En tår kaffe blev vejen til både frirum og fællesskab

Forleden, da jeg midt på den blanke eftermiddag sad og danderede den foran mit tændte tv med varm, nylavet kaffe og en (optøet) kage frisk fra fryseren, kom jeg til at tænke på min mor. For ikke alene kunne jeg høre regnen piske mod ruderne, jeg kunne også høre en svag snurren og brummen, der lød som sød musik i mine ører.

Lyden kom nemlig fra de maskiner, der var i fuld gang med at gøre det arbejde, som jeg, hvis jeg havde været en voksen, gift kvinde i 1950’erne, ville have haft til opgave at udføre selv og ved egen kraft.

Sådan var det for min mor og de andre husmødre i vores nabolag dengang i ”de gode gamle dage”, hvor hovedparten af kvinder gik hjemme og passede hus og børn, mens manden tog på arbejde og skaffede til føden.

Takeaway og færdigretter

Nu om dage er sagen jo en helt anden. Jeg skal bare putte det snavsede tøj i vaskemaskinen og trykke på et par knapper, sætte opvaskemaskinen i gang, tænde for kaffemaskinen og glæde mig over, hvor nemt aftensmaden kan overstås.

Så nemt som ingenting kan jeg tage noget nærmest direkte fra fryseren og ind i enten mikrobølgeovnen eller i airfryeren, og vupti, så er der serveret, og ellers er der jo altid færdigretter i supermarkedernes kølemontre samt takeaway her og der og alle vegne.

Det kan jo også være, jeg alligevel beslutter at købe ind og lave mad selv. Uanset vejret er det heller ikke det noget problem, for biler findes jo efterhånden i noget nær enhver husstand, så det er hurtigt at suse til nærmeste supermarked.

Men jeg køber ikke ind på daglig basis, sådan som min mor gjorde.

Nok at gøre

For hende var der ingen vej udenom, for når man ikke har noget køleskab, er hver eneste hverdag også en indkøbsdag.

Frem med traveskoene og indkøbstasken og hen til slagteren, viktualiehandleren, købmanden, bageren og tilbage igen slæbende på den fyldte taske. Hjemme hos os var der nemlig mange munde at mætte, og der skulle laves to retter hver dag.

Først måske kærnemælkssuppe bare lige til at tage den værste sult, for kød var dyrt, også dengang. Til gengæld blev der skrællet et hobetal af kartofler af den store slags, så ingen gik sultne fra bordet.

Men det hele tog tid, og det var husmoderens opgave, en af mange.

Der skulle jo også støves af, vaskes gulv, pudses vinduer, og sommetider skulle gulvtæpperne endda bankes.

Klatkager og hvidtøl

Én gang om måneden var det vaskedag. Så var det ned i kælderen med klunset, og så gik min mor ellers i gang med opsmøgede ærmer og et tørklæde om håret.

Min mors hænder blev ildrøde af det kolde vand, og hun var godt træt, når tøjet skulle hænges op, enten i gården eller oppe på loftet. Især, når vinteren satte ind med sne og kulde, og det trak fra de utætte enkeltlags ruder.

Sommetider hjalp jeg min mor, og jeg kunne egentlig godt lide vaskedage. Her stod menuen nemlig altid på risengrød, der hele dagen havde puttet sig i en gryde med låg på under dynen i ægtesengen.

Vi fik hvidtøl til maden, som var hældt over i en stor kande og tilsat et par skefulde stødt melis. Det var min opgave at røre rundt i det, og at jeg lige prøvesmagte det, var der ingen, der opdagede.

Heldet smilede virkelig til mig, hvis der var en rest grød tilbage i gryden, når alle munde var mættet. I så fald stod den nemlig på klatkager med syltetøj.

Gir’ du kaffe?

Heldigvis var det ikke slid og slæb det hele for min mor og nabokonerne, for det skete med jævne mellemrum, at det pludselig ringede på døren, og en af de andre kvinder stod udenfor. De første ord var altid de samme, uanset om det var fru Jensen på første, fru Nielsen på fjerde eller fru Larsen i stuen.

– Gir’ du kaffe?

– Selvfølgelig. Bare kom ind, så sætter jeg vand over, sagde min mor med smil i stemmen.

