Dårlig samvittighed og uforløst frustration: Det var ikke mig!

Hans var gift med min søster Gerda i en årrække, indtil de gik fra hinanden.

Jeg havde ikke set Hans i mange år, men pludselig dukkede han op til et møde i Nibe.

Jeg var glædelig overrasket over at se Hans igen, men forbavset over hans åbningsreplik:

– Det var ikke mig!

Sagen er, at mange mennesker går rundt med enten en dårlig samvittighed eller en uforløst frustration, som så først fremkaldes, når de ser et menneske knyttet til en bestemt begivenhed.

Og forklaringen dølger sig i fortiden.

Hans var bestyrer af kantinen på Politiken og havde erfaring med indkøb.

Derfor fik han en central rolle ved min mors begravelse og det efterfølgende gravøl i min fars hus.

Min far afskyede, at andre blandede sig i udskænkningen af øl, snaps, vin og spiritus.

Det havde han selv styr på, og til gravøllet skulle han nok skænke op, så selskabet stadig kunne gribe om bestikket.

Men denne aften gik det galt.

En syndig sjæl havde sneget sig ned i kælderen, hvor flasken med cognac var gemt af vejen.

Personen havde, uden min fars udtrykkelige tilladelse, forgrebet sig på flasken og bragt den op i stuerne.

Da min far så flasken gå rundt, brød han den gode stemning og udbrød:

– Hvad i alverden foregår der her? Hvem er den formastelige, der har taget min flaske, åbnet den og er begyndt at skænke op?!

Ingen meldte sig, det var et tillidsbrud i familiens skød.

Derfor reagerede min far spontant og rettede kritikken direkte til aftenens arrangør, den stakkels Hans:

– Det er dig, der har gjort det. Jeg er meget skuffet over dig.

Men Hans slog fra sig:

– Jeg lover dig, svigerfar, at det kunne jeg aldrig finde på. Jeg har stor respekt for dig og kender dine vaner med vin og spiritus.

– Så sig mig, hvem det var, tordnede min far.

Alle svogrene dukkede sig, og nu stod Hans alene for skud.

Der var en sørgelig begravelse for min mor, men endnu mere trist, at min far blev vred, og at han gav en tilfældig skyld.

Jeg havde glemt alt om episoden.

Men det havde Hans bestemt ikke.

Det havde naget ham gennem mange år, fortalte han, og han havde stadig behov for at få oprejsning, fordi han så op til min far og gerne havde villet vise ham, hvad han kunne præstere ved at organisere hele begravelsesarrangementet.

Det blev et større slag for Hans, end nogen af os, der var til stede på dagen, havde fornemmet, og gennem mange år havde Hans ordene klemt inde i sit bryst, og de kom ud med damptryk, da han så mig:

– Det var ikke mig!