en sygeplejerske som ”hun”, og der var dermed ikke lovhjemmel til at autorisere en mand.

Mændene kom i en blandet klasse sammen med 17 kvindelige elever. Hvor pigerne blev indkvarteret i Rigshospitalets sygeplejerskebolig, måtte drengene dog ikke bo på hospitalet, men skulle finde sig værelser ude i byen. De havde naturligvis også forbud mod at besøge pigerne på deres værelser, men nogle fandt en vej uden om forbuddet ved at snige sig hen over loftet og uden om vagten. Drengene havde desuden et kælderrum kaldet Kahytten, der fungerede som opholds- og omklædningsrum. Her tilbragte de eftermiddagens fritimer med kortspil, skak og hyggesnak.

Med hensyn til arbejdsopgaver blev der ikke gjort forskel på drenge og piger. I begyndelsen måtte de mandlige elever ikke komme på de almene kvindeafdelinger, men det blev der hurtigt lavet om på. Og det viste sig ikke at være problematisk – heller ikke, når kvindelige patienter skulle bades. De studerende fik faktisk indimellem det indtryk, at kvinderne hellere ville passes af drengene end af pigerne. Man holdt dog stadig på, at fødeafdelinger og gynækologiske afdelinger var forbudt område for de mandlige sygeplejeelever.

Den ”pjank og flirt”, som nogle havde frygtet blev en konsekvens af et blandet elevhold, udeblev. Og der var et godt kammeratskab og fællesskab på holdet. Drengene var meget målrettede i deres uddannelse, da de skulle bruge den til at forsørge sig selv og deres familier i fremtiden, hvor pigerne ofte stoppede karrieren, når de blev gift. Desuden var det vigtigt for mændene, at det forsøg, de var pionerer i, ikke mislykkedes. De unge mænds målrettethed viste sig at påvirke deres kvindelige medstuderende og deres indsats positivt.

5. maj 1954 afsluttede holdet deres uddannelse på Rigshospitalet med taler og overrækkelse af eksamensbeviser og emblemer. Forstanderinde Eli Magnussen opfordrede i den forbindelse de nyudklækkede, mandlige sygeplejersker til at søge autorisation hos Sundhedsstyrelsen. Som hun pointerede, bar hun selv et drengenavn – Eli – uden at nogen af den grund nogensinde havde betvivlet, at hun kunne blive autoriseret. Der var i øvrigt en revision af Lov om Sygeplejersker på vej i forbindelse med en stor uddannelsesreform, og til den tid ville man let kunne rette den lille detalje, at en sygeplejerske kun omtaltes som ”hun” i lovteksten.

Alle drengene fik dog deres autorisation i november 1954. På autorisationsbeviset var problemet om kønnet rent praktisk løst ved at strege ”hun” ud og erstatte det med ”han”.