– Jeg vil ikke gøre ulejlighed, bare en varmetår måske. Jeg trænger til en lille sludder, sagde dagens nabokone.

Og så kom Madam Blå på bordet, og cigaretterne blev tændt. Min mor røg Eiffel. Pakken var rød med et Eiffeltårn på og kunne købes som en fem-styks, en fordel for en fattig frue.

De nabokoner, som min mor kendte allerbedst, var hun dus med, ellers var det De, og ikke noget med fornavn. Det var forbeholdt de rigtige veninder, som man kunne betro alt.

Min mor sorterede omhyggeligt i det, hun lod nabokonerne vide. Man vidste aldrig, hvad der gik videre og fik fart på og blev bedre og bedre (eller værre) for hver kvinde, historien passerede.

Guf for øregangene

Alligevel var der nok at snakke om, bevar mig vel. Jeg har selv været med på en lytter utallige gange, når jeg pjækkede fra skole, for nok var jeg ”syg”, men jeg var ikke døv. Derimod spidsede jeg virkelig ører, når fruerne sænkede stemmerne og gav sladderen frit løb.

– Og hvad mener De så om ismejerimanden? Tænk, at han sådan gik bagom ryggen på sin egen kone og tog af kassen, jamen har man hørt magen …

Den slags var guf for øregangene, og forargelsen og medfølelsen med den stakkels mejeridame lokkede jo altid en ekstra kop kaffe ned.

– Og nu er hun rejst, mejeridamen altså, flyttet hjem til sin søster. Jeg gad nok vide, hvad han så vil gøre. Det var jo mest hende, der ekspederede. Hun var nu så sød og aldrig nærig med drittelsmørret. Der var han mere påholdende. Men det er nu godt smør, de har, og deres sigtebrød, uhm.

Næppe havde min mor båret kaffekopperne ud i køkkenet, før det igen ringede på døren.

– Næh, go’dav, kom ind, kom ind, lød min mors glade stemme.

Var der noget, der kunne få hendes humørbarometer til at stige helt til tops, så var det, når en af hendes døtre med afkom besøgte os. Det gjorde de tit, mine fem voksne søstre.

Hjem til mor og tilbage igen enten med sporvogn eller på cykel. Så kunne der sidde et barn i en stol bagpå, et i kurven, et på styret og tit og ofte også et i maven. En-to-tre, så var der et værre hurlumhej og roderi.

– Gir’ du kaffe? Jeg har sandkage med, hjemmebagt, sagde dagens søster stolt.

Selvfølgelig gav min mor kaffe, og inden jeg nåede at få rejst mig fra divanen, kom småbørnene farende ind i stuen, hoppede op til mig og forlangte underholdning.

Hvis bare, man kunne...

Det der med at blive hængende og spise aftensmad, det var ikke noget, vi brugte dengang. For det første var der ikke råd til at have gæster til middag, heller ikke nær familie, medmindre der var en særlig lejlighed.

For det andet skulle mine søstre hjem i tide til at lave mad til deres ægtemænd. Det manglede bare, her havde de knoklet hele dagen, mens konen bare gik hjemme sammen med ungerne.

Mens jeg tumlede med mine niecer og nevøer, løb tungerne løbsk i stuen, kaffekanden blev tømt, og sandkagen støvede i munden. Hvad har du strikket, syet, hæklet siden sidst? Har du hørt, at den og den er gravid igen?

– Jeg har læst et sted, at kvinderne i USA bare putter tøjet ind i nogle maskiner, og så bliver det vasket på den måde, er det ikke fantastisk, mor?

– Sikke noget, det kan tøjet da ikke blive rent af, mente min mor og sukkede.

Maskiner, der selv kan vaske tøjet! Tænk, hvis sådan nogle en dag kunne købes i Danmark. Så ville man blive fri for at slæbe snavsetøjet ned i kælderen og stå der og skure og skrubbe og få iskolde, røde hænder.

Sådan tænkte jeg, mens jeg sad på gulvet med småbørnene og byggede et højt tårn af de træklodser, jeg engang havde fået i julegave. Så kunne man bare putte tøjet ind i sådan en maskine og få sig en tår kaffe og måske læse lidt, mens tøjet blev rent helt af sig selv. Fantastisk.