
Hverdagen er i fuld gang hos parrene, og vi ser stadig sammenstød og usikre sider af dem, og et enkelt par må kapitulere og fortsætte som venner. Dog er der også par, hvor kommunikationen er i top, og som ikke lader kriserne slå dem ud i kærlighedseksperimentet.
Efter sidste afsnits dårlige stemning på getawayet, hvor Dorthes humør pludselig var – om end ikke i Thomas’ kælder – så i kulkælderen – frygtede vi dette afsnit.
Men vupti viser Lasse kreative sider, fyrer op for limpistolen og kreerer den sødeste gave til sin pædagogmedhjælper-kone, som igen får smilet tilbage i ansigtet … i hvert fald i fem minutter.
For nemt skal det endelig ikke være for Lasse! Dorthe kommer i tvivl igen, og mon ikke mange af Danmarks kvinder fælder en tåre for den sympatiske mand?
De må igen sætte sig i parterapeut-Trines varme sofa – og tada! Kort tid efter savner Dorthe så sin Lasse igen …
Puuh, aner vi et mønster? Dorthe har Lasse i sin hule hånd, og vi frygter, at bliver han ved med at opføre sig som en logrende hundehvalp, bliver han snart adopteret af Tine og Jan.
Procentuelt: 50 % chance for succes. 5 riskorn
Apropos Tine og Jan … Så gik den ikke længere. Selv ikke en gospelkoncert og de højere magter kunne ikke redde deres ægteskab.
For første gang så man til gengæld et glad, energisk smil fra Jan. Måske har han lige fået at vide, at han er blevet optaget i ”Landmand søger kærlighed”, eller at ”Dus med dyrene” bliver genudsendt?
Tine var også lettet, og måske er det hende, der nu trænger til en lur oven på de mange strabadser med en partner, der havde energi som en sanktbernhardshund foran pejsen.
Held og lykke med både hunde og kærlighed. Vuf vuf!
0 riskorn.
Uh, hvad er det dog Thomas gerne vil skjule i kælder og aflåste rum?
Vi er på Team Mette og vil også gerne snart vide, hvad han skjuler. Det er jo snart mere spændende, end om parret bliver sammen eller ej.
Mette byder ind med hjælpsomhed og god energi, og Pedel-Thomas med nøglebundtet sætter da også pris på sin søde kones ihærdige indsats i hans noget ufærdige hjem.
Vi mærker heldigvis, at kemien og tiltrækningen blomstrer og vokser mellem de to – og så har de endda ikke engang haft lommeregneren fremme.
Thomas’ venner er vilde med Mette, han er vild med hende – det ender vist ikke med ”Teardrops”, men ”Oh, Happy Day” – dog forudsat at Thomas ikke viser sig at hedde Blåskæg til efternavn.
Vi vover 7 riskorn ud af 10
Ikke overraskende byder Amalie velkommen i Ottos lejlighed med et glas vin i hånden. Bliver de mon sponseret af de Danske Spritfabrikker?
Otto hiver desværre en usikker side op af hatten – men han burde nok have nøjedes med en hvid kanin. For Amalie bliver ulykkelig over, at han røber, at han ikke føler sig supertilpas i selskab med hendes elskede ”overklasse”-venner.
Hvorfor pokker sagde han det? Ingen fatter, hvorfor Otto indvier hende i det – og det gør han faktisk heller ikke selv, røber han over for Psykolog-Trine.
Det hele bunder i, at han er forelsket i Amalie. Hun er heldigvis klar til at tilgive, og så bunder de igen – på den rigtige gode Otto-Amalie-måde med slørede øjne, sjove bøvser og saftige kys. Juhu!
Parret er ustoppeligt og skal lade være med at fokusere på hullerne i osten – der i øvrigt smager bedst med rødvin.
9 ud af 10 riskorn
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.